Jakob Ullegård: Policy-formere bør modarbejde intolerance 

KLUMME: En Harvard-professor har lavet banebrydende forsøg der viser, hvordan fysisk nærhed er afgørende for, hvordan vi opfatter andre befolkningsgrupper. Hans arbejde bør være stof til eftertanke på tværs af rigtig mange policy-områder, skriver Jakob Ullegård.

Af Jakob Ullegård
Crown Prince Frederik Scholar, Harvard University

To spansktalende latinoer på perronen på den lokale togstation i få dage var nok til at ændre holdninger til integration og immigration markant blandt pendlerne. Andet skulle der ikke til.

Det er resultatet af et af de forsøg, som professor Ryan Enos beretter om i den opsigtsvækkende og meget relevante bog The Space Between Us.

Enos mission er at vise, hvordan fysisk nærhed og geografi påvirker folks opfattelser af ”andre grupper” mere, end vi tror.

Da stort set alle samfund - inklusiv det danske - bevæger sig i retning af større diversitet, er tankesættet relevant globalt.

Vi ved, hvor "de andre" bor
Afsættet er intuitivt nok: Vi har alle fordomme eller bias overfor andre grupper – det vil sige befolkningsgrupper, som vi ikke selv føler os en del af. Den bias er en naturlig mekanisme for at overleve i en kompleks verden, da vi ikke har krudt til at forholde os til alt og alle hele tiden.

Dét, Enos’ dokumenterer overbevisende, er, at den bias får langt mere magt over vores handlinger, hvis ”den anden” gruppe bor klart adskilt fra os, og hvis den er talstærkt repræsenteret.

Enos fremfører mange forskellige og overbevisende beviser for, at geografisk nærhed er afgørende for vores politiske holdninger og bias. Det hele har afsæt i, at vi alle ved, hvor ”de andre” bor.

Prøv selv at tage et kort over din kommune og se, om du kan pege til det sted, hvor man lettest møder en ”ikke-vestlig indvandrer”, hvilket for mange er en synlig ”anden” befolkningsgruppe.

Enos og hans folk har spurgt tusindvis af amerikanere om det samme, og konklusionen er klar. Folk kunne med overraskende præcision pege til, hvor henholdsvis latinoer, sorte, asiater og hvide boede i deres nærområde.

Med andre ord har vi ganske præcise landkort i vores hoveder over vores nærområde. Ændres de landkort, så ”den anden” gruppe rykker tættere på eller bliver markant mere talstærk, påvirkes vores holdninger.

Når fordommene får magt
Tilbage til togstationerne: I en række meget hvide og meget liberale forstæder spurgte Enos ind til pendlernes holdninger til immigration. Her var man positiv.

Så udvalgte han ti stationer, hvor man dagligt fik to spansktalende latinoer (”den anden gruppe”) til at stå på stationen for at tage med morgentoget ind til Boston – ikke andet. Det skabte en kunstig opfattelse af, at der var flyttet latinoer til området.

Effekten var markant. Holdningerne blandt pendlerne på de ti stationer til latinoer og immigration ændrede sig klart i retning af mindre tolerance efter bare tre dage – og effekten var tydelig efter længere eksponering. Så når ”de andre” kommer tættere på – begynder at pendle med samme tog – får vores fordomme mere magt. 

Tips til policy-formere
Det – og mange andre af Enos’ overbevisende række af eksempler – giver stof til eftertanke. For uanset om man laver integrations-, bolig- eller uddannelsespolitik, betyder geografi altså enormt meget i sig selv.

Hans eksempler viser, at det er afgørende, at forskellige grupper bor i blandede kvarterer, hvis man vil undgå at fordomme får magt. Det bør være afsættet for at undgå fremtidige konflikter og intolerance.

Opgaven er ikke uløselig. Da millioner af irere migrerede til USA, blev de heftigt diskrimineret og var en synlig ”anden gruppe”. Det blev løst over nogle generationer, blandt andet forbi den geografiske adskillelse blev opløst over tid.

Men vores tids migration, som både rummer lag af let afkodelige forskelle i religion og race må forventes at være en større udfordring.

For alle policy-formere er der derfor al mulig grund til at dykke ned i Enos’ spændende forskning for at forstå, hvorfor geografi betyder rigtigt meget for fordomme, vælgeradfærd og konflikter mellem befolkningsgrupper.

---

Jakob Ullegård er tidligere direktør for Danske Rederier, indtil han modtog Crown Prince Frederiks Fund-legatet og med det nu tager et års yderligere uddannelse som MPA-studerende ved Harvard Kennedy School i USA. Hans professionelle karriere startede i partisekretariatet for Venstre på Christiansborg, og han har derudover været politisk rådgiver i Forsvarsministeriet samt været ansat i Landbrug & Fødevarer, Dansk Energi og TDC.

Forrige artikel DF: Hver tiende universitetsuddannelse skal ligge uden for de største byer DF: Hver tiende universitetsuddannelse skal ligge uden for de største byer Næste artikel Claes Nilas: Leder- og kompetenceudvikling skal have et tiltrængt eftersyn Claes Nilas: Leder- og kompetenceudvikling skal have et tiltrængt eftersyn