Genitor: Lad os udvide frikommuneforsøget til ministerier og styrelser

Statsminister Mette Frederiksen sagde i sin åbningstale i 2021, at vi har brug for en Nærhedsreform, hvor vi skruer ned for detailstyring oppefra og skruer op for faglighed og ledelse ude på institutionerne. Og så foreslog hun at frisætte syv kommuner på et af de store velfærdsområder.

Det var ifølge statsministeren en ”ret vild ide”, og hun var selv åben om, at det bliver svært. Men hun tilføjede også, at der ingen fribilletter er:

• Kommunerne skal lave færre skemaer og strategier.
• Fagforeningerne skal lade være med bare at kræve håndfaste regler for sine medlemmer.
• Patientforeningerne må holde igen med at kræve nye rettigheder.
• Forældrebestyrelserne må holde sig i skindet og ikke foreslå en sukkerpolitik oveni økologipolitikken.
• Og Folketinget skal blive bedre til at holde fingrene væk. Også når der er begået fejl.

”Det bliver ikke nemt. Men det kan blive godt” – sagde hun. ”Rigtig godt. Hvis vi tør”.

Vi stempler ind på det hele. Det er en rigtig god ide at frisætte i den offentlig sektor.

Man vasker trapper oppefra

Vi har selv den meget vilde ide, at man kan frisætte ikke bare i den kommunale sektor, men også i den statslige sektor – og måske endda noget så vildt som at frisætte i centraladministrationen. For realiteten er jo den, at når det handler om Nærhedsreformen, så er der givet fribillet til centraladministrationen.

Måske kunne man udvælge syv ministerier eller styrelser, som kunne frisættes fra detailstyring oppefra.

Tina Overgaard og Henning Meldgaard
Partnere, Genitor

Statsministeren vil frisætte fra regulering ovenfra og nævner så: Kommuner, fagforeninger, patientforeninger, forældrebestyrelser og Folketinget. Det er bemærkelsesværdigt, at hun ikke nævner centraladministrationen. Man vasker altså bedst trapper oppefra.

Kan man frisætte ministerier fra noget af Finansministeriets detailstyring? Og kan man frisætte styrelser og institutioner fra noget af departementernes detailstyring?

Vi tror på det og vil gerne give et konkret eksempel, som vedrører hele centraladministrationen: Den finansministerielle stillingskontrol.

Finansministeriets kontrol

Finansministeriet udøver stillingskontrol, og det betyder, at alle ministerierne skal anmode Finansministeriet om godkendelse til oprettelse af stillinger i lønramme 37 eller derover. Anmodningen skal sendes på et særligt skema, og ministeriet skal ifølge budgetvejledningen redegøre for:

• Udviklingen i arbejdsopgaver, som begrunder ansøgningen
• Hvordan og hvor opgaverne evt. hidtil er blevet varetaget
• Organisationsbeskrivelse for hele virksomheden hidtil og efter ansøgningen
• Oplysninger om status for eventuelle ledige stillinger i henhold til Finansministeriets stillingsregister
• Placering i organisationsstrukturen
• Funktions- eller stillingsbeskrivelse
• Forslag til stillingsbetegnelse og lønramme.

Man kan mene, at kontrol er godt. Men når det handler om Finansministeriets stillingskontrol, så er det tilsyneladende ikke godt nok. Rigsrevisionen har i august 2021 i sin beretning om revisionen af statens forvaltning i 2020 kritiseret Finansministeriet for ikke i tilstrækkelig grad at have overvåget, om ministerierne omgår reglerne om stillingskontrol.

Det gør de i mange tilfælde. Rigsrevisionen har undersøgt individuelle kontrakter, som syv ministerier har indgået, og revisionen har fundet fejl i hele 73 procent af dem.