Debat

Dansk Erhverv: Regeringen spænder ben for sin egen ambition om frisættelse

Regeringen har selv lagt op til, at frisættelsen af den offentlige sektor blandt andet skal ske ved at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor. Men hvorfor må kommunerne så ikke få frihed til selv at vælge samarbejdspartner, skriver Louise Riisgaard.

Hos Dansk Erhverv bakker vi op om at frisætte og udvikle den offentlige sektor således, at den kan håndtere fremtidens store udfordringer, skriver branchedirektør Louise Riisgaard.
Hos Dansk Erhverv bakker vi op om at frisætte og udvikle den offentlige sektor således, at den kan håndtere fremtidens store udfordringer, skriver branchedirektør Louise Riisgaard.Foto: Pressefoto/Dansk Erhverv
Louise Riisgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Altinget kunne man 15. december læse, at SVM-regeringen har valgt at fastholde kravet om at nedbringe forbruget af eksterne konsulenter i den offentlige sektor med tre milliarder i 2025. Selvom det er tidligere aftaler, der refereres til, er det alligevel en tankevækkende udmelding netop nu.

For når regeringen holder fast i planerne om at skære ned på brugen af eksterne rådgivere, så spænder man samtidig ben for sin egen ambition om at frisætte den offentlige sektor. Man kan ikke både diktere, hvem kommunerne ikke må samarbejde med, og samtidig påstå, at de nu har større frihed og mere selvbestemmelse.

Behov for rådgivning

Regeringen har selv lagt op til, at frisættelse skal ske ved blandt andet at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor og ved at skabe et større ledelsesrum for offentlige ledere. Ambitionen er at skabe mere velfærd for pengene. 

Det er ærgerligt for samfundet, hvis vi ikke får glæde af de mange fordele, der er ved et tættere samarbejde mellem den offentlige sektor og rådgiverbranchen. 

Louise Riisgaard
Markedschef, Dansk Erhverv

Hos Dansk Erhverv bakker vi op om at frisætte og udvikle den offentlige sektor således, at den kan håndtere fremtidens store udfordringer.

Men hvorfor må kommunerne så ikke få frihed til selv at vælge samarbejdspartner?

Faktisk efterspørger kommunerne et langt tættere offentlig-privat samarbejde:

En undersøgelse blandt flere end 200 kommunale forvaltningschefer foretaget af Dansk Erhverv har vist, at næsten 75 procent vurderer, at kommunen vil få svært ved at nå fremtidige mål om eksempelvis digitalisering, grøn omstilling og velfærdsydelser, hvis ikke de får den eksterne rådgivning, de har brug for. Det skal vi lytte til.  

Vi skal derfor bevæge os væk fra den trættende retorik om kolde hænder og konsulentbesparelser og over til en konstruktiv samtale om frisættelse, innovation og udvikling.

Rådgivningsbranchen er klar til at tage aktiv del i debatten. Konkret har branchen formuleret otte pejlemærker for fremtidens offentlige sektor med særlig fokus på kommunerne. Det vil være rigtig interessant at drøfte, hvordan vi forfølger disse pejlemærker mere konkret – i både kommuner, regioner og i staten. For der er potentiale i frisættelse på alle niveauer.

Læs også

Et af pejlemærkerne handler om, at fremtidens kommune skal have større fokus på at få løst opgaven – og ikke på, hvem der løser den.

Opgaver i udbud

Vi skal bringe flere, relevante kompetencer i spil, så opgaven løses bedst muligt. Derfor skal også flere private aktører have mulighed for at samarbejde med det offentlige og bidrage til løsningen.

Tiden er ikke til at lukke døren til ny viden. Slet ikke, hvis man samtidig vil en frisættelse af den offentlige sektor.

Louise Riisgaard
Markedschef, Dansk Erhverv

Rådgivningsbranchen i Dansk Erhverv foreslår, at regeringen i samarbejde med kommunerne sætter en ambition om, at mindst 50 procent af de konkurrenceegnede opgaver er udbudt i konkurrence i år 2050 – i dag er det ikke engang en tredjedel af disse opgaver, der udsættes for konkurrence.

En skadelig praksis, der forvrider incitamenter og underminerer sunde konkurrenceforhold, og som betyder, at man ikke altid kan være sikker på at få den bedste kvalitet for skattekronerne. 

Det er ærgerligt for samfundet, hvis vi ikke får glæde af de mange fordele, der er ved et tættere samarbejde mellem den offentlige sektor og rådgiverbranchen. Hvorfor vælge viden fra?

Som samfund står vi overfor kæmpe udfordringer de kommende år: Grøn omstilling, digitalisering, bedre velfærd. Hvis vi skal løfte opgaven, er der behov for adgang til ny viden og nye løsninger.

Tiden er ikke til at lukke døren til ny viden. Slet ikke, hvis man samtidig vil en frisættelse af den offentlige sektor. Tiden er derimod kommet til et tættere offentlig-privat samarbejde. Det er faktisk en nødvendighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Louise Riisgaard

branchedirektør, Dansk Erhverv
Cand.scient.pol. (Københavns Universitet)

0:000:00