
Pave Frans er som bekendt indlagt på et hospital i Rom med en alvorlig lungesygdom. Det er i skrivende stund uklart, om han kommer igennem sygdommen.
Katolikker verden over beder for Frans, som betyder meget for rigtig mange mennesker. Ingen anden institution i verden tæller så mange medlemmer, og ingen anden institution når på samme måde kloden rundt.
Men som verdens største kirkesamfund står den katolske kirke over for store udfordringer så vel som muligheder i en global virkelighed præget af krig, konflikt og religiøse spændinger på tværs af verdens kontinenter.
Hvis Frans, som mange håber, klarer skærene, er der to scenarier: Han fortsætter som pave, så længe helbredet tillader det, eller han føler sig så svækket, at han i en alder af 88 år vælger at abdicere – ligesom hans forgænger, pave Benedikt.
Derfor kan man heller ikke fortænke de internationale medier i at diskutere, hvem der monstro bliver Frans’ efterfølger, for på et eller andet tidspunkt skal det jo ske.
Opmærksomheden er ikke just blevet mindre efter den Oscar-nominerede storfilm 'Conclave', som dramatisk skildrer et pavevalg på nærmeste hold, fik premiere i sidste måned.
Identitetspolitisk krisetilstand
Den katolske kirke beskrives ofte som præget af to fløje af henholdsvis traditionalister og reformkatolikker. De førstnævnte har et konservativt syn på køn og familie, holder fast på kirkens ritualer og er generelt skeptiske over for en overdreven modernisering, der nedbryder traditioner og – ifølge dem – ender i en farlig kultur- og værdirelativisme, hvor intet står fast.
De konservative fløje af kirken frygter, at kirken, hvis den løber for meget med tiden, ender med at miste sin identitet.
Bjørn Thomassen
Professor, RUC
De sidstnævnte forsøger i højere grad at tilpasse kirken de skiftende tider og ønsker at retningsgive moderniseringen af samfundet snarere end at kontrastere den.
Reformkatolicismen ønsker en fremme af lægmandsautoritet frem for en hierarkisk magtforståelse, kalder på accept af homoseksuelle og LGBTQ, og grene af den snakker åbent om en overvejning af cølibatstanken, for ikke at nævne muligheden for kvindelige diakoner eller måske endda præster.
De konservative fløje af kirken frygter, at kirken, hvis den løber for meget med tiden, ender med at miste sin identitet.
Denne opdeling af kirken i to fløje er naturligvis karikeret, men alligevel er der noget om den. Men ligegyldigt hvilken fløj en mulig ny pave måtte komme fra, så skal han forholde sig til kirkens rolle i en omskiftelig verden.
Pave Frans ses af gode grunde som en del af den reformvenlige fløj. Det er for eksempel derfor, han er populær i de mere liberale strømninger blandt amerikanske katolikker. Pave Frans har for eksempel været i en åben værdikamp med Trump-administrationen.
Den amerikanske konference for katolske biskopper har således kaldt Trumps hårdføre immigrationspolitik for ”dybt bekymrende.” Og for få uger siden gik pave Frans i en skrivelse til de katolske biskopper i USA direkte til angreb på Donald Trumps internering af mexicanske immigranter.
Men Trump er udmærket klar over, at mange konservative amerikanske katolikker er kritiske over for pave Frans, som de ser som en venstredrejet forkæmper for liberale værdier. Og der spekuleres allerede nu i, at Trump-administrationen vil prøve at påvirke et eventuelt nyt pavevalg i en mere Trump-venlig retning.
De fattige valgte pinsekirken
På globalt plan falder antallet af katolikker ikke, men det gør det i Europa, hvor kirken kæmper med synlighed og legitimitet. Da jeg forleden snakkede med en katolsk præst i Rom, sagde han med et suk i stemmen, at kirken i Italien og Europa er en minoritetsstemme, og at den skal kæmpe for overhovedet at have en stemme.
På globalt plan falder antallet af katolikker ikke, men det gør det i Europa, hvor kirken kæmper med synlighed og legitimitet.
Bjørn Thomassen
Professor, RUC
Fordi kirkens økonomi er afhængig af almisser og frivillige bidrag fra dens medlemmer, betyder det også, at kirken fattes midler. Præstemangel og mangel på frivillige i kirkens netværk af institutioner er en stor udfordring i hele Europa.
