Ngo'er og fagforbund: Marie Bjerre mangler ambitioner for ligestillingen i kommunerne

Kommunerne udgør rammen for håndteringen af mange vigtige ligestillingsudfordringer. Eksempelvis rettigheder og tilbud til voldsudsatte, beskæftigelsesindsatser for kvinder med minoritetsbaggrund, arbejde med kønsnormer i dagtilbud og mænds brug af sundhedstilbud etc.
I Danmark har vi et meget kønsopdelt arbejdsmarked – hvilket viser sig meget tydeligt i kommunerne, hvor der er få mænd i de såkaldte velfærdsfag og ganske få kvinder i de øverste beslutningslag.
Nu hører vi nøjagtig de samme (dårlige) argumenter som i 2018, hvor regeringen også brugte afbureaukratisering som begrundelse for at svække ligestillingsredegørelserne
Tidligere undersøgelser har dokumenteret, at hverken kommuner, regioner eller statslige institutioner hidtil har prioriteret en fast forankring eller et tværgående koordineret arbejde, der har kunnet understøtte et strategisk fokus på ligestilling.
Derfor er der snarere brug for, at kommunerne bruger langt flere kræfter på at styrke og professionalisere redegørelserne til at understøtte det strategiske arbejde med ligestilling, frem for at købe en bekvem præmis om, at arbejdet ikke er umagen værd.
Paradoksalt skridt tilbage
Al viden og dataindsamling kræver arbejde. Men det er ikke redegørelserne, der er noget galt med.
Det er i langt højere grad anvendelsen, som i høj grad bærer præg af den manglende prioritering af at sikre et kontinuerligt og nødvendigt bredt fokus på ligestilling i den offentlige sektor både som arbejdsgiver og som leverandør af ydelser, som borgerne bør kunne forvente har den optimale kvalitet, uanset køn.
Og så er vi med på, at særligt de større kommuner har øget deres fokus på ligestilling, men det ses langt fra hos bredden af kommuner og offentlige institutioner. Og derfor hører vi nu nøjagtig de samme (dårlige) argumenter som i 2018, hvor regeringen også brugte afbureaukratisering som begrundelse for at svække ligestillingsredegørelserne på det offentlige arbejdsmarked.
Dertil kommer paradokset i, at mens den offentlige sektor står til at rulle kravet om ligestillingsviden og -data tilbage, buldrer den private sektor frem på området.
Så frem for at Danmarks offentlige institutioner og arbejdspladser fortsat skal halte bagefter, er der i langt højere grad brug for, at de går foran som et godt eksempel
En stor del af private danske virksomheder arbejder i disse år med at kortlægge deres ligestillingsudfordringer som følge af blandt andet CSRD og ESG-krav. Men i høj grad også drevet af virksomhedernes engagement: De laver således ligelønsstatistikker, de igangsætter indgående undersøgelser af, hvordan deres mandlige medarbejdere bruger deres nye barselsrettigheder.
De bruger sygefraværsdata og trivselsmålinger for blandt andet at blive klogere på, om mænd og kvinder oplever det psykiske arbejdsmiljø forskelligt. Og så bringer de løbende deres dataarbejde ind i de strategiske drøftelser på direktionsniveau – blandt andet for at kunne tiltrække og holde på den kvalificerede arbejdskraft, der kun bliver øget kamp om.
Så frem for at Danmarks offentlige institutioner og arbejdspladser fortsat skal halte bagefter, er der i langt højere grad brug for, at de går foran som et godt eksempel.
Indsigt

Karina Adsbøl spørger Peter HummelgaardHvad er holdningen til, at advokater dropper børnesager efter drastisk nedskæring af honoraret?
Karina Lorentzen Dehnhardt spørger Peter HummelgaardVil ministeren oversende de retningslinjer, der eksisterer vedrørende anmeldelser af dødsfald til Arbejdsskadestyrelsen?
Aaja Chemnitz spørger Peter HummelgaardVil Politiet i Grønland se på, hvordan der kan skabes mere fleksible rammer for at passe på deres betjente?
- Kvinderne i overtal for første gang: Se alle de nye ministre
- Syv politikere bliver ministre for første gang: Lær dem at kende her
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Her er de nye regeringsudvalg
- SVM slog rekord med 25 ministre: Se størrelsen på alle regeringer siden 1945






























