Bo Smith: Stop angreb mod Finansen

DEBAT: Et stærkt Finansministerium har gennem årene givet skiftende regeringer mange fordele. Politikerne bør derfor kigge nærmere på gevinster end ulemper ved ministeriets stærke rolle, skriver Bo Smith, chefforhandler, Styrelsen for Forskning og Innovation.

Af Bo Smith
Chefforhandler, Styrelsen for Forskning og Innovation

Under en politisk forhandling i et sektorministerium for nogle år siden tog en ung medarbejder fra Finansministeriet ordet og forklarede kredsen af folketingspolitikere, hvad konvergenskriterierne gik ud på og hvilke begrænsninger de indebar for den igangværende forhandling.

En lettere pikeret minister takkede for manuduktionen og så lidt undrende på sin departementschef, der efterfølgende forklarede ministeren, at medarbejderen fra den røde bygning var med på en ”lytter” efter aftale mellem de to departementschefer.

Hvis politikerne husker episoden, føjer den sig ind i den igangværende, ganske intense debat om Finansministeriets rolle.

Kritikken af Finansministeriet
Den omfatter kritik af ministeriets modeller, som ligger til grund for beregningen af råderummet og dermed rammerne for alle forhandlinger om den offentlige økonomi. Og den omfatter Finansministeriets styring af stort og småt i regeringsarbejdet gennem Økonomiudvalget og udvalgets styregruppe.

Ikke mindst personaleorganisationerne har vejret morgenluft og er gået til angreb på omprioriteringsbidraget på to procent, på New Public Management som diffust samlebegreb for al styring i stat og kommuner og generelt på centralisering, overstyring og indblanding i sektoranliggender.

Set fra den røde bygning må det være bekymrende, at angrebene har vundet en del klangbund også blandt de politiske partier, senest Socialdemokratiet.

Før politikerne rider med på en kritik, der først og fremmest afspejler særinteresser, bør de imidlertid overveje de fordele, som landet og skiftende regeringer gennem en årrække har haft af et stærkt Finansministerium og af de nuværende beslutningsstrukturer.

Dansk økonomi med i toppen
For dansk økonomi har anvendelsen af økonomiske fremskrivninger, beregning af råderum og styring af den offentlige økonomi på dette grundlag – cementeret med vedtagelsen af Budgetloven under Thorning-regeringen – betydet, at dansk økonomi er i verdenseliten i dag.

Om modellerne så hviler på de rigtige forudsætninger og anvender de mest retvisende algoritmer er selvsagt en vigtig diskussion, hvor Finansministeriet heldigvis viser åbenhed og villighed til faglig debat.

Men i et velfærdssamfund med en stor offentlig sektor, hvor der er en grundlæggende asymmetri mellem de mange, der presser for flere penge og de få, der vil spare, er det helt afgørende med et Finansministerium, der har de fornødne værktøjer og den politiske opbakning til at holde økonomien på sporet.

Et indblik ind i maskinrummet
Siden halvfemserne har regeringens maskinrum været Økonomiudvalget. Med Finansministeren for bordenden og med centrale ministre fra regeringens partier som faste medlemmer har udvalget fungeret som det centrale, reelt besluttende forum i regeringen uanset farve og sammensætning.

Den såkaldte styregruppe har så afspejlet Økonomiudvalget på departementschefsniveau og har ansvaret for at forberede alle sager – ofte et tocifret antal til mindst et udvalgsmøde om ugen.

Finansministeriet sekretariatsbetjener tæt koordineret med Statsministeriets styregruppe og Økonomiudvalg og fungerer dermed som ”gatekeeper” i forhold til udvalget. Uanset om sagerne handler om penge, om mandat til forhandlinger eller andre spørgsmål giver det selvfølgelig Finansministeriet en helt central placering i regeringens interne beslutningsprocesser.

Fordele for en regering
Hvorfor er det så godt for regeringen? Det sikrer, at regeringsarbejdet styres og koordineres, både når det gælder anvendelsen af ressourcerne og når det gælder sammenhæng i regeringens samlede politik.

I Danmark har vi stort set altid regeringer med to eller flere partier og tillige med den udfordring, at regeringen efter at være blevet enig internt skal forhandle med flere partier for at kunne tælle til 90. Det giver komplekse beslutningsprocesser og uden en effektiv intern koordinering og styring af regeringsarbejdet ville ingen regering kunne fungere.

