Anders Bondo om OK-forhandlingerne: Lønstigningerne er et spil for galleriet

På det kommunale område har lønmodtagerne stillet krav om, at ”Reguleringsordningen baseres på Danmarks Statistiks standardberegnede lønindeks.” På statens område var kravet formuleret på følgende måde: ”En reguleringsordning, der baseres på det fagligt set mest korrekte beregningsgrundlag”.

Kun få ansatte i den offentlige sektor – om nogen – har formentligt en idé om, hvad disse krav dækker, og det er på trods af, at en imødekommelse af kravet formentlig har større betydning for lønudviklingen for de offentligt ansatte end noget andet krav.

Kun få ansatte i den offentlige sektor om nogen har formentligt en idé om, hvad disse krav dækker.

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Det er derfor en vigtig sejr, når lønmodtagernes chefforhandler ved præsentationen af den statslige aftale fortæller, at fokus har været på at få genskabt balancen mellem den private og statslige lønafvikling, og "det ser vi frem til at etablere i denne aftale og også for fremtiden".

Gennem de seneste mange overenskomster har der hersket en overordnet konsensus om, at lønudviklingen i den offentlige sektor som princip skal følge lønudviklingen i den private sektor. Denne konsensus bygger på, at organisationerne, der repræsenterer lønmodtagerne, har erkendt, at den offentlige sektor ikke er, og ikke bliver, lønførende.

Arbejdsgiverne har også set fordele ved modellen. Først og fremmest giver modellen en kolossal effektiv form for udgiftsstyring. Skulle en faggruppe have held og styrke til at løfte lønnen i de lokale forhandlinger, betyder modellen, at de andre faggrupper i realiteten kommer til at betale gildet gennem en lavere lønudvikling.

Og så spænder modellen et sikkerhedsnet under de offentlige lønninger, så det offentlige arbejdsmarked ikke ender som et sekunda-arbejdsmarked, hvilket parterne har en fælles interesse i.

Den såkaldte reguleringsordning har derfor været en fast bestanddel af de sidste mange overenskomster. Med reguleringsordningen sammenlignes gennemsnitslønnen i den offentlige sektor med gennemsnitslønnen i den private sektor.

Er der sket en forskydning, reguleres de offentligt ansattes løn op eller ned, så der igen er balance. Bortset fra to gange i forlængelse af finanskrisen i 2008, har der altid været tale om, at de offentlige lønninger er haltet bagud, og der er derfor sket en positiv regulering af lønnen.

Nu er stigningerne i gennemsnitslønnen i en sektor imidlertid ikke kun bestemt af stigningerne i de ansattes løn. Hvis personalesammensætningen i sektoren ændres, så andelen af medarbejdere med en relativ lav løn reduceres, samtidig med, at andelen af højtlønnede øges, vil gennemsnitslønnen stige, uden den enkelte medarbejder har fået en eneste krone mere i løn.

Det er netop det, der er sket på det offentlige område og ikke mindst på statens område. Her er der ansat betydeligt flere akademikere, mens lavtlønsjob som rengøring er blevet udliciteret, og de indgår dermed ikke i beregninger af gennemsnitslønnen.

Denne strukturelt bestemte stigning i gennemsnitslønnen har i realiteten betydet, at lønstigningen for den enkelte ansatte år efter år er blevet lavere, end den ville have været med en uændret personalesammensætning.

Arbejdsgiverne har fået dækket merudgiften som følge af forholdsvis flere højtlønnede ved en generel lavere lønudvikling for alle ansatte.

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Sagt på en anden måde, har arbejdsgiverne så at sige fået dækket merudgiften som følge af forholdsvis flere højtlønnede ved en generel lavere lønudvikling for alle ansatte.

I de officielle forhandlingsprotokoller er konsekvenserne af personaleforskydningerne lagt ind under begrebet ”reststigning”.

