Fagforbund: Når en statsansat akademiker foretrækker en fyreseddel af frygt for stress, har systemet fejlet

Nu regner han og kollegerne med, at deres afdeling bliver ramt igen som en del af de 1.000 årsværk, som regeringen er i gang med at fjerne fra den statslige forvaltning.

Og det er nu, de reelt spørger sig selv, om det er værst at blive fyret eller fredet. Det siger alt om tingenes tilstand i dele af staten.

Lønefterslæbet for akademikerne 

I kommunerne er presset af en anden karakter, men konsekvensen er den samme. 

Det fortæller en arkitekt, som vi også har anonymiseret af hensyn til forholdet til hendes arbejdsgiver. Hun elsker sit fag, men føler sig som en mur, som borgernes vrede får lov at vælte ind i. Som arkitekt og byplanlægger skal hun både balancere faglighed, politiske signaler og en stigende forventning om borgerinddragelse.

Det har ført til en ny form for udmattelse: Emotionel belastning. Hun skal ikke bare tage imod kritik, men direkte personangreb. På sociale medier. I mødelokaler. På gaden.

De offentlige arbejdspladser skal være et sted, hvor man kan gå på arbejde med faglig stolthed. Ikke med en knude i maven.

Jan Ove Petersen
Formand, Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD)

I en undersøgelse blandt offentligt ansatte FAOD-medlemmer svarer 24,9 procent, at de har følt sig stresset hele tiden eller ofte de seneste to uger. Det er markant højere end landsgennemsnittet.

Og i samme undersøgelse svarer 40,9 procent, at kravene til arbejdsmængde ofte eller altid overstiger de ressourcer, som de har til rådighed.

Konsekvenserne er til at tage og føle på: Afdelinger tømmes, kvaliteten falder og opgaver udskydes.

De offentlige arbejdspladser skal igen være et sted, hvor man kan gå på arbejde med faglig stolthed. Ikke med en knude i maven. Det kræver, at vi får sat en stopper for en udvikling, hvor arbejdsmængden vokser, mens løn, fleksibilitet og tryghed halter bagefter.

Akademikergruppen er den eneste, hvor lønefterslæbet til det private arbejdsmarked fortsat vokser.

I dag tjener en akademiker i det private 20 procent mere end en offentligt ansat. Det er omkring 10.000 mere om måneden i løn til den privatansatte. Det går ikke, hvis det offentlige skal kunne tiltrække og fastholde de kloge hoveder, som vi har brug for.

Men vi har også brug for mere konkrete værn mod stress.

Der skal være tydeligere ansvar for, hvem der griber, når arbejdslivet vælter. Der skal investeres i forebyggelse, uddannelse og transparens, så stress ikke først opdages, når folk er sygemeldte i måneder.

Og så skal vi sikre bedre vilkår for børnefamilierne – for eksempel med ret til barns tredje sygedag og muligheden for at tage hånd om syge børnebørn.

Fleksibilitet og restitution er ikke forkælelse. Det er nødvendige redskaber, hvis vi vil have mennesker til at kunne holde til et helt arbejdsliv i det offentlige.

Afgørende overenskomst

Vi står midt i et afgørende overenskomstforløb. Det er ikke et spørgsmål om finjusteringer eller symbolpolitik. Det er et valg.

Enten bruger arbejdsgiverne og politikerne forhandlingerne til reelt at ændre de rammer, der i dag slider mennesker op, eller også risikerer de mere stress, flugt fra det offentlige sektor og faldende kvalitet i arbejdsresultaterne.

Hvis de offentlige arbejdspladser fortsat skal kunne tiltrække og fastholde højtuddannede medarbejdere, kræver det mere end flotte ord om velfærd og fællesskab.

Jan Ove Petersen
Formand, Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD)

For stress er ikke længere et individuelt problem, der kan løses med kurser i robusthed eller endnu en trivselsmåling. Det er et ledelses- og systemansvar.

Når medarbejdere overvejer, om en fyring er en lettelse, er det ikke dem, der har fejlet. Det er systemet.

Hvis de offentlige arbejdspladser fortsat skal kunne tiltrække og fastholde højtuddannede medarbejdere, kræver det mere end flotte ord om velfærd og fællesskab. Det kræver konkurrencedygtig løn, reel fleksibilitet og klare værn mod et arbejdspres, der i dag skubber dygtige fagfolk væk.

Alternativet er velkendt og dyrt. Tomme stillinger. Flere sygemeldinger. Lavere kvalitet. Mindre tillid til den offentlige sektor.

De offentlige arbejdspladser kan igen blive et sted, man vælger til. Men det sker ikke af sig selv. Det kræver politiske prioriteringer og arbejdsgivere, der tager ansvar.

Overenskomstforhandlingerne er stedet, hvor det valg træffes. Ikke i morgen. Ikke senere. Nu.