Djøf: Ro på med udflytning

DEBAT: Udflytningen af statslige arbejdspladser er ikke en sort/hvid problemstilling, men det er vigtigt, at det ikke sker forhastet. I stedet bør der laves en større, overordnet plan, der også fokuserer på blandt andet uddannelse og infrastruktur, skriver Sara Vergo.

Af Sara Vergo
Formand for Djøf Offentlig

Folketingsvalget er ikke udskrevet endnu. Hvornår det kommer, ved kun statsministeren.

Men allerede nu tegner debatten om centralisering eller nærhed, balancen mellem by og land, til at blive et tema i valgkampen – senest i forbindelse med regeringens forslag til sundhedsreform; af kritikerne beskyldt for at øge centraliseringen i sundhedsvæsenet, af regeringen fremhævet som øget nærhed og sammenhæng for borgene til sundhedsydelserne.

Fra Djøfs side vil vi gerne opfordre regeringen og Folketinget til at give sig god tid til at forberede en så omfattende reform og ikke mindst involvere alle relevante parter – medarbejdere, patienter, politikere i regioner og kommuner, sundhedsorganisationer og så videre – i en grundig debat om de rigtige løsninger.

At skabe fremtidens sundhedsvæsen må ikke ende som en teknokratisk øvelse bag lukkede døre, der flytter fokus fra patienterne til en debat om systemer og strukturer.

Nogle gange er det sundt at skynde sig langsomt. At sikre, der er ro på, så der ikke bliver gennemført forhastede og uigennemtænkte beslutninger med vidtrækkende konsekvenser.

Det gælder også i hele debatten om flytning af statslige arbejdspladser. Endnu før alle de besluttede arbejdspladser rent faktisk er flyttet, ser vi forslag om at flytte endnu flere arbejdspladser. Også til dele af landet, hvor der er noget nær fuld beskæftigelse.

Ikke en sort/hvid problematik
Faktum er, at udflytningerne skaber store videns- og erfaringstab, fordi stærke faglige miljøer splittes, og næsten ingen erfarne medarbejdere flytter med. De nye styrelser bemandes i udstrakt grad med nyuddannede.

Faktum er også, at produktivitet og kvalitet falder. At det koster virkelig mange penge og svækker effektiviteten i en tid, hvor der stilles store krav om netop effektivitet og omkostningsbevidsthed i det offentlige. Og at medarbejderne har det meget svært med at se deres arbejdspladser falde fra hinanden - uden at kunne se de faglige argumenter.

Staten er blevet en mindre attraktiv arbejdsplads, fordi der er skabt stor usikkerhed om, hvorvidt endnu flere arbejdspladser skal flytte til en andel af landet.

Faktum er også, at mange af Djøfs medlemmer uden for hovedstadsområdet er meget glade for de nye jobmuligheder, udflytningerne skaber. Især nyuddannede fremhæver betydningen af, at der nu er flere karrieremuligheder uden for København, og at de derfor kan blive boende i Jylland.

Lokalt skaber det selvsagt stor glæde og optimisme, når der oprettes/tilflyttes statslige arbejdspladser. Det kender jeg fra min egen gamle arbejdsplads, Næstved Kommune, hvortil Udlændingestyrelsen flytter. Det giver nye muligheder for de lokale at få et spændende job tæt på deres bopæl - og håb om at trække nye borgere til.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at tilflytningsbyerne får mange nye borgere: Vores medlemmer flytter kun med i meget begrænset omfang. Og akademikere er blandt de mest mobile i arbejdsstyrken, så de vil ofte foretrække at pendle, frem for at flytte.

Brug for overordnet plan
Når alt det er sagt: Det er en ædel ambition at forsøge at skabe mere balance i Danmark. For det ér jo en kendsgerning, at folk flytter mod byerne - især for at uddanne sig og arbejde.

Centraliseringen af offentlig service og dermed arbejdspladser har selvfølgelig haft betydning. For flyttemønstre, men så sandelig også for det faglige miljø, som bliver styrket af større enheder. Kommuner, skoler og sygehuse er gode eksempler på dét.

Derfor: hvis man gerne vil sikre mere liv uden for de store byer, ved blandt andet at skabe flere arbejdspladser til de, som bor der - og gerne trække flere til - bør man ikke se enøjet på statslige arbejdspladser.

Der er behov for en mere overordnet plan, hvor også uddannelser (og ikke kun satellitter heraf), infrastruktur, byplanlægning og understøttelse af det lokale erhvervsliv indgår.

Dyrt at sprede for meget
Folketinget kunne i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger også undlade at pålægge kommuner og uddannelsesinstitutioner årlige besparelser, som jo koster gode lokale jobs i hele landet.

Det koster penge, også mange flere end udflytningerne koster. For det ér dyrere og sværere at drive en lille folkeskole, seminarium og styrelse, fordi stordrift er billigere, men også fordi det er lettere at rekruttere både elever og lærere til en stor uddannelsesinstitution og til en styrelse, der ligger i et område, hvor der er flere jobmuligheder.

Sats derfor på at samle statslige og andre offentlige arbejdspladser i større “klynger” i stedet for at sprede dem i et tyndt lag ud over landet. Og tænk også uddannelsesinstitutioner og styrkerne i det lokale erhvervsliv ind i disse klynger, så der skabes synergieffekter.

Der er behov for, politikerne har modet til at tage de store diskussioner og lægge en mere overordnet plan.

Forrige artikel Caroline Howard Grøn: Fem tips til at lave reformer, der virker i praksis Caroline Howard Grøn: Fem tips til at lave reformer, der virker i praksis Næste artikel K-kandidat: En stærk hovedstad gavner også provinsen K-kandidat: En stærk hovedstad gavner også provinsen