De, der har fulgt med i de seneste mange overenskomster, har kunnet se, at reststigningen gang på gang har været større på statens område i forhold til kommunerne, hvilket helt flugter med, at personaleforskydningerne har været størst på statens område.

Det kan måske undre nogen, at lønmodtagerne på denne måde har accepteret at finansiere merudgifterne ved disse personaleforskydninger gennem en generelt lavere lønudvikling.

Den enkle forklaring er imidlertid, at der hidtil ikke har eksisteret et statistisk grundlag, der tog højde for disse forskydninger. Ville lønmodtagerne have en reguleringsordning, måtte de tage til takke med det statistikgrundlag, der nu en gang var til rådighed.

Det er der lavet om på de seneste år. Danmarks Statistik har forfinet deres datagrundlag, så lønstatistikkerne i langt højere grad korrigerer for den del, der skyldes personaleforskydningerne. Og det er netop dette nye grundlag, som lønmodtagerne stillede krav om, der skal være grundlaget for reguleringsordningen fremadrettet. Og som de er blevet imødekommet på fra og med 2025.

Aftalemæssigt er det formuleret helt enslydende i såvel den statslige som den kommunale aftale på denne måde: ”Udmøntningen per 1. oktober 2024 baseres på Danmarks Statistiks implicitte indeks. Udmøntningen per 1. oktober 2025 baseres på Danmarks Statistiks standardberegnede lønindeks.”

Teksten vil helt sikkert kunne genfindes i den regionale aftale, der forhandles, mens dette skrives.

Med den benhårde kamp om arbejdskraften er det måske ikke en hensigtsmæssig strategi forsat at begrænse lønudviklingen for de offentlige.  

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Arbejdsgiverne har helt naturligt slået sig i tøjret. Hvis det nye grundlag havde været til rådighed og var blevet brugt ved de seneste overenskomster, ville lønudgiften til den offentlige sektor have været en del milliarder højere, end den er i dag.

Så det har ikke været lige til for arbejdsgiverne at imødekomme lønmodtagernes krav på dette område.

Når det alligevel er sket, beror det uden tvivl på flere forskellige overvejelser hos arbejdsgiverne. Det har været et højt prioriteret krav fra lønmodtagerne, og det kan være svært at forklare, hvorfor arbejdsgiverne ikke vil bruge det mest retvisende statistikgrundlag, nu det er til stede.

Og med den benhårde kamp om arbejdskraften er det måske ikke en hensigtsmæssig strategi forsat at begrænse lønudviklingen for de offentlige.

Endelig har arbejdsgiverne uden tvivl kigget i krystalkuglen for at vurdere, om personaleforskydningerne i den offentlige sektor har toppet. Hvis det er tilfældet, vil valg af statistikgrundlag ikke have den store betydning i fremtiden, og det vil derfor så at sige være en gratis omgang at imødekomme kravet.

Det er særdeles vanskelige beregninger, der skal laves.

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Det er særdeles vanskelige beregninger, der skal laves, for at kunne give et kvalificeret bud på omkostningerne ved lønmodtagernes krav. Og samtidig har der været tale om en meget afgørende principiel beslutning.

Det har uden tvivl være den væsentligste årsag til, at forhandlingerne om den statslige overenskomst trak flere døgn ud over den aftalte deadline.

Alle på det offentlige arbejdsmarked ventede i spænding. Ikke blot kunne de afsluttende forhandlinger på de andre områder ikke gennemføres, før der var lukket på statens område, men afgørelsen om reguleringsordningens fremtid bliver nu en gang suverænt afgjort i de statslige forhandlinger.

Lønmodtagernes forhandlere ved de kommunale og regionale borde kunne glemme alt om deres tilsvarende krav, hvis der ikke var opnået et gennembrud i de statslige forhandlinger.

Og lønmodtagerne ude på arbejdspladserne – ja de har levet i lykkelig uvidenhed om, hvad der var dramaets omdrejningspunkt.