Jens Nymand: Kommissionen er Danmarks bedste ven i EU

DEBAT: EU-Kommissionen, der ofte må indtage øretævernes holdeplads, er garanten for den gode stemning imellem medlemslandene. Det skal et lille land som Danmark sætte pris på, skriver forhenværende vicegeneraldirektør i EU-Kommissionen. 

Af Jens Nymand Christensen
Seniorrådgiver i Cross Culture Project Association og forhenværende vicegeneraldirektør i EU-Kommissionens generaldirektorat for Uddannelse og Kultur. 

Europa-Kommissionen er en overset og til tider misforstået del af EU-samarbejdet.

Men Kommissionen er af afgørende betydning for sammenhængskraften i hele Unionen og for samtlige medlemmer, og måske mest af alt for et lille land som Danmark.

Kommissionen er garanten for, at en lang række opgaver, der skal løses på europæisk plan, tager udgangspunkt i et dybdegående kendskab til alle landes forhold og interesser, herunder de danske. 

Det betyder naturligvis ikke, at alle Kommissionens forslag er lige tilfredsstillende for Danmark, da den naturligvis skal afveje nationale forhold og interesser i samtlige 27 medlemslande i et samlet europæisk kompromis.

Men Kommissionen ved mere om de nationale forhold end nogen anden administration eller national regering inklusive dem i Berlin og Paris.

En vigtig, men upopulær opgave 
Der er mange, der tror, at Kommissionen trækker sine lovforslag og initiativer op af en hat. Intet kunne være fjernere fra virkeligheden.

Langt over 90 procent af forslagene kommer på bagrund af opfordringer fra Ministerrådet, et absolut flertal i Europa-Parlamentetet eller internationale forpligtelser. 

Når Kommissionens budgetforslag herhjemme bliver kritiseret af en række politikere med statsminister Mette Frederiksen i spidsen, glemmer mange, at danske ministre i årenes løb (og på basis af mandater fra Folketingets Europaudvalg), sammen med deres ministerkolleger, i mange tilfælde har opfordret Kommissionen til at spille ud med ganske udgiftskrævende forslag.

Her skal det nævnes, at Kommissionen faktisk har en ganske lille administration til at løse sine opgaver, hvis man sammenligner med centraladministrationen i de fleste medlemslande.

Det bør samtidig huskes, at på en lang række områder er arbejdsopgaverne overført fra de nationale myndigheder til Kommissionen.

Medlemslandene har derfor i årenes løb kunnet spare stort på personalekontoen. Den hjemlige administration er blevet væsentligt mindre, samtidig med at Kommissionens administration er langt mindre end de akkumulerede nationale besparelser.

Det er en win-win-situation: Opgaverne løses fælleseuropæisk langt billigere, end hvis vi alle løste dem i hver vores nationale administrationer.

Undgår konflikter mellem lande
Kollegiet af de 27 kommissærer har i mange årtier været et meget politisk organ. Men samtidig ser kommissærerne samling og enighed mellem landene som en af sine mest fornemme mål. 

Kommissionen udtaler sig kun kritisk om forhold i et medlemsland, når den vurderer, at det er absolut påkrævet.

Den retsforfølger samtlige medlemslande uanset størrelse, hvis landet ikke overholder lovgivningen eller forsømmer dets forpligtelser.

Derved påtager den sig en svær og ofte meget upopulær opgave. Men det har til gengæld den fordel, at de enkelte lande ikke begynder at angribe eller kritisere hinanden på kryds og tværs. 

Kommissionen er også garanten for, at alles interesser bliver hørt. Det betyder, at den berømte fransk-tyske alliance ikke kan tilsidesætte de små lande. 

I en tid, hvor der skrives en del om, hvor venneløs Danmark er i EU, og hvorfor dette er tilfældet, bør det huskes, at Kommissionen måske er vores eneste permanente ven.

Von der Leyen er tykhudet
Naturligvis bliver det registreret, når den danske statsminister går i flæsket på Kommissionens budgetudspil.

Men Kommissionen og formand Ursula von der Leyen er meget tykhudet, når det kommer til kritik fra medlemslandene. 

På 13. sal i Berlaymont-bygningen, hvor formanden og generalsekretariatet hører hjemme, vurderer man, at den slags udtalelser først og fremmest skal ses i et indenrigspolitisk øjemed.

Lad mig komme med et andet eksempel:  

På et tidspunkt i slutningen af firserne kom en dansk minister med et kraftigt angreb på den daværende formand for Kommissionen, Jacques Delors.

Ministeren sagde i en pressemeddelelse, at han havde talt dunder til Delors, og at han havde gjort det danske synspunkt meget klart under et møde i Ministerrådet.

Da den daværende danske vicepræsident for Kommissionen, Henning Christophersen, kort efter stødte på den pågældende minister, spurgte han ind til presseudtalelsen med en vis undren.

For faktisk havde Delors slet ikke været på mødet, punktet var ikke på dagsordenen, og emnet blev end ikke berørt. Så hvorfor blev Delors nævnt i pressemeddelelsen? 

Og så måtte den danske minister forklare Henning Christophersen, at udtalelsen var skrevet af ministeriet på forhånd. 

God stemning i mødelokalet 
Med andre ord er Kommissionen vant til at være skydeskive i nationale debatter.

Men på trods af det har Kommissionen altid fravalgt at reagere på de mange angreb.

Det skyldes, at når de enkelte kommissærer, og i særdeleshed formanden for Kommissionen, har bilaterale møder med deres nationale kolleger, så er tonen altid venlig, konstruktiv og professionel.

Begge parter ved, at de har brug for hinanden, og at de har en fælles interesse i at finde løsninger. Folk ville helt sikkert blive meget overraskede over, hvor positiv tonen generelt er under langt de fleste møder på højeste politiske niveau i EU.

Når Danmark i dag vælger at have en af de mindste repræsentationer i Bruxelles blandt medlemslande, vi normalt sammenligner os med, så bliver det ekstra vigtigt, at vi aktivt dyrker forbindelserne til Kommissionen. 
 
Samtidig har flere talt om, at vi med Brexit har mistet en tæt allieret.

Intet kunne være fjernere fra virkeligheden. Tyskland (og ikke Storbritannien) er det eneste medlemsland, der har stået skulder ved skulder med Danmark i de værste krisetider.
 
Danmark skal kende sine venner inden for EU.

Forrige artikel Peter Loft og Jørgen Rosted: Topchefer skal aflastes i deres rolle som politiske rådgivere Peter Loft og Jørgen Rosted: Topchefer skal aflastes i deres rolle som politiske rådgivere Næste artikel Morten Schiellerup Bager: Coronakrisen har tvangsdigitaliseret vores hverdag Morten Schiellerup Bager: Coronakrisen har tvangsdigitaliseret vores hverdag