Fremtidens udfordringer kræver mere modige og aktivistiske embedsmænd

Hvem skal bidrage med de næste reformideer, med nye strømlinede, enklere og i nogle tilfælde fuldautomatiserede processer med det bedste af kunstig intelligens bragt i spil, med de kreative løsninger, som på en gang gavner borgerne og sparer arbejdskraft?

Hvem skal og kan understøtte, at politikerne får forelagt de barrierer, de absurde eksempler på bureaukratiske vejspærringer, som bør fjernes, for at medarbejderne i vores tilsandede velfærdsmodel igen kan trække vejret mere frit og udfylde rollen som ansat i det offentliges tjeneste på den mest optimale måde?

Hvem skal pege på den lovgivning, som forhindrer os i at realisere de ønskede klimamål og give politikerne et puf i ryggen til at handle på tingene, hvis vi skal nå frem i tide?

Embedsmændenes incitamenter til at eksperimentere og gå nye veje er få og små og ikke altid karrierefremmende.

Lisbeth Knudsen

Hvem skal vise politikerne de regler i vores sociallovgivning, som reelt ikke beskytter borgerne, men forhindrer, at vi kan passe bedst muligt på de demente, og som forhindrer de bedste løsninger til de handicappede?

Hvem skal få politikerne hjulpet til en gennemtænkt prioritering, når svaret ikke er send flere penge, men at noget må skæres bort for at bane vej for noget nyt eller for at imødekomme ændrede behov i befolkningen?

Svaret er selvfølgelig dygtige embedsmænd. Men lige netop her har vi en udfordring. Embedsmændene koncentrerer sig om at holde skuden flydende og driften på sporet, så der ikke begås alt for mange fejl. For det giver møgsager i medierne, som politikerne er helt allergiske overfor. Incitamenterne til at eksperimentere og gå nye veje er få og små og ikke altid karrierefremmende.

Der har helt fra regeringstoppen under statsminister Mette Frederiksens nuværende og den forudgående regering været sendt det tydelige signal, at magten skulle tilbage til politikerne, og at embedsmændenes rolle skulle nedtones.

Der har de senere år i kommunerne været en markant højere udskiftning af kommunaldirektører og fagdirektører end tidligere, fordi kemien med borgmesteren eller byrådet ikke var god. Det har gjort, at embedsmændene mange steder er blevet mere tilbageholdne end godt er i forhold til at udfordre til forandringer eller at præsentere politikerne for nye veje at gå.

Samtidig taler vi om vilde problemer. Om komplekse samfundsudfordringer som mere end nogensinde kalder på et stærkt makkerskab mellem visionære politikere og stærke embedsmænd, der forstår at tænke med, og som har modet til at udfordre egen organisation og implementere forandringer.

På rigtigt mange punkter er vi i et idepolitisk dødvande, hvor de nye tanker ikke kommer fra de politiske partier

Lisbeth Knudsen

Tænketanken Mandag Morgen holdt i samarbejde med konsulenthuset Mannaz i denne uge toplederkonference med netop denne vigtige dagsorden: Hvordan skal fremtidens offentlige ledere navigere indenfor udfordringerne med underfinansieret velfærd, manglende arbejdskraft, store klimaplaner og digitalisering.

Vi afprøvede også med et stærkt panel af oplægsholdere, hvilke kompetencer der vil blive efterspurgt hos embedsmændene i lyset af fremtidens udfordringer, og hvordan vi gør ledelse i den offentlige sektor attraktivt i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for det. Vi gjorde det på en baggrund af at arbejde med et topledertalenthold for Københavns Kommune.

Det gennemgående svar på dagens øvelse var, at der frem for alt er brug hos mod hos embedsmændene. Mod til at tænke nye veje. Mod til at tænke mere tværgående løsninger. Mod til at udfordre det bestående.

På rigtigt mange punkter er vi i et idepolitisk dødvande, hvor de nye tanker ikke kommer fra de politiske partier. Hvor vi ikke i mange år har haft så mange eksternt sammensatte kommissioner, råd og ekspertudvalg som nu. Hvor andelen af tænketanke med forskellige kernekompetencer blomstrer og producerer analyser og indsigter i lange baner.

Men inde i maskinrummet i det offentlige i vores tre styringslag – stat, region og kommuner – har de store strategiske tanker og ideer det sværere, selv om det er her, de ved mest om, hvor skoen trykker.

Vi har nu en 2030-plan netop fremlagt af regeringen, som siger noget om den ønskede fordeling af pengene fra det såkaldte råderum frem mod 2030.