EU-Kommissionen blæser på kritik af ”kup-lignende” ansættelsesmetoder
LYNFORFREMMELSE: Det var på grænsen – eller måske endda over grænsen – til det lovlige at ekspres-udpege EU-kommissionsformandens højre hånd til jobbet som den højst placerede embedsmand samme sted, lyder det fra EU-Parlamentet. EU-Kommissionen afviser al kritik.
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørHele processen fastholder billedet af et lukket system, hvor man bare følger sine egne regler. Det giver EU et dårligt image.
Christel Schaldemose
Medlem af Europa-Parlamentet (S)
Den 47-årige tyske jurist startede sin karriere i EU-Kommissionen som talsmand for den luxembourgske informationsteknologi- og mediekommissær Viviane Reding i 2004, hvorfra han senere avancerede i graderne og blev hendes kabinetschef. Herfra blev han kampagnechef for den tidligere luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker, da denne meldte sig ind i kapløbet om at blive den næste EU-kommissionsformand i den såkaldte spitzenkandidat-proces, der kobler udpegelsen med udfaldet af valget til Europa-Parlamentet. Efter at det i 2014 lykkedes Juncker at sikre sig udnævnelsen, kom Selmayr med i købet som den nye formands kabinetchef og højre hånd. Siden da har han fået ry for at være den egentlige politiske chef i EU-Kommissionen og at styre systemet med jernhånd. Selmayr bliver EU-Kommissionens syvende generalsekretær siden samarbejdets begyndelse i 1958.
BRUXELLES: Det er ikke bare Kommissionens, men hele EU’s rygte, der står plettet tilbage.
Sådan lød dommen fra EU-Parlamentet onsdag, da Unionens folkevalgte kritiserede den spegede ansættelsesprocedure, der lå bag den kontroversielle udpegelse af tyske Martin Selmayr til generalsekretær i EU-Kommissionens og dermed dens øverste embedsmand.
Kommissionsformand Jean-Claude Junckers tidligere kabinetschef og tro væbner blev lynforfremmet til jobbet som Kommissionens administrative chef ved en snuptagsmanøvre og uden modkandidater på ét og samme møde 21. februar, hvor han først blev udpeget til vicegeneralsekretær og siden generalsekretær med få minutters mellemrum (se boks).
Sagen kort:
På EU-Kommissionens ugentlige møde onsdag 21. februar blev Martin Selmayr, kabinetschef for EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker, først udnævnt til vicegeneralsekretær og få øjeblikke senere forfremmet til generalsekretær – EU-Kommissionens højeste embedsmandspost.
De tilstedeværende EU-kommissærer var ikke på forhånd informeret om, at de skulle tage stilling til sagen, men blev bedt om at gøre det på stedet.
Den trinvise forfremmelse skulle til for at overholde EU-Kommissionens egne interne spilleregler, der dikterer, at kun embedsmænd med en vis rang, for eksempel generaldirektør eller vicegeneralsekretær, kan komme i betragtning til stillingen. Samtidig blev posten først ledig, da den siddende generalsekretær, hollænderen Alexander Italiener, pludselig uventet for alle, undtagen et par få indviede, på mødet erklærede, at han trak sig fra stillingen for at gå på tidlig pension. Det betød, at Juncker kunne bruge en nødprocedure til at forfremme Selmayr fra vicegeneralsekretærstillingen på stedet - uden en egentlig ansættelsesproces.
Det er samtidig kommet frem, at der heller ingen seriøse modkandidater var til den stilling som vicegeneralsekretær, som Selmayr først fik. Den eneste anden kandidat var Selmayrs egen underordnede, Junckers vicekabinetschef Clara Martinez Alberola. Hun trak dog sit kandidatur til stillingen, så snart ansøgningsfristen var overstået, og overtog siden Martin Selmayrs post som Junckers højre hånd.
Den hastige udpegelsesproces og det faktum, at der ingen seriøse modkandidater har været, har ledt til kritik, særligt fra Europa-Parlamentet. EU’s ombudsmand, Emily O’Reilly, har også modtaget to officielle klager om sagen.
Europa-Parlamentet satte sit budgetkontroludvalg til at undersøge, om alt er gået ret til. Det var på baggrund af den undersøgelse, at Parlamentet i denne uge stemte om en resolution, der går i rette med Kommissionen og det, der kan anses som "et kup-lignende" forfremmelsesforløb.
Parlamentet har dog begrænsede muligheder for at sanktionere Kommissionen i den slags personalesager. I yderste tilfælde kan de stille et mistillidsvotum til Kommissionen som helhed. Det er sket én gang i EU’s historie og ledte til Santer-Kommissionens afgang i 1999. Men intet tyder på, at der er appetit på det denne gang.
Embedsværk