Men i et politisk system er der altid knyttet betingelser til en styrkeposition. Det gælder også for Finansministeriet.

Forvalt magten med omtanke
Den indledende anekdote handler om den første betingelse; Finansministeriet skal forvalte sin magt med ydmyghed. Ledelsen i ministeriet bør være på vagt over for medarbejdere, der berusede af den centrale placering og med den hellige iver for at finde offentlige besparelser i blodet agerer ridefogeder over for sektorministerierne.

Finansministeriets rolle er at holde orden i den samlede økonomi, fremme reformer af den offentlige sektor og sikre sammenhængen i politikken – ikke at forhindre sektorministerierne i at føre sektorpolitik. Til ydmygheden hører en forpligtelse til at inddrage og respektere sektorministeriernes faglighed.

Find balancen
Den anden betingelse er, at Finansministeriets embedsværk kan navigere mellem faglige og politiske hensyn. Den gode embedsmand ved, hvor balancen er mellem nok så vægtige faglige – herunder økonomiske - hensyn og det politisk ønskelige og realistiske.

Den tredje betingelse er, at de øvrige ministerier giver Finansministeriet et modspil. Hvis Finansministeriet har frit løb til at gennemføre forslag eksempelvis til besparelser, som måske ikke i alle tilfælde er realistiske eller hensigtsmæssige og de øvrige ministeriers departementschefer og ministre blot retter ind, fungerer systemet ikke.

Udviklingen på SKATs område kunne være et eksempel. Et fagministerium, der inden for de givne rammer udnytter sin faglighed til at give Finansministeriet et konstruktivt modspil, kan sikre bedre og mere holdbare løsninger. At Finansministeriet presser på for at spare mest muligt hurtigst muligt er jo sådan set ministeriets rolle, men ledelsen i sektorministeriet bør have courage til at sige fra og stå fast.

Et stærkt Finansministerium bør fastholdes
I firserne med Erling Jørgensen som departementschef oprustede Finansministeriet på makroøkonomien og modelarbejdet, mens systemet med Økonomiudvalg og styregruppe blev etableret i halvfemserne med Mogens Lykketoft som finansminister og Anders Eldrup som departementschef.

Eldrup havde som ministersekretær under Knud Heinesen oplevet, hvordan de øvrige ministre kunne sætte finansministeren skakmat og ønskede en struktur, der styrkede finansministeren.

Heinesens uhyre læseværdige erindringer giver et billede af det daværende systems svagheder. Skiftende regeringer har siden fastholdt Økonomiudvalget og et stærkt Finansministerium. Lad os håbe, det også gælder kommende regeringer.

.....

Bo Smith er 70 år. Han er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 1974. Bo Smith er chefforhandler i Styrelsen for Forskning og Innovation under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Bo Smith har en lang karriere i embedsværket, hvor han blandt andet tidligere har været departementschef i Beskæftigelsesministeriet. Han er tidligere formand for Bo Smith-Udvalget og er formand for RUVU samt det Faglige Råd for National Koordination.

Forrige artikel Professor: Danskerne klager for lidt over EU Professor: Danskerne klager for lidt over EU Næste artikel Fuldmægtig: Skal embedsmænd have ansigtsløft? Fuldmægtig: Skal embedsmænd have ansigtsløft?
  • Anmeld

    Henrik Hjortdal · Projektleder

    Ydmyghed og balance

    Relevant analyse. Min og andres bekymring over Finansministeriet handler om at ministeriet - tydeligst i kombinationen Hellemann/Corydon - har skippet balancen og droppet ydmygheden. Og der er fortsat meget at arbejde med. Bo Smith peger på behovet for modspil. Ja, fagministerirs chefer bør ikke være de facto udpeget af Finansministeriet, men have en ande profil og en vis domænefaglighed. Men der er også behov for ydmyghed i Finansministeriet, som Bo Smith peger på: Statens rolle i konkurrencestatens tidsalder er ikke at reducere udgifter og effektivisere. Dette er kun en del af rollen, men bliver dominerende hvis Finansministeriet har altdominerende magt. Kerneopgaven er at understøtte velfærd og bæredygtig vækst. Og det kræver ydmyged i Finansministeriet at se i øjnene at man “kun” er en ledelses- og støttefunktion. Lad os håbe det sker.