Forsker: Personalepolitik skal også handle om personalet

KRONIK: Forslaget om en halvering af Rigspolitiet viser, at politikerne i stigende grad bruger offentligt ansatte som brikker i det politiske spil. Det skaber usikkerhed, skriver Caroline Howard Grøn. 

Af Caroline Howard Grøn
Lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Forsker i offentlig ledelse

Som ansat i en offentlig organisation er det et uomgængeligt krav, at man skal trives med at arbejde i en politisk styret organisation, hvor politikerne sætter retningen, mens de offentligt ansatte loyalt fører politikken ud i livet. 

Den arbejdsdeling lægger imidlertid også op til, at der i de offentlige organisationer gives et råderum til, hvordan arbejdspladsen skal indrettes og drives.

Vi taler nogle gange om, at noget er administration (det tager lederne og medarbejdere sig af), og noget er politik (det tager politikerne sig af).

Selvom distinktionen i praksis kan være noget mindre klar, så er den vigtig.

Det bliver vi løbende mindet om i den offentlige debat, når konsekvenserne af en detailstyret drift synliggøres i historier om overdreven dokumentation og for mange regler.

Netop den erkendelse er også en del af grundlaget for, at den nuværende regering har stillet en 'nærhedsreform' i vente.

Alligevel har vi i de senere år set en del eksempler på, at personalepolitik i staten i mindre grad handler om personale og i højere grad handler om politik.

Det er politikernes ret. Men fra et driftshensyn kan man godt sætte spørgsmålstegn ved klogskaben i beslutningerne.

Tørklæder i Forsvaret 
Som et eksempel på personalepolitik, der i højere grad handler om politik end om personale, ser vi i debatten om, hvorvidt man skal have ret til at gå med tørklæde, hvis man er ansat i Forsvaret. 

I den sag har forsvarsminister Trine Bramsen taget tydelig stilling: Det er ikke foreneligt med en ansættelse i Forsvaret at gå med tørklæde. 

Der kan være mange meninger om, hvad et tørklæde symboliserer. Imidlertid er det ikke et funktionelt problem for en række af de lande, vi normalt sammenligner os med. 

I både USA, Norge og Storbritannien må kvindelige, muslimske soldater gerne gå med tørklæde. Det eneste krav er, at de skal kunne gå med hjelm, når en operation kræver det.

Fordel når myndighederne afspejler befolkningen  
Hvis vi kigger på det igennem et personalepolitisk perspektiv, så ved vi, at der er en række fordele, når offentligt ansatte afspejler den befolkning, de skal tjene.

Det medvirker til, at myndighederne fremstår som mere legitime blandt alle befolkningsgrupper.

Samtidig bliver der truffet bedre beslutninger, fordi der er flere forskellige typer livserfaringer repræsenteret rundt om bordet.

Derfor har både Politiet og Forsvaret bevidste strategier, der skal tiltrække medarbejdere med anden etnisk herkomst end dansk. 

Hvis diskussionen om tørlæder i Forsvaret rent faktisk handlede om at sikre dygtige medarbejdere og en velfungerende offentlig organisation, så ville løsningen nok være at spørge det amerikanske forsvar om, hvem der producerer deres tørklæder, og herefter indkøbe et mindre parti.

Problematisk forløb med Rigspolitiet 
Et andet eksempel på en sammenblanding af personale og politik ses i debatten om Rigspolitiets størrelse.

I starten af februar blev der gennemført en fyringsrunde i Rigspolitiet som direkte konsekvens af regeringens bebudede ønske om at omprioritere mellem Rigspolitiet og politikredsene. Mere end 100 medarbejdere blev opsagt.

I samme uge meldte statsminister Mette Frederiksen ud, at hun vil gå efter at flytte yderligere 660 stillinger fra Rigspolitiet ud i kredsene.

Da Politiskolens 300 ansatte bliver holdt uden for regnestykket, svarer det til en halvering af Rigspolitiet.

Bag beslutningen ligger der en strategisk og politifaglig diskussion om, hvordan dansk politi finder den rette balance mellem nærhed og de centrale kompetencer, der er opbygget i Rigspolitiet. 

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor det rigtige balancepunkt ligger.

Men fra et ledelses- og personalemæssigt synspunkt er forløbet problematisk, fordi det skaber usikkerhed for de ansatte.

De bedste siger farvel 
Selv om regeringen ikke umiddelbart kan finde flertal i Folketinget for sit forslag, så skal man som ansat i Rigspolitiet nok være støbt i beton for ikke at lade sig mærke af så drastisk en udmelding fra regeringen – og så endda i samme uge, som alle ansatte skulle sidde på deres kontor og vente på en mail, der ville afgøre deres videre fremtid i organisationen.

Organisationsforskningen viser, at når man på den måde skaber tvivl og usikkerhed om medarbejdernes ansættelsesforhold, så er det de dygtigste medarbejdere, der forlader skuden først, fordi de har lettest ved at gå et andet sted hen. 

Derfor burde man have gennemført den allerede planlagte fyringsrunde så hurtigt som muligt. Og herefter skulle man have ventet med at melde yderligere fyringer og omrokeringer ud, til før man vidste, hvordan man ville gribe dem an.

Nu kan alle ansatte i Rigspolitiet se frem til et langt forhandlingsforløb, hvor deres skæbner er ekstremt usikre. 

Selvfølgelig må ansatte i den offentlige sektor acceptere og finde sig til rette med, at politikerne kan ændre den strategiske retning.

Men kommunikationen om disse ændringer kan foregå mere eller mindre hensigtsmæssigt i forhold til at understøtte den daglige drift, der er kerneopgaven i offentlige organisationer.

Svær balance 
Sir Humphrey, departementchefen i den britiske komedieserie 'Yes, Minister,' der handler om livet i det britiske embedsværk, påpegede det allerede for mere end 30 år siden med sin vanlige sans for livet i bureaukratiske organisationer:

”While it has been government policy to regard policy as a responsibility of Ministers, and administration as a responsibility of Officials, the questions of administrative policy can cause confusion between the policy of administration and the administration of policy."

At balancen mellem politiske og personalemæssige hensyn i offentlige organisationer kan være svær at finde, er altså ikke noget nyt eller noget særligt for den nuværende regering.

Men vi skal blive ved med at prøve. Både af hensyn til de offentligt ansatte og til de ydelser, som de hver dag leverer til borgerene og samfundet. 

Forrige artikel Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen: Det har Rigsrevisionen og Marie Kondo til fælles Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen: Det har Rigsrevisionen og Marie Kondo til fælles Næste artikel Dansk Erhverv: Annulleringer plager konkurrencen om offentlige opgaver Dansk Erhverv: Annulleringer plager konkurrencen om offentlige opgaver