Demokratiordfører: Folketingets lovarbejde er endt som et rituelt teater

Vi er naturligvis valgt for at indføre så meget af vores partiers politik som muligt. Og det er da klart det fedeste ved arbejdet. Men vores arbejde er også at kontrollere og kvalificere lovforslag fra regeringen, ellers reducerer vi Folketinget til at være et ekspeditionskontor for regeringens lovforslag. Det er der ikke meget "lovgivende magt" over.

Patent på information

De fleste forhandlinger foregår i dag på ministerkontorerne. Og ja, det er i princippet fuldstændig ligegyldigt, hvor en forhandling finder sted. Det centrale er snarere, at der opstår en stor informationsasymmetri, når forhandlingerne er i ministerierne.

Folketingsmedlemmer må nemlig for det meste ikke have hverken rådgivere eller embedsfolk fra Folketinget med til forhandlingsmøderne. Til gengæld har ministeren et hold af embedsfolk siddende ved forhandlingsbordet klar til at rådgive ministeren selv.

Førstebehandlingen, andenbehandlingen og udvalgsmøderne, hvor lovforslagene skal behandles, er tæt på at være decideret teater.

Christina Olumeko (ALT)
Demokratiordfører

Folketinget har derfor ringe vilkår til at kontrollere eller kvalificere den information, som vi får fra regeringen på forhandlingsmøderne. Og vi har dårlige vilkår for at indhente vores egen information.

Det kan gå ud over kvaliteten af den politik, som vedtages, og dermed i sidste ende ud over befolkningen og virksomheder på den anden side af Christiansborgs mure.

Personligt tror jeg, at flere skandaler såsom mangelfuld kontrol med landbrugets kvælstofudledning og inflationshjælp, der ikke sendes ud rettidigt, måske kunne være undgået, hvis Folketinget bare var stillet bedre i forhold til at indhente og kontrollere information ved forhandlinger. 

Minder om teater

Som situationen er i dag, forhandles der næsten aldrig under Folketingets lovbehandlinger eller på udvalgsmøder. I stedet er alle væsentlige lovforslag forhandlet færdige og præsenteret for offentligheden på doorstep, inden de formelt bliver "forhandlet" i folketingssalen nogle måneder eller måske helt op til et år senere.

Folketingets behandling af lovforslag, der allerede er klappet af i politiske aftaler, har derfor meget lidt betydning. I praksis betyder det, at førstebehandlingen, andenbehandlingen og udvalgsmøderne, hvor lovforslagene skal behandles, er tæt på at være decideret teater.

Tag for eksempel førstebehandlingen af lovforslagene fra iværksætteraftalen for nylig. Aftalen er klappet af tilbage i juni, hvor alle Folketingets partier enten på doorstep, interviews eller sociale medier har tilkendegivet, hvad vi mener om aftalen.

Når aftalen er underskrevet, er det tæt på umuligt at få ændret noget i lovbehandlingen. Under førstebehandlingen gentager vi derfor alle sammen det, som vi allerede har sagt for flere måneder tilbage. Det er mildt sagt dårlig brug af vores tid.

Men endnu vigtigere betyder de politiske aftaler også, at Folketinget ikke bruger lovbehandlingerne til at kvalificere lovforslagene. Derfor stilles der sjældent ændringsforslag, der har til formål at reducere utilsigtede konsekvenser ved forslagene.

En gang imellem laver regeringens egne embedsfolk ændringsforslag, som kvalificerer lovforslagene, og det er naturligvis positivt, men det bør også være en opgave for Folketinget at varetage.

De enkelte folketingsmedlemmer har imidlertid ikke noget incitament til at stille ændringsforslag, når man godt ved, at forslagene alligevel stemmes ned, fordi aftalen er "klappet af."

Skader gennemsigtigheden

Det rituelle teaterstykke i folketingssalen skaber en enorm ugennemsigtighed for offentligheden.

Intetanende virksomheder, borgere og interesseorganisationer aner ikke, at det er for sent at påvirke et lovforslag, når det behandles af Folketinget.

