Chef i Finansministeriet svarer på kritik: Jeg er mere optimistisk end Nina Smith

I dette indlæg vil jeg tillade mig at være mere optimistisk end forfatterne vedrørende holdbarheden af den skandinaviske velfærdsmodel, og argumentere for, at velfærdsmodellen positive virkning på ligestillingen kan opretholdes. 

Tallene bekræfter ikke den negative spiral

Jeg vil argumentere for, at man ikke kan se tendenser til en negative spiral i de seneste års udvikling i Danmark.

Udviklingen i arbejdstiden opdelt på køn er målt (i lønmodtagerbeskæftigelsen) fra 2008 til 2023 og måler således en 15-årig periode. I denne periode er velstanden i økonomien (realt BNP) målt per person steget med 14,4 procent.

Stigningen i det individuelle offentlige forbrug per person har været mindre end velstandsstigningen, idet den er vokset med 6,4 procent realt.

Perioden beskriver således en udvikling, som ifølge bogen skulle lede til fald i beskæftigelsesomfanget og især blandt kvinder.

En måde at måle dette på, er det samlede antal løntimer af henholdsvis kvinder og mænd i den erhvervsaktive alder i forhold til antallet af personer i samme aldersinterval (her er brugt antal personer mellem 18 og 64 år). Hvis man måler på denne måde, er antal årlige arbejdstimer for kvinder vokset fra 1.156 timer til 1.172 timer. For mænd er det årlige timetal per person steget omtrent tilsvarende fra 1.287 til 1.304 timer per person i en erhvervsaktive alder.

Samlet er beskæftigelsesomfanget per person i den alder, hvor man typisk er på arbejdsmarkedet, ikke faldet.

Forfatternes teser om øget divergens mellem kønnene er heller ikke tilstede i den umiddelbare udvikling. Det er klart, at den historiske udvikling er påvirket af konjunktursituationen og den førte økonomiske politik – herunder ændringer i tilbagetrækningsordninger, samt skattereformerne i 2009 og 2012.

Hvis fremtidige skatteydere nedsætter arbejdstiden, er det op til disse generationer at sikre finansieringen af den tids offentlige udgifter.

Lars Haagen Pedersen
Afdelingschef, Finansministeriet

Tallene peger dog i retning af, at selv hvis der skulle være tendenser til faldende arbejdsomfang med stigende velstand, synes de ikke at være stærkere end, at de løbende kan modvirkes af den økonomiske politik.

De årlige opdateringer af Finansministeriets fremskrivninger håndterer udviklingen i beskæftigelsesomfanget løbende.     

Svar på kritik af Finansministeriets regnemetoder

Forfatterne argumenterer for, at Finansministeriets beregninger stiller den offentlige økonomi i for positivt lys, fordi der ikke indregnes en faldende arbejdstid i fremskrivninger.

Denne beregningsforudsætning skyldes, at en holdbarhedsberegning gennemføres for at svare på spørgsmålet om generationskontrakten er overholdt.

Det vil sige at det spørgsmål, der søges besvaret, er: Kan de nuværende offentlige overførsler, serviceordninger, og skatter per person fastholdes, hvis alle fremtidige generationer har samme adfærd som de nuværende.

Formålet med beregningen er at undersøge om nuværende generationer ”lægger regningen i børneværelset”, som det populært er blevet kaldt. Hvis det er tilfældet, bør problemet løses af de nuværende generationer.

Hvis fremtidige skatteydere (ikke de nuværende skatteydere) nedsætter arbejdstiden, er det op til disse generationer at sikre finansieringen af den tids offentlige udgifter. Det er ikke en del af de nuværende generationers generationskontrakt.

Forsimplet udlægning

Finansministeriets regneprincipper for ændringer i de offentlige forbrugsudgifter beskrives i bogen på følgende måde: ”Men når det gælder investeringer i den offentlige service og omsorg, bliver den dynamiske effekt sat til nul kroner i opgørelsen af effekter. Og nul er som bekendt også et tal. Og det tal er givetvis forkert i langt de fleste tilfælde.”

Det er desværre for forsimplet beskrevet.

Hvis den offentlige sektor stiller en ekstra ydelse til rådighed, som alternativt ville være blevet købt på markedet, har de, der benytter ydelsen, flere penge til andre ting, end før de fik ydelsen gratis. Der er derfor en indkomsteffekt af ydelsen.

Forfatternes eget hovedargument er, at sådanne indkomsteffekter bredt i økonomien er afgørende for, at personen vil reducere sit arbejdsudbud.

I modsætning til Nina Smith vil jeg mene, at det er fair at sige, at Finansministeriets vurderinger netop ville have sagt, at det var en god ide at indføre daginstitutioner.       

Lars Haagen Pedersen
Afdelingschef, Finansministeriet

Finansministeriets udgangspunkt er samtidig, at et øget udbud af offentlige ydelser ad andre kanaler kan understøtte arbejdsudbuddet, for eksempel hvis gode daginstitutioner eller ældrepleje understøtter forældrenes eller de pårørendes valg af arbejdstid.

