K-kandidat: En stærk hovedstad gavner også provinsen

DEBAT: Siden 2015 har V, DF og S kæmpet om at føre den mest provinsvenlige politik. Men tiltagene har hverken gavnet provinsen eller København, og det er derfor vigtigt, at nogen i Folketinget tør tale hovedstadens sag, skriver Nikolaj Bøgh (K).

Af Nikolaj Bøgh (K)
Folketingskandidat, Frederiksberg

Om kort tid barsler regeringens hovedstadsudvalg under ledelse af erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) med deres endelige rapport.

Den skal føje endnu mere til de meget spændende langsigtede initiativer, vi hidtil er blevet præsenteret for i form af den nye boligø Lynetteholmen i Københavns Havn og det nye erhvervsområde med ni kunstige øer ud for Avedøre Holme.

Alt sammen udmærket og udtryk for et markant kursskifte i forhold til de senere års meget ensidige fokus på at gavne provinsen.

Symbolpolitik af værste skuffe
Siden valget i 2015 har navnlig de store partier, Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, kappedes om, hvem der kunne udvikle forslag, der kunne hjælpe provinsen mest i form af større økonomisk tilskud fra hovedstadskommunerne gennem øget udligning, de gennemgående hovedløse, dyre og resultatløse udflytninger af statslige arbejdspladser og omfordeling af diverse typer af offentlige tilskud, blandt andet inden for byfornyelses- og kulturområdet.

Det har været en usund udvikling, som gradvist svækker hovedstaden og kun i meget begrænset omfang reelt gavner hovedparten af provinsen, som på mange områder i virkeligheden allerede klarer sig fint – navnlig de store byer, som fremfor nogen andre har haft gavn af favoriseringen af provinsen på hovedstadens bekostning.

Ude i de mindre samfund, der, hvor skoen virkelig trykker, der har man ikke mærket meget til den store hjælpsomhed. Symbolpolitik, når det er værst, rent ud sagt.

DF fortsætter i samme spor
Desværre kan man godt frygte, at det ikke afholder de store partier fra at køre videre ad samme spor efter folketingsvalget – uanset hvilken farve, regeringen får.

Lige nu er der stilhed før stormen, men navnlig Dansk Folkeparti har klart tilkendegivet, at man ønsker mere udflytning af statslige arbejdspladser, øget udligning til fordel for provinsen og overførsel på midler fra hovedstadsområdet på mange områder, aktuelt blandt andet i form af den museumsreform, der forhandles i Kulturministeriet, hvor partiets oplæg er at tage store beløb fra de store kunstmuseer i hovedstadsområdet og overføre dem til kulturhistoriske museer i provinsen.

Det vil svække vores samlede kulturudbud og kvaliteten af vores museer, fordi man vil skade noget sublimt, der allerede fungerer, og måske først om mange år få bygget en lignende kvalitet op de steder, som man vil gavne. Det er et eksempel på den politik, vi ikke så gerne skulle have mere af.

Hovedstadens sag
Hele landet har gavn af en stærk hovedstad, som kan fungere som vækstmotor og rumme det ypperste, landet formår på en række områder – med en tydelig forpligtelse til, at det også skal komme resten af landet til gavn.

Den erkendelse er i dag svær at finde på Christiansborg, og der er hårdt brug for flere politikere, der taler hovedstadens sag, og som tænker mere på landets helhed.

For der er mange langt mere effektive måder at gavne udviklingen i yderområderne på end ved at dræne hovedstaden.

En langsigtet regionalpolitik
Hvis man skaber langsigtede, bedre forudsætninger for bosætning i form af flere uddannelsespladser i de mindre byer (en udvikling, der så småt er gået i gang, men kun så småt); bedre infrastruktur, herunder bedre teknologisk infrastruktur; og en delvis gen-decentralisering af nogle af de offentlige serviceområder, der er blevet heftigt centraliseret gennem de seneste ti år, blandt andet på sundhedsområdet, så kan hovedstaden godt få lov til at være hovedstad, samtidig med at man gavner landets yderområder.

Danmark har faktisk brug for en langsigtet regionalpolitik på samme måde, som vi kender det fra de øvrige nordiske lande og fra en række EU-lande.

Så slipper man forhåbentlig for tom symbolpolitik, som primært skader uden at gavne væsentligt.

Hovedstadsudvalget må ikke blive en parentes her op til valget, men bør være det første udtryk for en ny politik, hvor man ser på landets helhed – både hovedstaden og provinsen.

Forrige artikel Djøf: Ro på med udflytning Djøf: Ro på med udflytning Næste artikel Offentlige ledere: Nej tak til detailstyring Offentlige ledere: Nej tak til detailstyring
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Hvorledes måler man en hovedstads "styrke"

    "En stærk hovedstad", hvad er det for en størrelse?

    Er det en metropol med stor produktivitet?

    Er det landecentrum, der evner at kommunikere med hele landet?

    Er det hjørne af landet, hvor de centrale kulturinstitutioner holder til?

    Er der en massiv koncentration af uddannelse og forskning?

    Er det et område, hvor IQ er højere end gennemsnittet for landet?

    Er det et sted hvor alle de bedste beslutningstagere søger hen?

    Er det et sted hvor børn har det bedst under deres opvækst?

    Er der aldrig nogle, der ønsker sig væk derfra?

    Er det et sted hvor det er rart at blive gammel?