Christina Olumeko (ALT)
Demokratiordfører

Selvom gennemsigtighed strengt taget måske ikke har så meget at gøre med magtbalancen mellem Folketinget og regeringen, er det alligevel værd at hæfte sig ved. Intetanende virksomheder, borgere og interesseorganisationer aner nemlig ikke, at det er for sent at påvirke et lovforslag, når det behandles af Folketinget.

Mails og møder med folkevalgte samt foretræde i udvalgene er stort set nytteløse, når aftalen er fiks og færdig for flere måneder siden. Alligevel modtager vi folketingsmedlemmer glædeligt mange deputationer i udvalgene og svarer på håbefulde mails fra interessenter. Vi ynder ikke at fortælle dem, at de godt kunne have sparet tiden.

De ressourcestærke organisationer og virksomheder har til gengæld indsigt i det reelle forhandlingsforløb. Gennem dygtigt lobbyarbejde har de fået oplyst, hvornår forhandlingsmøderne foregår, og i mange tilfælde modtager aktørerne lækkede aftaleudkast fra folketingsmedlemmer.

Jeg har aldrig selv lækket et aftaledokument. Alligevel forstår jeg godt, at nogle medlemmer føler sig nødsaget til at lave deres egen uformelle høringsrunde, eftersom den officielle høringsrunde op til det efterfølgende lovforslag er alt for sent til at kvalificere forhandlingerne.

Men det faktum, at nogle organisationer har kendskab til det reelle forhandlingsforløb, og andre nøjsomt dukker op på udvalgsmøderne, giver en stor ulighed i interessevaretagelse mellem organisationerne.

Finansloven er undtagelsen

Finanslovsforhandlingerne er sjovt nok den eneste forhandling, hvor Folketinget er tæt på at være balanceret med regeringen. Her fremlægger regeringen nemlig sit udspil til finansloven direkte som et lovforslag, der kort efter førstebehandles i Folketinget.

Under førstebehandlingen har vi finansordførere således en reel debat om finanslovsforslaget, og vi kan som folketingsmedlemmer gøre brug af omverdenens og Folketingets embedsværks input til forhandlingerne, fordi udspillet er omsat til et offentligt lovforslag.

Den endelige finanslovsaftale, som findes med et flertal af Folketingets partier, fremlægges herefter som ændringsforslag til lovforslaget. Processen skaber en vis gennemsigtighed over for offentligheden - også selvom forhandlingerne stadig foregår, uden at folketingsmedlemmer må have rådgivere og embedsværk ved forhandlingsbordet.

Det er fortrøstningsfuldt, at der stadig findes én enkelt forhandling, som i hvert fald noget af tiden foregår i regi af Folketinget. Det skyldes nok, at grundloven kræver, at finansloven fremsættes som lovforslag allerede i august. Tak til grundloven. 

Første skridt er, at vi folketingsmedlemmer husker på, hvad det vil sige at være den lovgivende magt. 

Christina Olumeko (ALT)
Demokratiordfører

Et styrket folketing

Et liberalt demokrati hviler på magtens tredeling. Derfor er det bekymrende, at både den lovgivende og udøvende magt i praksis er hos regeringen i Danmark.

På kort sigt skader det kvaliteten af lovforslag og gennemsigtigheden. På lang sigt er det bekymrende, at vi faktisk ikke har et stærkt værn imod en potentiel autoritær regering i fremtiden.

For at oprette magtbalancen bør Folketinget kunne have ansatte med til forhandlinger, og lovbehandlingen, herunder særligt udvalgsmøderne, bør være forum for reelle forhandlinger.

Samtidig bør vi overveje at oprette et lovråd efter svensk forbillede, der har til opgave at understøtte Folketinget i at kontrollere og kvalificere lovforslag fra regeringen.

Ligeledes er de mange anbefalinger fra tænketanken Justitia værd at besøge. Første skridt er dog, at vi folketingsmedlemmer husker på, hvad det vil sige at være den lovgivende magt.