Europa indtager stadig en central rolle for kirkens organisering og selvforståelse, og Vatikanets placering i Rom kommer aldrig til diskussion. Men hvis man for alvor vil forstå, hvordan det står til med den katolske kirke i verden, skal man kigge mod det globale syd.
Afrika er det kontinent i verden, hvor der bor flest kristne, og Latinamerika er på andenpladsen. Tendensen vil fortsætte, for 50 procent af den globale befolkningsvækst kommer fra Afrika.
I modsætning til Europa er kirken i Afrika ikke udfordret af sekularisme og mangel på tro. Spørgsmålet er ikke, om man tror. Spørgsmålet er, hvad man tror på, og hvilken kirke man vælger.
Og her står den katolske kirke over for en kæmpe udfordring: I hele verden – og i det globale syd i særdeleshed – bliver karismatiske retninger generelt og pinsemenigheden i særdeleshed nemlig ved med at storme frem. Som man ofte siger: ’Den katolske kirke valgte de fattige, og de fattige valgte pinsekirken’.
Den katolske kirke mister tilhængere i Latinamerika
Latinamerika har været katolsk i århundreder, og indtil for nylig mødte kirken stort set ingen konkurrence. I de seneste årtier har kirken imidlertid mistet tilhængere til andre trosretninger i regionen – igen især pinsemenigheden – og ikke-kirkelige tendenser har også vundet frem.
Udviklingen er fortsat under den første latinamerikanske pave. Et godt eksempel herpå er Brasilien, som indtil for få årtier siden var en katolsk bastion. I 2023 viste statistikker for første gang, at katolikker udgør mindre end halvdelen af befolkningen.
Til sammenligning voksede antallet af pinsevenner i Brasilien fra 6,8 til 46,7 millioner mellem 1970 og 2020 ifølge World Christian Database. Og selv om vi har haft en latinamerikansk pave i 12 år, har pave Frans altså på ingen måde vendt om på denne tendens.
Selvsamme tendenser er tydelige i Afrika. En katolsk præst, jeg interviewede i Ghana sidste år, fortalte mig: ”Vi kan slet ikke konkurrere med pinsekirken. Vores tilstedeværelse i medierne svarer til to procent af deres.”
Der spekuleres allerede nu i, at Trump-administrationen vil prøve at påvirke et eventuelt nyt pavevalg i en mere Trump-venlig retning.
Bjørn Thomassen
Professor, RUC
En anden præst forklarede, at pinsekirken har en kæmpe fordel i den løse organisering, der gør det let for lokalbeboerne at etablere deres egen kirke. Derefter kørte han mig rundt i byen og viste de katolske kirker, som lå pænt placeret på mindre bakketoppe.
Men inde i de tæt befolkede urbane områder vokser små pinsemenigheder frem i blikskure og garager. De er helt konkret tættere på folk. Med et kritisk udtryk kalder man ofte pinsebevægelsen for en ”velstandsteologi,” fordi den lover økonomisk succes for dens tilhængere.
Men det ændrer ikke på det faktum, at mange oplever pinsekirken som mere levende og mindre dogmatisk, og den katolske kirke har ikke for alvor fundet et modsvar til den udfordring i det globale syd.
Katolikkerne kommer til Danmark
Den katolske kirke i lille Danmark er knap så synlig for offentligheden. Selv antallet af katolikker her til lands svæver i det uvisse. De katolske menigheder rundt omkring i det danske landskab er udtryk for en levende multikulturel virkelighed, hvor der prædikes på mange forskellige sprog.
Det er også værd at bemærke, at antallet af katolikker i Danmark faktisk er stigende. Det skyldes indvandring fra katolske lande, først og fremmest fra Europa. Polen er således det land, hvorfra der komme flest indvandrere til Danmark, og langt størstedelen af dem er katolikker.
For dem er mindet om en polsk pave en stor og vigtig ting. Men de ved også godt, at det nok ikke kommer til at ske igen inden for en overskuelig fremtid.
Men hvor den næste pave skal komme fra, må tiden vise.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Hvis staten ikke dropper kontroversiel virksomhed, bliver vi en teknologisk vasalstat for USA
- Nato er brudt sammen, og EU er lammet. Nu må vi genoplive idé fra den kolde krig
- Erfarne embedsfolk kræver stop for "stedmoderlig" behandling af boligpolitik
- Rapport: Stor lukkethed præger dansk forsvarspolitik
- Digitaliseringsministeren har næsten kun ansvar for MitID. Det er en ommer























