Embedsmand: Økonomistyrelse bør give konkrete svar på tilsynsopgaven i stedet for Marie Kondo-referencer

Af Armin Krijestarac
Specialkonsulent i centraladministrationen

Vicedirektør Maria Damborg Hald fra den hedengangne Moderniseringsstyrelse (i dag Økonomistyrelsen) påpeger i en klumme i Altinget, at løsningen på fejl og misbrug i staten er enkle regler og god systemunderstøttelse. Det er svært at være uenig i.

Som statsansat kunne man savne, at der i klummen kommes med konkrete bud på, hvordan styrelsen har tænkt at forholde sig emnet i fremtiden og ikke kun analogier til Marie Kondos rengøringsteori.

Men før jeg går videre til, hvorfor man kan få kaffen galt i halsen, må man rose Maria Damborg Hald for hendes mod til at stille sig frem og starte en debat om emnet.

Det er en debat, som er nødvendig, og som styrelsen ikke har taget tidligere. I nærværende vil jeg afholde mig fra at motivforske.

Jeg må også give Maria Damborg Hald dét, at hendes klumme udmærker sig ved at stille alle de rigtige spørgsmål, som jeg også vil tillade mig at gentage retorisk her:

Maria Damborg Hald reflekterer egentligt over nogle fornuftige emner og problematikker, men det bliver heller ikke til mere.

Armin Krijestarac
Specialkonsulent i centraladministrationen

Kan vi stole på de betroede, bemyndigede medarbejdere og chefer? Kender de reglerne? Har de forstået dem? Ved de, hvad det betyder i praksis? Gør de det, de skal? Har vi gjort det nemt for dem at gøre det rigtigt? Og har vi gjort det besværligt eller måske endda umuligt at gøre det forkert?

Men når det kommer til svarene, er sagen en anden. Det fører mit postulat til dets naturlige spørgsmål: Hvorfor man kunne mene, at klummen også burde have indeholdt et bud på svarene og ikke mindst et bud på den praktiske og tekniske understøttelse af disse.

Moderniseringsdagsordenen har sejret
Moderniseringsstyrelsen har siden styrelsens etablering været ekstremt fokuseret på moderniseringsdagsordenen. Det er sket på bekostning af at være normsættende og regulerende for resten af centraladministrationen.

Alle de ovenstående spørgsmål er i virkeligheden meget fornuftige spørgsmål. Styrelsen burde dog kunne give et konkret svar på, hvordan spørgsmålene skal oversættes til praksis.

Når styrelsen kan udarbejde en vejledning til, hvordan man arbejder med "analytics" i staten, og hvordan man udliciterer, må styrelsen også kunne håndtere sit ansvar over for at udarbejde vejledninger til, hvordan man løfter det, der i daglig tale betegnes som den lovpligtige tilsynsopgave i hierarkier og bureaukratier.

En opgave, som umiddelbart virker støvet og kedelig og som kræver besvarelse af alle ovennævnte spørgsmål, men som kan redde staten fra flere Britta'er og Sven'er.

Manglen på fokus på tilsynsopgaven ses særligt ved, at styrelsens tidligere autoritative vejledning om intern kontrol og risikostyring i staten er fra starten af forrige årti, er gjort historisk og er dermed ikke længere gældende.

Endvidere kan den såkaldte moderniseringsdagsordenens umiddelbare hærgen og førstehåndsresultater ses i skattevæsenet, hvor interne revisioner er kraftigt nedskåret til fordel for en mere løsgående og såkaldt controlling, der skal berede økonomistyringen på den innovationsdagsorden, som har bredt sig de seneste fem til ti år i staten, hvor man vil innovere, digitalisere og restrukturere den offentlige sektor for at skabe effektivisering.

Dette tilsyneladende vel og mærke for en enhver pris – og uden at lægge de nødvendige beregninger frem til efterprøvelse.