Trads: Nedlæg Integrationsministeriet

Det er længe siden, jeg har læst en så stærk bog, som Kaspar Colling Nielsens fremragende Det europæiske forår – for selv om den tegner et dystopisk billede af en ikke så fjern fremtid, så er forfatterens pointer ubehageligt nærværende:

Hvis den politik, som brede politiske flertal i dag bakker op om, når det handler om udlændinge- og integrationspolitik, fortsætter, så vil det ende galt, meget galt. Ingen af vores ledende politikere synes at anerkende, at begge dele er ved at bryde sammen i konfrontation.

Alle tænkelige og utænkelige tricks og kneb tages allerede i brug for at omgå flygtningenes basale rettigheder. Konventioner betragtes som gammeldags. Vores politikere betragter efterhånden ethvert hjemligt integrationsprojekt som håbløst og mistænkeligt, allerede inden det kommer i gang. Humanisme er for de fleste en by i Rusland.

I Det europæiske forår fører en eskalering af sammenstød til, at Danmark forlader troen på, at integration er mulig. Muslimer bliver interneret og deporteret – enten i stærkt bevogtede ’indvandrerzoner’ i vores byer eller i en enorm flygtningelejr, som vi har købt og oprettet i Mozambique.

Humanisme er for de fleste en by i Rusland.

David Trads

Det er en dystopi, men som forfatteren understreger, så er dystopier altid mest fængende og tankevækkende, når de næsten kunne være rigtige – tænk bare på George Orwells ’1984’ eller Michel Houellebecqs ‘Underkastelse’ – og der er noget nutid over Colling Nielsens fremtid:

I dag virker det, som om regeringen, bakket op af et stort politisk flertal, spekulerer i, at fravær af integrationspolitik er det bedste middel til at holde nye flygtninge og indvandrere ude. Gør det så surt at leve i Danmark som muligt for muslimer, så holder nye sig væk.

Vi er jo for pokker nødt til at anerkende, at der allerede bor 300.000 muslimer i vores land. Det er vores skæbne nu.

Kaspar Colling Nielsen
Forfatter

Tag bare de seneste døgns udvikling:

Bertel Haarder fra Venstre lancerede en meget specifik og ærligt talt meget lidt liberal ’troskabsed’, som han mener, at alle ’udlændinge’ – nydansk som muslimer med dansk statsborgerskab – skal skrive under på. De skal for eksempel elske karikaturtegninger.

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti er så begejstret for, at Højesteret har sagt, at det er ok, at flygtninge på såkaldt ’midlertidig beskyttelse’ først må søge familiesammenføring efter tre år, at han vil have undersøgt, hvorfor det ikke kan blive fire, fem, seks eller flere år.

Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, et decideret fremmedfjendsk parti, som faktisk står til at komme i Folketinget, lod fornylig forstå, at hun ikke synes, at det er diskvalificerende, at en af partiets byrådskandidater har opfordret til etnisk udrensning af muslimer. WTF! (Jyllands-Posten 16.10.2017)

Læg dertil de konstante stramninger – burka-forbud; krav om at flygtningebørn selv skal betale for forældrenes rejse til Danmark ved godkendt familiesammenføring; halvering af integrationsydelse; regeringsgrundlagets konstatering af, at vi er et kristent land; med meget mere.

Som Kaspar Colling Nielsen sagde, da jeg forleden talte med ham, så udspiller der sig en tragedie for øjnene af os. Det er, som om vi i slow-motion bevæger os længere og længere mod en afgrund, som vi ikke behøver komme i nærheden af:

”Jeg bliver deprimeret, når jeg ser, at der slet ingen bud er på integration i det her land. Vores politikere er tavse. Vi er jo for pokker nødt til at anerkende, at der allerede bor 300.000 muslimer i vores land. Det er vores skæbne nu – om man så synes, det var en god ide, at vi i sin tid åbnede vores grænser eller ej. Vi må erkende, at sådan er virkeligheden – og så må vi komme i gang med at løse de problemer, der er, præcist som vi løser alle mulige andre.”

De problemer, vi har med herboende muslimer, er selvsagt alvorlige, men i den offentlige debat overdrives omfanget. Langt, langt de fleste indvandrere og efterkommere klarer sig fortrinligt – passer skolen, får en uddannelse, har et job, får kærester og børn, køber et hus eller lejlighed, lever helt normale liv.

De grupper, der optræder negativt i statistikkerne – som unge utilpassede, især drenge og mænd, som begår hård kriminalitet; visse kvinder, der synes permanent uden for arbejdsmarkedet; og en kerne af folk, som har forvildet sig ind i islamistisk mørke – skal vi jo have på rette spor.

De, der tror, at vi lykkes med den slags ved straf og udskamning, handler enten i ond tro eller fordi de er uvidende. Den eneste farbare vej er naturligvis at føre en socialpolitik, der får igangsat det lange, seje træk. Det giver ingen hurtige overskrifter, men det er den rette vej.

Vi kunne passende begynde med at erkende, at Integrationsministeriet mere er en del af problemet end af løsningen – for de ministre, der har haft ansvaret, siden ministeriet blev oprettet i 2001, synes stadig mindre interesserede i at få integrationen til at lykkes. Inger Støjberg er kronksemplet.

Nedlæg Integrationsministeriet, som synes mest optaget af at grave grøfter mellem ’dem’ og ’os’. Behandl i stedet de problemer, som selvsagt eksisterer, der, hvor de hører hjemme: I Socialministeriet, hvis kompetence netop er at hjælpe folk på afveje tilbage i fællesskabet.

----------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.