Benny Damsgaard: Stor del af Venstre håber på rigsretssag mod Støjberg

Mandag offentliggør Instrukskommissionen den første delrapport. Baggrunden for den tidlige offentliggørelse er at sikre, at Folketinget kan nå at tage stilling til, hvad sagen eventuelt skal have af konsekvenser for Støjberg, inden den falder for forældelsesfristen.

I de seneste uger er rygterne om indholdet af delrapporten taget til på Christiansborg. Mange har en holdning til, hvad rapporten vil vise - og ikke mindst til, hvad delrapporten vil få af konsekvenser. Meget få udover kommissionens medlemmer og Støjberg selv har dog reel viden.

Støjberg og hendes bisidder har haft delrapporten til gennemsyn de seneste par uger. Om hun har delt den viden med andre ledende kræfter i Venstre, for eksempel formanden, er tvivlsomt, hvis man spørger i Venstre. Det vil ikke være hendes stil, og forholdet til Ellemann er i dag det dårligste siden landsmødet sidste år.

Noget, som dog ikke er uklart, er, at der er en betydelig del af Venstres folketingsgruppe, som krydser fingre for, at delrapportens konklusioner er så alvorlige, at den ender i en rigsretssag.

Støjbergs gentagne, bevidste undermineringer af Ellemanns autoritet og hendes, synes mange, konstante Facebook-optrædener med Pernille Vermund, i en tid hvor Venstres målinger er under pres, har øget modviljen mod hende i gruppen betragteligt.

Normalt er tommelfingerreglen i Venstres folketingsgruppe, at en tredjedel er kritiske over for Støjberg, en tredjedel forsvarer hende uanset hvad, og en tredjedel holder sig uden for slagsmålet. Støjbergs seneste kommentar, om at sumpen skal drænes, var dog for flere af dem, der normalt holder sig uden for, dråben, der fik bægeret til at flyde over, og flere af dem, der normalt ikke tager stilling, er blevet kritikere.

Der er en betydelig del af Venstres folketingsgruppe, som krydser fingre for, at delrapportens konklusioner er så alvorlige, at den ender i en rigsretssag.

Benny Damsgaard

Uanset den stigende interne modvilje mod Støjberg, så er alle i Venstres folketingsgruppe klar over, at Støjberg er for populær i befolkningen til, at Venstre selv kan stække hende. Hvis regeringen derfor kunne gøre det beskidte arbejde, ville det passe mange af Støjbergs kritikere.

Hos de andre borgerlige partier er modviljen mod Støjberg ikkeeksisterende. Tværtimod er opbakningen massiv og de personlige bånd varme. Søren Pape er kendt for at være en personlig, nær ven af Støjberg. Vermund har gjort Støjberg-forsvar til en politisk mærkesag, og Thulesen Dahl var fornyelig til en meget omtalt kop kaffe hos Støjberg.

Alligevel imødeser man i alle de borgerlige partier delrapporten med en vis bekymring. Under minksagen har de borgerlige partier kørt retorikken mod regeringen så meget op, at det bliver svært - for ikke at sige umuligt - at undgå at blive udstillet som hyklere, hvis man direkte eller indirekte forsøger at holde hånden over Støjberg.

Om det så ender med, at alle blå MF’ere stemmer for sanktioner mod Støjberg, hvis delrapporten klart dokumenterer, at hun for eksempel har overtrådt ministeransvarlighedsloven, er straks mere tvivlsomt.

Støjberg og den politik, hun førte – uanset at den sandsynligvis var ulovlig – er så populær i store dele af befolkningen, at fristelsen til at forsøge at holde hånden over hende er betydelig i blå blok. Også selvom det betyder, at man bliver udstillet som hyklere i Københavneravisernes ledere.

En mellemvej kunne være at sætte grupperne fri. Det vil i givet fald være i tråd med den seneste sag, som har udløst en rigsret, den såkaldte Tamilsag. Dengang besluttede både Det Konservative Folkeparti og Venstre at stemme imod beslutningsforslaget om rigsretten, men også samtidig at give grupperne fri. Det resulterede i, at syv ud af 30 konservative folketingsmedlemmer og otte ud af 29 fra Venstre stemte for beslutningsforslaget om en rigsret.

Rent parlamentarisk er det grundlæggende ligegyldigt, hvad de borgerlige partier mener om denne sag. Det afgørende for det videre forløb i Støjberg-sagen er, hvad regeringen og dens støttepartier beslutter sig for.

I modsætning til hvad man skulle tro, når man så debatten om instrukssagen før valget, så er stemningen hos De Radikale i dag relativt afdæmpet. Grundlæggende peger den radikale tilgang i retning af, at man til en begyndelse holder sagen lidt ud i strakt arm.

Forventningen er, at regeringen sætter gang i et granskningsarbejde i Folketinget under for eksempel Udvalget for Forretningsorden (det var det udvalg, der også behandlede Tamilsagen), som kan granske delrapporten og komme med en indstilling til det videre forløb.

Det afgørende for De Radikale bliver, om delrapporten dokumenterer, at Støjberg har overtrådt ministeransvarlighedsloven i sit ministerium. Hvis hun har det, så peger sagen i retning af en rigsret. At Støjberg har talt usandt over for Folketinget i et utal af samråd, som alle, der følger sagen, har kunnet se, er umiddelbart ikke nok til en rigsret. Så løber sagen sandsynligvis lidt ud i sandet.

Taler man med regeringen, er modviljen mod at skulle føre kniven mod Støjberg betragtelig.  Instrukskommissionen var ikke Socialdemokratiets idé, men en indrømmelse, man var nødt til at give til støttepartierne. Man ser her sagen som noget, der først og fremmest fylder og skygger for regeringens egen politik.

På det seneste er sagen for regeringen ikke blevet lettere af, at minksagen har sat betydelige spørgsmålstegn ved regeringens egen evne til at holde sig inden for ministeransvarlighedsloven.

Den moralske overhånd, som man havde inden, er nu forsvundet. Og netop den nytilkomne svaghed kan være det, der redder Støjberg fra en tur i rigsretten, hvis ellers delrapporten peger i den retning. Mandag bliver vi alle meget klogere.

-----

Benny Damsgaard (f. 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.