Danskere kræver mere politisk fokus på landdistrikter

BALANCE: Knap halvdelen af danskerne kræver, at udviklingen af landdistrikter prioriteres over byområderne, selvom flertallet af befolkningen bor i byer, viser ny måling.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

De seneste årtier har der været folkestrømninger i retning mod de større byer i Danmark. Selvom den borgerlige regering med udflytninger af statslige arbejdspladser har forsøgt at begrænse tendensen, bør politikerne gøre endnu mere, hvis det står til landets borgere.

Hele 49 procent af befolkningen mener, at politikerne bør have mere fokus på at udvikle landdistrikterne, mens kun 16 procent ønsker mere fokus på udvikling af byområderne. Det viser en måling, som Norstat har foretaget på bestilling fra Landbrug & Fødevarer.

Lone Andersen, der er viceformand hos Landbrug & Fødevarer, håber, at politikerne finder inspiration i tallene.

"Der er kommet en større forståelse for, at udvikling i landdistrikterne i form af uddannelser og arbejdspladser er nødvendigt og vigtigt, hvis vi skal holde områderne attraktive. Som landmænd, der bor og driver jorden derude, er vi rigtigt glade for, at vores børn har kvalificerede skoler og ikke mindst nogen at gå i skole med," siger hun.

Vi har bygget metroer i stribevis, så når Martin Geertsen fokuserer kraftigt på hovedstaden, er det jo værd at se på, hvor han har valgkreds.

Carsten Kissmeyer (V)
Boligordfører

Ifølge Danmarks Statistik er det kun 33 procent af befolkningen, der bor i landdistrikter eller små byer med under 5.000 indbyggere. Der må derfor være tale om en del byboere, der også kan se fidusen i at udvikle landdistrikterne.

"Jeg glæder mig over, at der også i byerne er en accept af, at vi har brug for et Danmark i balance. Det synes jeg, legitimerer nogle af de initiativer, vi har taget, og viser, at der er en rimelig balance nu," siger Carsten Kissmeyer, der er boligordfører for Venstre.

Du mener ikke, at målingen kan være udtryk for, at danskere ønsker endnu mere fokus på landdistrikterne, og at I dermed ikke har fokuseret tilstrækkeligt?

"Nej, sådan ser jeg det egentlig ikke. Det er udtryk for, at man i fjernsynet kan se, at der er udfordringer på for eksempel Lolland. Det har man highlightet, men også taget ad notam. Jeg har på fornemmelsen, at nogle af landdistrikterne faktisk oplever en del fremgang nu," siger Carsten Kissmeyer.

Venstre havde ellers en ophedet debat på partiets sommergruppemøde, hvor den daværende boligordfører Martin Geertsen (V) gav udtryk for, at partiet havde "glemt hovedstaden" i jagten på stemmer i udkantsområderne. Men det synspunkt deler den nuværende boligordfører ikke.

"Personligt mener jeg selvfølgelig, at det er et både-og. Vi har bygget metroer i stribevis, så når Martin Geertsen fokuserer kraftigt på hovedstaden, er det jo værd at se på, hvor han har valgkreds," lyder svaret fra Carsten Kissmeyer med reference til Martin Geertsens valgkreds i hovedstaden.

Socialdemokratiet mener omvendt, at målingen er udtryk for, at regeringen har fejlet i sit politiske arbejde med at udvikle landdistrikterne. Læs mere om det her.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Kissmeyer

Kandidat til Europa-Parlamentet (V)
cand.oecon. (Aarhus Uni.), pædagogikum

Lone Andersen

Viceformand for Landbrug & Fødevarer, formand for Familielandbruget og Copa-Cogega's arbejdsgruppe for økologi, gårdejer
Borris Landbrugsskole 1981

Martin Geertsen

Public affairs-rådgiver på sundhedsområdet, Primetime, fhv. MF og regionsrådsmedlem (V), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00