Det, man skal lede efter, er således offentlige udgifter, der har en større effekt på tilskyndelse til at arbejde end den negative effekt, der kommer af at ydelsen er stillet gratis til rådighed, hvis den såkaldte dynamiske effekt skal være positiv.

I fravær af konkret evidens for andet tilsiger Finansministeriets regneprincip, at de to effekter tillægges samme størrelse. 

Analyser finder ingen eller små dynamiske effekter

De Økonomiske Råds (DØR) formandskab har i de seneste år fået en rolle med at efterse Finansministeriets regneprincipper.

Rådet har gennemført en række analyser af offentlige udgifter, hvor der på forhånd kunne forventes enten en positiv effekt på beskæftigelse og dermed skatteindtægter, eller en fremtidig reduktion i de offentlige udgifter (for eksempel ved forebyggelse).

Det drejer sig om:

• ”Langsigtede effekter af retten til vederlagsfri børnetandpleje” fra efterårsrapporten 2023. Der påvises ikke effekter på hverken brugen af sundhedsydelser, overlevelse, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning eller erhvervsindkomst.
• ”Analyse af effekten af normeringer på børnenes resultater” fra forår 2021. Der findes ikke effekter af hverken normeringer eller pædagogandele på børnenes skoleresultater eller kontakt til psykiatrien.
• ”Produktivitet og ressourcer i det almene gymnasium” fra produktivitetsrapport 2019. Ændringer i tilskud til almene gymnasier påvirker ikke elevernes færdiggørelse, karakterer eller tilbøjelighed til at læse videre.
• ”Effekt af børnepasningens pris og kvalitet på forældrenes arbejdsudbud”, forårsrapporten 2017. Analysen peger på at et lavere antal børn per voksen i dagtilbuddene forøger beskæftigelsen omkring en familieforøgelse. Omvendt kan analysen ikke påvise en statistisk signifikant effekt af prisen på børnepasning på beskæftigelsen.

Forfatterne noterer selv i et arbejdspapir, at effekterne er små. ”Eksempelvis er de direkte omkostninger ved at mindske antallet af børn per voksen fra det nuværende gennemsnit på 3,6 til 3 børn 2,56 milliarder kroner, men øgede skatteindtægter som følge af øget beskæftigelse blandt forældre blot vil beløbe sig til 44 millioner kroner.”

Hvis man læser rigtig grundigt efter, er det endvidere usikkert, om den fundne sammenhæng kan tolkes som en egentlig effekt af normeringer eller ej, da normeringen i institutionen tilsyneladende ikke påvirker førstegangsmødrenes arbejdsudbud, når man sammenligner niveauet før og efter barnets fødsel. Den citerede forbedring af beskæftigelsen kan derfor være overvurderet.   

DØRs undersøgelser fremhæves her, fordi de analyserer mulige effekter af konkrete offentlige udgifter, hvor der ville være grund til at forvente en positiv effekt.

DØRs har til opgave at efterse Finansministeriets regneprincipper, og undersøgelserne er et led i dette systematiske arbejde. Undersøgelserne har ikke givet anledning til ændringer i konkrete vurderinger af de pågældende udgifter.

Vores velfærdsmodel understøtter effektiv arbejdsdeling

I Politiken 8. marts 2025 er Nina Smith citeret for at sige: ”Jeg tror, det er fair nok at sige, at hvis man havde brugt Finansministeriets nuværende regnemodeller, da man for 60-70 år siden begyndte at bygge velfærdsstaten op, så havde man nok ikke vurderet, at det havde været en god ide”.

Empirien taler for, at der grund til at være mere optimistisk end forfatterne i forhold til at opretholde den skandinaviske velfærdsmodel.

Lars Haagen Pedersen
Afdelingschef, Finansministeriet

Til dette er der at sige, at det er et grundlæggende element i Finansministeriets regneprincipper, at der vurderes såkaldte marginale ændringer.

Vurderingerne beskriver en situation, hvor der bevilges ekstra i forhold til det nuværende udgiftsniveau. Det vil næppe være overraskende for nogen, hvis effekten af at bruge flere penge på eksempelvis daginstitutioner i Danmark i dag, er markant mindre end effekten af at bruge det samme beløb i en situation, hvor der ikke var offentlige daginstitutioner.

Det er derfor forkert at slutte, at de selvsamme regneprincipper ikke ville pege på, at der var endog en mærkbar arbejdsudbudsvirkning af at indføre offentlige daginstitutioner i en situation, hvor de ikke fandtes.

I modsætning til Nina Smith vil jeg mene, at det er fair at sige, at Finansministeriets vurderinger netop ville have sagt, at det var en god ide at indføre daginstitutioner.     

Jeg mener samlet, at empirien taler for, at der grund til at være mere optimistisk end forfatterne i forhold til at opretholde den skandinaviske velfærdsmodel. Den sikrer en effektiv arbejdsdeling i samfundet, og at ligestillingen på arbejdsmarkedet heldigvis ikke rulles tilbage.