Friis Bachs brud med Radikale er en skilsmisse, alle har ventet på
Selvom Radikale ærgrer sig over at miste et mandat til Venstre, bliver Christian Friis Bach ikke savnet. Og følelsen er gensidig, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA), podcastvært, MinistertidChristian Friis Bach forlader Radikale og skifter til Venstre. Dagens store nyhed som allerede sivede i går.
Fordi Christian Friis Bach er indbegrebet af ordentlighed, som man kender det fra Konservative eller Radikale i gamle dage, informerede han selvfølgelig sit gamle parti først.
Om det så er dem eller ham selv, der har været så venlige at lade historien sive til diverse medier, det ved jeg ikke. Men jeg gætter på Radikale. Hvorfor? Fordi de har motivet: At ødelægge lanceringen. Og fordi han ikke har.
Det var det mindst overraskende partiskifte i nyere dansk politisk historie.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Men i morgen er alting glemt, og det er sådan set også lige meget. For det var det mindst overraskende partiskifte i nyere dansk politisk historie. Væggene på Christiansborg har hvisket om det i mange måneder.
Selvom Radikale ærgrer sig over at miste et mandat, bliver Friis Bach ikke savnet. Og følelsen er gensidig. Det er som en skilsmisse alle har ventet på. Det er nærmest som om, det letter.
Det hele gik galt efter valget, da Friis Bach sammen med den nye radikale leder Martin Lidegaard og hans ligeledes nye næstkommanderende Samira Nawa forhandlede Radikal deltagelse i den nye midterregering på plads. Lidegaard rystede dog på hånden, og regeringsdeltagelsen blev ikke til noget.
Friis Bach var rasende. Både på Lidegaard, men også på trioen Zenia Stampe, Lotte Rod og Katrine Robsøe. Ifølge Friis Bach var det dem – eller i hvert fald Lidegaards frygt for dem – der var skyld i, at ministerposterne glippede. Det fortalte han gerne. Både offentligt. Og vedvarende til alle der har gidet at lytte de seneste halvandet år.
Men bagtaleriet gik begge veje. Folk i partiet har ladet sive, at Friis Bach i virkeligheden bare var sur over, at han gik glip af en ministerpost. Noget han dog selv på det kraftigste har afvist.
Han har endda ladet forstå, at han slet ikke var i spil til en post i regeringen, men derimod skulle have fungeret som gruppeformand, mens lederduoen Lidegaard og Nawa eventuelt suppleret med en holdkæftpost til Zenia Stampe skulle indtage regeringsbænkene.
Ministerpost eller ej, så kunne han ikke lade de kæntrede regeringsforhandlinger ligge. Tilliden til den gamle ven Lidegaard kunne ligge på et lille sted, også når det kom til den generelle positionering af partiet.
Væggene på Christiansborg har hvisket om det i mange måneder.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Friis Bach er kendt som en utroligt dygtig mand. Han har endda været vicegeneralsekretær for FN. Men også som en meget stædig og stridbar herre. Han var ked af, at partiet overlod den uddannelsespolitiske dagsorden til regeringen, da man valgte at stå uden for aftalen om universiteterne. Som klassisk radikal har han haft det svært med de rene hænders politik.
Engang talte man om ham som mulig radikal partileder. Det er mange år siden. Nu er han venstremand. Og som tingene har udviklet sig, vil han passe fint ind. En fjer i hatten til Troels Lund Poulsen.
Ud med Fuglede, der syntes, at det hele var blevet for liberalt, og ind med Friis Bach, der savnede det liberale ovre hos de påståede socialliberale hos Radikale. Og så oven i det pæne Europa-Parlamentsvalg. Så mangler der bare en god regeringsrokade. Spændende bliver det, om Friis Bach er med på regeringsholdet.
Tilbage hos Radikale er Lidegaard på den ene side sluppet af med en tvær og besværlig partifælle. Men slutresultatet er, at den radikale folketignsgruppe er reduceret til kun seks medlemmer. Så lille har den kun været i den korte periode fra 1977-79 i partiets næsten 120-årige historie.
Og hvad man end kunne sige om Friis Bach, så var han faktisk på linje med Lidegaard i langt de fleste emner. Men måske var det også svært for Friis Bach at være i et parti, der så entydigt satser på de unge. Nu er Lidegaard tilbage som den eneste undtagelse.