Sidst gjorde det ondt. Nu gør regeringen igen klar til at nedlægge tusindvis af årsværk i staten

En slidsom proces

Nogle gange må man lære af bitter erfaring.

Og ifølge Altingets kilder synes det at være tilfældet for SVM-regeringens proces med i 2025 at fjerne cirka 1.000 årsværk.

Lige fra modvillige departementschefer og ministre, der måtte gå den tunge gang over i Statsministeriet for at imødekomme krav om opgavebortfald og nedskæringer på deres områder.

Til mediedækningen af de områder, der blev berørt, som langtfra altid emmede af slotsholmsk bureaukrati.

Om det så var fyringer af forskere i rusmidler og ansatte med gummistøvler i landets nationalparker.

Eller det var patienter, der fik fjernet rettigheder og tidligere udflyttede arbejdspladser, der nu blev ramt af sparekniven.

Processen var med andre ord godt gammeldags træls.

Men spares skal der.

Det samlede antal – og fortællingen om det – er stadig meget prekært, ligesom planen heller ikke er aftalt på øverste niveau i regeringsledelsen.

For det første er der de kolde kendsgerninger, der fortæller om en stigning på 17.900 årsværk inden for statslig administration fra 2019 til 2024.

For det andet har regeringen med regeringsgrundlagets parole om at gå “fra velfærdsstat til velfærdssamfund” gjort balancen mellem staten og centraladministrationens styring og frontlinjemedarbejderne til et omdrejningspunkt.

Statsminister Mette Frederiksen er gået så langt som til i Altinget at advare om risikoen for en decideret “gold, skematisk velfærdsørken”, hvor New Public Management fortrænger kerneopgaven og “det der sker i mødet mellem mennesker”.

Samlet borgerlig front

Samtidig er det et af de få områder, hvor den borgerlige opposition har fundet fælles fodslag, netop om kampen for at få nedbragt antallet af statsligt ansatte bureaukrater.

Her handler det mindre om balancen inden for den offentlige sektor mellem de kolde og varme hænder – eller hvad man kunne kalde det socialdemokratiske kryds – men om forholdet mellem det offentlige arbejdsmarked og det private.

“Danskerne, virksomhederne, foreningerne og velfærdens varme hænder døjer med mere og mere bureaukrati, imens der er jobfest i den offentlige administration,” lød det i en fælles kronik i Berlingske i begyndelsen af januar fra Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Mona Juul (K) og Morten Messerschmidt (DF).

Det presser selvsagt Venstre, der gør et stort nummer ud af, hvor meget man “skubber Danmark i en mere borgerlig retning”, som partiets slogan lyder – til trods for at man arbejder under en socialdemokratisk statsminister.

Dertil kommer, at SVM-regeringen var ferm til at udpege og bruge milliarder tilvejebragt af nedskæringer på det kommunale bureaukrati.

Modsvaret fra KL var en offentlig oplysningskampagne om vokseværket i den statslige administration, der fik Nicolai Wammen ud af busken og love nedskæringer på den statslige administration.

Det har KL-formand Martin Damm gentaget som en indgangssalut til forhandlingerne om næste års økonomiaftale mellem staten og kommunerne. Provenuet fra et yderligere nedbarberet statsligt bureaukrati kan bruges som finansiering af lokal velfærd, lyder argumentet.

Alt i alt befinder regeringen sig dermed i et indre og ydre krydspres for at finde substantielle besparelser, men samtidig er man afskrækket af sidste års smertelige og besværlige proces.

Derfor forsøger regeringen nu at finde en ny vej til en løsning på et gammelt problem, der har hjemsøgt danske regeringer i mere end 40 år.

AI og dobbeltopgaver

Blandt andet er Finansministeriet udset til at få en stærkere rolle som dirigent på bekostning af fagministerierne.

Og dermed i hvert fald en delvis tilbagevenden til rollen som intern budgetbisse i centraladministrationen.

