Djøf: Regeringens Kristian Jensen-udnævnelse er en farlig glidebane mod det politiske embedsværk

Der er grund til at rejse en alvorlig kritik af det skridt, regeringen har taget med udpegningen af Kristian Jensen som særlig repræsentant for Danmark.

Kritikken er ikke rettet mod Kristian Jensen eller hans formåen som diplomat på vegne af kongeriget i den konkrete situation. Men regeringen er på vej ned ad den helt forkerte vej.

For Djøf handler modstanden mod politisk udpegede embedsmænd ikke om konkrete personer, men om det helt principielle i, at vi med politiske udnævnelser forlader princippet om, at embedsmænd skal være partipolitisk neutrale, så de kan betjene den til enhver tid siddende regering. Princippet er ét af syv centrale krav til embedsmænd. Andre krav er for eksempel sandhed, troværdighed og faglighed.

Disse forvaltningstraditioner er værd at beskytte, fordi de er med til at sikre, at befolkningen kan have tillid til den offentlige forvaltning.

Hvis et styrket diplomatkorps er målet, bør midlet være en bedre økonomi.

Henning Thiesen
Formand for Djøf

Desuden bryder ændringen med traditionen om, at medarbejderne bliver ansat på baggrund af et meritokratisk princip – altså at den bedst fagligt kvalificerede får stillingen.

En farlig udvikling
Med den nye kurs åbner regeringen for mistanker om, at den offentlige forvaltning styres af vennetjenester og politiske studehandler, som vælgerne ikke kan have tillid til. Og det er farligt.

Man kan spørge sig selv, om en voldsom ændring af den danske forvaltningstradition hører hjemme i en så lukket proces. Statsministeren og udenrigsministeren understregede selv, da de præsenterede Kristian Jensen, hvor lang, sej og vigtig en valgkamp, han skal i gang med for at sikre Danmark en plads i FN's Sikkerhedsråd. Derfor forstår vi ikke, hvorfor der var behov for at haste forslaget igennem med en ekstremt kort høringsproces.

I Djøf mener vi, at en så vigtig beslutning bør træffes ved lov og først efter en grundig, åben politisk debat i Folketinget, hvor fordele og ulemper kan diskuteres.

Det er langt fra kun Djøf, der har råbt vagt i gevær. Alle organisationer for ansatte i staten, forskere, tidligere diplomater og tidligere udenrigsministre har over en bred kam advaret mod ændringen. Også medarbejderne i Udenrigsministeriet har højest usædvanligt ytret en stærk bekymring over ændringen. Med god grund.

Nogle forskere har udlagt de nye regler som elastik i metermål. For hvor stopper denne omvæltning af forvaltningen?

Statsminister Mette Frederiksen ville på pressemødet tirsdag 9. marts ikke afvise, at der bliver udpeget flere politiske embedsmænd, og ønskede ikke at debattere emnet. Men det er værd at diskutere, om vi som land skal
bevæge os mod et politisk udnævnt embedsværk. Som professor Martin Marcussen har skrevet her på Altinget, så kan det gå hen og blive skruen uden ende.

Midlet er bedre økonomi
Regeringen har argumenteret for, at udnævnelsen af Kristian Jensen skal ses som en styrkelse af Udenrigsministeriet.

Med den nye kurs åbner regeringen for mistanker om, at den offentlige forvaltning styres af vennetjenester og politiske studehandler, som vælgerne ikke kan have tillid til.

Henning Thiesen
Formand for Djøf

Der er også en anden og mere bæredygtig vej at gå. Danmark har en internationalt respekteret udenrigstjeneste med dygtige folk ansat i hele verden. Desværre har vi set, at mange års nedskæringer gør det sværere for de udsendte diplomater at udføre deres vigtige håndværk.

Så hvis et styrket diplomatkorps er målet, bør midlet være en bedre økonomi, så de danske udsendte kan få flere kollegaer på ambassaderne.

Det bør i øvrigt være en klar prioritet for en regering, der ønsker at bekæmpe klimaforandringer gennem udbredelse og eksport af danske bæredygtige løsninger til hele verden.

I Djøf ser vi ikke noget problem i, at man ansætter tidligere politikere som embedsmænd. Heller ikke i udenrigstjenesten. Men det bør ske i en åben og transparent proces, hvor alle har mulighed for at søge. Som det senest skete ved ansættelsen af Danmarks tech-ambassadør.

Det vil forebygge mistanke om vennetjenester og faldende tillid til den offentlige forvaltning. Det lader til, at regeringen med en elegant manøvre har muliggjort det politisk udnævnte embedsværk. Det er foruroligende, og i Djøf vil vi gøre, hvad vi kan for at begrænse den glidebane, det danske embedsværk kan risikere at ende i.