Debat

Djøf: Kodeks VII er en god begyndelse

KLUMME: Finansministeriets nye kodeks er ikke svaret på alt, men suppleret med rapporten fra Bo Smith-udvalget udgør det en god begyndelse i arbejdet med fortsat at sikre en offentlig sektor i verdensklasse, skriver Henning Thiesen, formand for Offentlige Chefer i Djøf.

Djøf er enig med Bo Smith-udvalget og finansministeren i, at der ikke er behov for ændringer i måden, som den danske centraladministration er indrettet på, skriver Henning Thiesen. 
Djøf er enig med Bo Smith-udvalget og finansministeren i, at der ikke er behov for ændringer i måden, som den danske centraladministration er indrettet på, skriver Henning Thiesen. Foto: Beredskabsstyrelsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henning Thiesen
Formand for Offentlige Chefer i Djøf

I sidste uge var regeringen på banen med Kodex VII – syv centrale pligter for embedsmænd i centraladmini­strationen. Den 64 sider lange pjece bygger i vid udstrækning på kendt stof. Helt traditionelt er lovlig­hed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet nævnt som fire af de syv pligter. Regeringen har også valgt at sætte fokus på ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”.

Selvom meget i Kodex VII er kendt stof, er det vigtigt, at der nu kommer et samlet værk, hvor embedsmænd kan orientere sig om deres pligter. Suppleret med sine cases giver kodex et godt rygstød og fundament for at arbejde videre med pligterne i ministerier og styrelser.

Jeg har tiltro til, at et kodex vil få betydning - ikke blot for de ansatte i centraladministrationen, men også vil bidrage til at højne politikernes bevidsthed om rammerne for samspillet med embedsmændene. Det kommer også til at stille krav til dem, hvis vi skal lykkes med at fjerne os fra en ”nulfejlskultur”.

Jeg har tiltro til, at et kodex vil få betydning - ikke blot for de ansatte i centraladministrationen, men også vil bidrage til at højne politikernes bevidsthed om rammerne for samspillet med embedsmændene.

Henning Thiesen
Formand for Offentlige Chefer i Djøf

Kodekset skal ud at leve
Bo Smith-udvalgets rapport udkom 21. september, og jeg har endnu til gode at nærlæse den knap 400 sider lange rapport. Men en af konklusionerne er, at det er vigtigt at arbejde aktivt med ”embedsmandsdyderne” – ikke kun i staten, men også i regionerne og kommunerne, hvor der er behov for et tilsvarende kodex.

Åbenhed om fejl og en kultur, hvor man lærer af sine fejl, er nogle vigtige signaler at sende til statens em­bedsmænd og hele den offentlige forvaltning. Men det er ikke gjort med det.

Rapporten (fra Bo Smith-udvalget, red.) rummer en guldgrube af anbefalinger, som jeg for­venter kommer til at præge, hvordan embedsmænd i staten, kommuner og regioner agerer i de kommende mange år.

Henning Thiesen
Formand for Offentlige Chefer i Djøf

Opgaven med at få kodex gjort til grundfæstet adfærd stiller cheferne i centraladministrationen over for en kæmpe udfordring. Den er jeg sikker på, at de nok skal tage op. Hvis kodexet skal have effekt, er det nødvendigt, at det kommer ud at leve blandt medarbejderne og cheferne i ministerier og styrelser.

Kronik fra ombudsmanden
Det handler om involvering af medarbejderne og en kontinuerlig dialog mellem ledelse og medarbejdere om, hvordan man sikrer den bedst mulige betjening af politikerne inden for de givne rammer og sikrer overholdelse af de helt grundlæggende spilleregler for embedsmændenes arbejde og bistand. Et sådant kodeks skal ikke blot læres – det skal leves i dagligdagen.

Et fint eksempel på, at læringskulturen er ved at finde indpas i den offentlige sektor, kommer til udtryk med Folketingets om­budsmands kronik i Berlingske den 16. september 2015, hvor han med udgangspunkt i Eritrea-sagen skriver:

”I et retssamfund er det ikke nok, at myndighederne handler sagligt og lovligt. De skal også understøtte offentlig tillid til, at det er sådan. På engelsk siger man: ”Justice must not only be done, it must also be seen to be done.””

Systemet er godt
Der har allerede meldt sig nogle kritiske røster, der mener, at kodex ikke vil gøre den store forskel. De kriti­ske røster hæfter sig navnlig ved, at kodex ikke ændrer på de eksisterende normer for embedsmænds for­pligtelse til at være loyale over for ordrer, de modtager fra overordnede. Og at hele systemet derfor grundlæggende skal ændres.

I forbindelse med lanceringen af Kodex VII slog finansminister Claus Hjort Frederiksen imidlertid fast, at regeringen ikke mener, at der er behov for ændringer i den helt særlige måde, som den danske centraladministrationen er indrettet på med et neutralt embedsværk. Et synspunkt, Djøf deler, og som også er en af konklusionerne fra Bo Smith-udvalget.

Udvalget udgav i mandags en meget grundig rapport om embedsmanden i det moderne folkestyre. Rapporten rummer en guldgrube af anbefalinger, som jeg for­venter, kommer til at præge, hvordan embedsmænd i staten, kommuner og regioner agerer i de kommende mange år. Eller indtil de eksisterende rammebetingelser har ændret sig så radikalt, at de igen kalder på ændringer.

Kodeks er godt fundament
Til dem, der er kritiske: Kodex VII er ikke svaret på alt. Men suppleret med rapporten fra Bo Smith-udvalget er det en god begyndelse og et godt fundament i arbejdet for at sikre, at vi også i fremtiden har en offentlig sektor i Danmark, der befinder sig i den absolutte top globalt set.

Verdensbanken opgjorde i 2014 Danmark til at ligge på en flot 2. plads, kun overgået af Finland, målt på helt afgørende parametre som kvaliteten af den offentlige service, embedsmændenes kompetencer og uafhængighed samt det politiske systems troværdighed i forbindelse med politikimplementering.

Med Kodex VII og Bo Smith-udvalgets anbefalinger er jeg overbevist om, at vi kan holde dette niveau – og måske tage det sidste nyk til en 1. plads.

Dokumentation

Blå bog: Henning Thiesen
Født 22. marts 1953 i Aabenraa

Uddannelse
Cand.jur., Aarhus Universitet (1977)

Karriere
Formand for Offentlige Chefer i Djøf (2012-)
Direktør for Beredskabsstyrelsen (2011-)
Politidirektør for Københavns Vestegns Politi (2006-2011)
Statsadvokat for Særlig Økonomisk Kriminalitet (2000-2006)
Vicepolitidirektør i Københavns Politi (1996-2000)
Souschef i PET (1989-1992)
Fuldmægtig i Politiets Efterretningstjeneste (PET) (fra 1987)
Fungerende kontorchef i Direktoratet for Udlændinge (1984-1985)
Fuldmægtig i forskellige dele af politiet og anklagemyndighed (1977-1987)


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Thiesen

Selvstændig rådgiver, fhv. formand for Djøf
cand.jur. (Aarhus Uni. 1977)

0:000:00