Bliv abonnent
Annonce
Debat

Forsker: Skal AI transformere sundhedsvæsenet, må vi se ud over tidsbesparelser

Sammen kan AI og sundhedsprofessionelle gribe udfordringerne i det gode arbejdsliv og sikre nærvær for både personale og patienter, skriver Victor Vadmand Jensen.
Sammen kan AI og sundhedsprofessionelle gribe udfordringerne i det gode arbejdsliv og sikre nærvær for både personale og patienter, skriver Victor Vadmand Jensen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
19. juni 2025 kl. 04.00

V

Ph.d-studerende, department of interacting minds, Aarhus Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Borgerrettede AI-løsninger skal genvurderes, da de præsenterer en række etiske og juridiske problemer – det har digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen udtalt i Version2 for nyligt.

Kort efter kunne man i Ingeniørens fagblad CareTech læse om, hvordan "kedelige" AI-løsninger rettet mod administrative opgaver derimod er blevet velansete.

For eksempel bruger Roskilde Kommune AI-løsningen Roboref, som hjælper med at skrive referater af jobrådgiveres samtaler med borgere.

Roskilde Kommune fortæller, at Roboref kan spare jobrådgivere 15 minutters administrativt arbejde for hver samtale.

Administrative AI-løsninger som Roboref er altså mere attraktive end borgervendt AI, fordi de kan skabe besparelser med begrænset etisk og juridisk kompleksitet.

Læs også

På sundhedsområdet kunne Danmarks Radio rapportere, hvordan Aalborg Universitetshospital fodrer et AI-system med røntgenbilleder for at vurdere, om der er et knoglebrud på billedet.

På denne måde har røntgenafdelingen kunne nedsætte patienters ventetid fra fem til fire timer.

Ligesom Roboref, så er dette også en form for "kedelig" AI – AI-systemet overtager en opgave, som patienter aldrig ser, men arbejdet dobbelttjekkes stadig af røntgenlæger.

Gør kedelig AI-løsninger faktisk en forskel?

Kedelig AI kan altså give tidsbesparelser i sundhedsvæsenet - skulle man tro.

Professor Dorte Brogaard Kristensen fortalte i en kronik i Altinget, hvordan brystkræftscreening med AI kan give hurtigere resultater.

Til gengæld skal disse resultater også dobbelttjekkes, særligt fordi nogle dele af en mammografi for AI kan ligne tegn på kræft uden faktisk at være det.

Kedelig AI giver mere af det samme – men det er muligt at anvende AI som grobund til at løse de strukturelle udfordringer i sundhedsvæsenet.

Victor Vadmand Jensen

Dorte Brogaard Kristensen sætter da også spørgsmålstegn ved, om teknologien reelt kan spare tid, hvis man medregner tiden, som radiologer bruger på at skulle dobbelttjekke AI-løsningens svar.

Dette minder tydeligt om, hvordan løfterne om tidsbesparelser i Sundhedsplatformen i stedet blev til udskydelse af behandlinger og ekstraarbejder hos læger.

Så hvis AI's tidsbesparelser er usikre, og hvis eventuelle tidsbesparelser ikke nødvendigvis fører til større ændringer, hvad skal AI så gøre for sundhedsvæsenet?

I mit ph.d.-projekt forsker jeg i de etiske dimensioner i sundhedsprofessionelles brug af AI, hvor jeg observerer brugen af AI og interviewer de sundhedsprofessionelle om deres oplevelser af AI.

Jeg har mødt sundhedsprofessionelle, som er dybt skeptiske overfor tidsbesparelser.

For personalet har masser af opgaver, og de forventer ikke, at tidsbesparelserne faktisk fjerner opgaverne og dermed arbejdspresset.

Der er hyggelige minutter at hente

Til gengæld er der eksempler på, at AI kan gøre en forskel for både arbejdskvaliteten og arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet.

Jeg har blandt andet fulgt sundhedspersonale, som bruger et AI-system til at monitorere patienters bevægelser og sikre, at patienter ikke kommer til skade.

Jeg husker tydeligt, da jeg spiste aftensmad med nogle sygeplejersker og terapeuter i løbet af en vagt. 

AI behøver ikke blive endnu en spareøvelse.

Victor Vadmand Jensen

Et nyt AI-system varslede sygeplejersken om, at der var aktivitet på en patients stue.

Frem for at droppe pausen og haste til patientens stue, så kunne hun via AI-systemets live-kamera følge patienten fra personalestuen og se, at alt var i skønneste orden.

Pludselig var der plads til en ordentlig pause og muntert kollegialt samvær, inden sygeplejersken vendte tilbage til patienterne med fornyet energi.

I modsætning til AI til brystkræftscreening blev den sparede tid i denne situation ikke bare udfyldt med flere opgaver.

I stedet fik sygeplejersken muligheden for et par ekstra fredelige, hyggelige minutter i en ellers travl og uforudsigelig hverdag.

AI behøves ikke være en spareøvelse

Det handler ikke kun om aftensmaden, men om muligheden for et roligere og tryggere sundhedsvæsen for alle. Med rekrutteringsudfordringerne i sundhedsvæsenet, så er det netop denne slags forbedringer, som AI faktisk burde føre til.

Samtidig er her også en klinisk gevinst. Sygeplejersken kan nemlig se, om patienten udsætter sig selv for fare – og altså gribe ind, når det kan forhindre en ulykke.

Kedelig AI giver mere af det samme – men det er muligt at anvende AI som grobund til at løse de strukturelle udfordringer i sundhedsvæsenet.

Sammen kan AI og sundhedsprofessionelle gribe udfordringerne i det gode arbejdsliv og sikre nærvær for både personale og patienter.

AI behøver ikke blive endnu en spareøvelse uden opbakning blandt pressede, udkørte medarbejdere.

Det kræver bare, at vi er modige nok.

Artiklen var skrevet af

V

Victor Vadmand Jensen

Ph.d-studerende, department of interacting minds, Aarhus Universitet

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026