2020’erne er på vej til at blive Rigsrevisionens årti

Rigsrevisionen udfylder et tomrum

Den foreløbige kulmination på udviklingen er nok den beretning om forsvarets beskyttelse af militære områder, der blev afleveret i begyndelsen af september. Rigsrevisionen skriver her,  at formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Forsvarsministeriet har sikret en tilstrækkelig beskyttelse af militære områder mod spionage, sabotage, indbrud og tyveri.

At Rigsrevisionen nu er nået så langt, at den ligefrem skal kontrollere sikkerheden i forsvaret, må betragtes som overraskende, men også som en kærkommen videreudvikling af en myndighedskontrol, der ellers i høj grad er udfordret i disse år. At det er tilfældet skyldes ikke mindst, at Folketingets Ombudsmand i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke er, hvad institutionen engang var.

Det er en særlig styrke ved Rigsrevisionen, at rigsrevisor har ret til at forlange alle oplysninger

Frederik Waage
Professor, Syddansk Universitet

Vi har for nylig med Christian Lundblad fået en ny ombudsmand, der ligesom forgængeren er meget dygtig, og som der er grund til at vente sig meget af.

Lundblad har endnu ikke sat sin egen retning for ombudsmandsinstitutionen, der står over for nogle meget vigtige beslutninger i forhold til videreudviklingen af ombudsmandsinstitutionens fremtid. For ombudsmandsinstitutionen står et andet sted i dag, end den gjorde for 25 år siden.

Dengang frygtede embedsmænd i centraladministrationen såvel som ministre mere end noget andet ombudsmandskritik. At det på nuværende tidspunkt ikke længere forholder sig sådan skyldes mange faktorer, herunder at ombudsmandsinstitutionen for nogle år siden meget markant valgte at skifte stil i forhold til tilgangen til kritik af myndighederne.

Institutionen afskaffede den såkaldte karakterskala for grader af kritik, der blev givet til myndighederne, ligesom den stadig oftere mere så sig selv som mægler frem for dommer, når det gjaldt påtalen af offentlige myndigheders fejl.

Der er meget få principielle og opsigtsvækkende egendriftsundersøgelser fra Folketingets Ombudsmands hånd i de senere år. Og det er blandt andet dette tomrum, som Rigsrevisionen nu fylder ud med sine omsiggribende tilsynsaktiviteter og -beretninger.

Rigsrevisionens særlige styrke

Det er en særlig styrke ved Rigsrevisionen, at rigsrevisor har ret til at forlange alle oplysninger og aktstykker, der efter rigsrevisors skøn er nødvendige for at udføre hvervet. Det betyder i praksis fuld adgang til sagsakter i hele centraladministrationen.

Rigsrevisionens er efterhånden blevet en fuldt udvokset vagthund

Frederik Waage
Professor, Syddansk Universitet

Det er ligegyldigt, om det område, som rigsrevisor undersøger, er tørre tal i en styrelse eller et direktorat langt fra København, eller om der er tale om et politisk minefelt i et departement ledet af et regeringsbærende parti.

I modsætning til Folketingets Ombudsmand er rigsrevisor nemlig ikke forhindret i at undersøge spørgsmål, der har været genstand for samråd eller politisk debat. Rigsrevisors beføjelser er også derfor i realiteten på flere punkter mere vidtgående end de beføjelser, som Folketingets Ombudsmand har, selvom ombudsmandens beføjelser følger direkte af grundloven.

Det ligger imidlertid fast, at Rigsrevisionen på ingen måde kan erstatte domstolene samt råd og nævn som retsgaranti for borgeren. Det er fortsat kun Folketingets Ombudsmand, som borgeren har den direkte klagemulighed til. Ombudsmanden er og bliver ‘second to none’ i borgernes enkeltsager.

Politikernes vagthund

Rigsrevisionen er derimod først og fremmest politikernes egen vagthund. Og man kan konstatere, at institutionen over de senere år har vokset sig større end nogensinde. Det virker som om, at medlemmerne af Folketinget og medierne for alvor er begyndt at få øje på institutionen, der gradvist medvirker til at forøge parlamentets kontrol med den udøvende magt.

Det bemærkelsesværdige er, at udviklingen er sket uden større kommissionsarbejder eller fundamentale diskussioner om Rigsrevisionens rolle i retsstaten. Den er drevet frem af de ansvarlige folk hos Rigsrevisionen i samarbejde med Statsrevisorerne, uden at selve indsatsen har været genstand for videre behandling i ’det store’ Folketing eller i andet regi.

Hvis Rigsrevisionen skal bide sig fast som et kontrolorgan, der handler om mere end klassisk revision, må de fornødne økonomiske midler følge med.

Frederik Waage
Professor, Syddansk Universitet

At Rigsrevisionens efterhånden er blevet en ’fuldt udvokset vagthund', samtidig med at man har ligget under radaren i dagligdagen, illustrerer både nogle af de fordele og udfordringer, der ligger for Rigsrevisionens fokus fremover, når man fokuserer på ressourcer.

Jeg har svært ved at tro, at der kan findes nogen jurister, økonomer eller interesseorganisation, der kan være imod forøget kontrol med den udøvende magt. Men hvis væksten skal opretholdes og Rigsrevisionen skal fortsætte det gode arbejde den allerede gør, må det forventes at kræve flere medarbejdere.

Spørgsmålet er imidlertid, om Folketinget og navnlig de regeringsbærende partier er villige til at give Rigsrevisionen et yderligere rygstød. Allerede på nuværende tidspunkt har Rigsrevisionen langt flere ressourcer end eksempelvis Folketingets Ombudsmand, men institutionen er også forpligtet efter grundloven til at levere et meget omfattende revisionsarbejde i forhold til statsfinanserne for Folketinget.

Hvis institutionen skal bide sig fast som et kontrolorgan, der handler om mere end den klassiske revision, må de fornødne økonomiske midler følge med.