Det var ellers netop det, der gjorde ministeriet i “den røde bygning” ret upopulær op igennem 00'erne og 10'erne. Både blandt politikere og embedsfolk.

Det var også en af grundene til, at Mette Frederiksen i sin første statsministerperiode opgraderede Statsministeriet med et politisk sekretariat og for eksempel i forbindelse med klimapolitikken ville trænge Finansministeriet mere tilbage.

Men fra og med corona-epidemien fik Finansministeriet et voldsomt institutionelt comeback, og finansminister Nicolai Wammen blev den store Mr. Fix It, der lukkede aftaler på aftaler. 

Nu tyder alt på, at der bliver fornyet brug for Finansministeriets regnekraft på tværs af ministerier og styrelser.

Der bliver set på mulige kriterier såsom fordeling mellem land og by, ligesom der bliver kigget på andre og mere strategiske former for besparelser og afbureaukratiseringer.

Herunder om der er administrative dobbeltopgaver i ministerierne, som med fordel kan styres centralt og samles i tværgående styrelser. Det kunne være inden for it, økonomi eller hr.

Samtidig bliver der talt om, i hvilken grad AI, GDPR og anden digitalisering kan være driver for at nedlægge årsværk.

En lang opvarmning

Selv om SVM-regeringen kommer til at lancere nye livtag med statslige årsværk, er virkeligheden dog også den, at regeringen ønsker at styrke flere områder, herunder forsvaret.

Flere ministerier med sikkerhed som fællesnævner kan blive friholdt fra nye sparekrav.

Derfor kunne Nicolai Wammen heller ikke på et samråd i april love, at der vil være færre statslige ansatte inden for administration, når 2025 rinder ud.

Det får andre fagministerier til at frygte, at det igen er dem, der skal levere desto mere. Det skal ses i forhold til, at det især er ministerier som skat, forsvar og justits, der har stået for stigningen i antallet af administrative årsværk. 

Og opvarmningen har været længe undervejs.

Allerede sidste år lovede regeringen at præsentere et såkaldt flerårigt arbejdsprogram for staten, som kan “understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati”.

Det skal modvirke en ny grønthøster, som vil blive mødt med modstand fra fagforeninger, der blandt andet vil advare mod øget arbejdspres og stress på Slotsholmen.

Grønthøster lurer i baggrunden

I regeringen betragter man det selv som betimeligt, hvis man kan nå at præsentere et måltal for de tusinder af stillinger, der skal fjernes inden 2030, under økonomiforhandlingerne med kommunerne, der i denne uge er blevet skudt i gang.

Men man betragter det heller ikke som meget sandsynligt, at man når det. Det realistiske håb er, at det kan nås inden sommerferien for alvor sætter ind.

Det lægger yderligere til problematikken, at regeringen også skal finde en ikke så ligetil kommunikativ vej. 

For hvordan anerkender man på én gang, at den blå opposition har en pointe med sin kritik, men at man er mindre vidtgående i sin nedskæringsambition? Og skal provenuet gå til velfærd eller skal det være det borgerlige kryds, hvor den frigjorte arbejdskraft bliver sendt i retning af det private arbejdsmarked?

Her risikerer man meget let at spille oppositionen stærkere i stedet for at “neutralisere” et vigtigt kort.

Som Mette Frederiksen sagde under debatten til Spørgetime med statsministeren i denne uge: ”Alt er i en balance i det her samfund.”

Så hvordan angriber man bureaukratiet, samtidig med at man som regering er sig pinligt bevidst, at implementering af politiske initiativer har brug for netop bureaukrati?

Ligesom man også er konfronteret med det, man kunne kalde bureaukratiets paradoks: Det kræver statslig administration at analysere, udpege og realisere nedskæringer af statslig administration.

Medmindre man kravler op i førerhuset og drejer tændingsnøglen i den så forkætrede grønthøster.