Karriereportræt: Kaare Dybvads tidligere rådgiver genvandt troen på det politiske system

INTERVIEW: Siden Kaare Dybvad (S) blev boligminister i sommeren sidste år, har han haft Helge Toksvig Bjerre ved sin side. Nu er parløbet sluttet efter 14 måneders tæt samarbejde. Altinget har talt med Helge Toksvig Bjerre, som ser tilbage på sin tid som særlig rådgiver og frem mod livet som selvstændig.

Fortalt til Thor Stefansson Hiis, journalist, Altinget

"Der er lige så mange måder at arbejde som særlig rådgiver på, som der er ministre. Kaare Dybvads ambition ved at være boligminister var og er, at boligpolitik skal være værdipolitik.

Det skal ikke kun handle om teknikken i, hvor højt et må hus være, hvilke sten man må bruge, eller hvad der skal stå i bygningsreglementet. Det skal være en motor i den måde, vi realiserer velfærdssamfundet på. Og for ham var det vigtigt at finde nogen, som kunne hjælpe ham med at have fokus på fortællingen om, hvad socialdemokratisk boligpolitik er.

For den største fare som minister er, at man arbejder solen sort, og efter fire år har man været rundt og skrue på en hel masse knapper, men det er svært udefra at se, hvad det er, der er forandret. Så det med at binde det sammen og have fokus på fortællingen, har været min opgave. Blackstone-forhandlingerne er et godt eksempel på noget, som teknisk set ikke er den største aftale, men en aftale, der viser noget om, hvilket samfund vi gerne vil have.

Når man starter i et nyt job og en ny organisation, så vil man jo gerne med til alle møder og have en finger med i spillet alle steder. Jeg prøvede at sige til mig selv, at jeg skulle gøre en dyd ud af ikke at komme ind i for meget.

Jeg brugte meget tid på at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre en forskel som særlig rådgiver. Det kunne jeg gøre ved at have det strategisk lange lys på og så arbejde for Kaare – ikke for boligministeren.

Jeg arbejdede i et system, der ikke tog hensyn til, at jeg var der, og derfor er det også det sværeste job, jeg nogensinde har haft. Ikke kompleksitetsmæssigt, men fordi der ikke var nogen, der kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Hvis ikke jeg mødte ind mandag morgen, var der ikke nogen, der ringede og sagde, at der lå en masse ting og ventede på, at jeg kom ind og godkendte dem. For systemet var sådan set lavet til, at jeg ikke var der.

Kommer båden til at sejle hurtigere?
Det betyder, at man også som særlig rådgiver skal passe på med at gå og tro, at man skal være genial hele tiden. Det skal man ikke. Man skal bare gøre det, der gør en forskel.

Så hvis det, der gør en forskel, er det rigtige Facebookopslag, så skal man jo bruge sin tid på det – også selvom man synes, at man er for fin til at skrive Facebookopslag. Nogle gange skal man måske gå ind med et stort smil på læben og klappe ministeren på skulderen og sige: "Det går sgu godt," hvis det er det, man kan mærke, der er brug for. Der er ikke nogen andre, der gør det.

Det engelske rolandshold havde engang en landstræner, under hvem de vandt utroligt meget. Han blev spurgt om, hvad deres strategi var. Han svarede, at hver gang han justerede på noget, så spurgte han sig selv: "Will it make the boat go faster?" Og hvis båden sejlede hurtigere af, at de gjorde et eller andet, så gjorde de det – uanset hvor banalt og ligegyldigt det kunne virke.

Det, synes jeg, er en god rettesnor for én. Man skal passe på, at man ikke arbejder sig selv ihjel, fordi man vil bevise, at man svarer mails hurtigt eller et eller andet dumt. Man skal i højere grad prøve at fokusere på outputtet og se på, hvor man gør en forskel. Uanset hvor mange timer man arbejder på en uge, er vi jo alle sammen bare en dråbe i havet i det store billede.

Kommunikation handler om værdier
Jeg synes, der er brug for mange flere politiske rådgivere. Jeg har selv været ramt af den politikerlede, som jeg tror, de fleste har været ramt af de seneste år. Det med, at man i større eller mindre grad mister troen på, at politik for alvor nytter. Efter jeg selv har været en del af det, har jeg fået en langt større tiltro til det politiske system.

Ikke fordi jeg er farvet som rådgiver, men fordi jeg er blevet opmuntret af, hvor godt man faktisk samarbejder på Christiansborg, og hvor dygtigt et embedsværk vi har – hvilket godt nok er lidt paradoksalt at sige i disse uger, hvor det hele står og gynger. Men i det store billede går jeg ud af politik med meget større forhåbninger til, at det faktisk fungerer. 

Nu starter jeg et nyt bureau op, som skal levere politisk kommunikation og kampagner. Min oplevelse er, at reklamebureauerne tror, at alle politiske problemer kan løses med et slogan og en film, mens kommunikationsbureauerne tror, at det hele kan løses med den rigtige strategiske timing på PowerPointen. Man har svært ved at bygge bro. 

Jeg tror, der er brug for at sammensmelte de to fagligheder bedre. I disse år er det gået op for mange, at det betyder noget, hvilke værdier man kommunikerer. Det er klart, at fagforeninger, NGO'er og erhvervsorganisationer har et naturligt værdigrundlag, de kommunikerer. Men der er mange virksomheder, der har fået øjnene op for, at man nogle gange skal starte et andet sted end ved selve produktet.

I politik findes der ikke quick-fixes
Det, jeg tager med mig fra det her job, er svært at læse sig til – det kan man nok egentlig ikke. Det med at få indblik i, hvordan centraladministrationen arbejder. Hvordan et ministerium og en regeringsbeslutning fungerer. Det skal erfares mere, end det skal læres. Og så får man et endnu skarpere blik for, hvor kompliceret politik er.

Når kommunikationsfolk brænder nallerne på politik, så er det, fordi de tror, at de har opskriften på, hvad der kan ændre det hele. Der er en manglende forståelse for, at man i politik altid skruer på en lille møtrik, og hvis ikke man forstår, hvordan de andre møtrikker i maskinen reagerer på det, så bliver du en elefant i en glasbutik. Der er aldrig noget quick-fix i politik. Det er det lange, seje træk, der gør forskellen.

Jeg kommer til at savne hverdagen på Christiansborg. Det vidste jeg også godt, jeg ville, da jeg sagde op. Jeg synes meget hurtigt, at jeg vænnede mig til at tage til møde i Statsministeriet og sidde på bagsædet i ministerbilen. Det blev jo også bare hverdag. Og så begyndte man også at gå op i, hvorfor fanden de altid laver dårlig vegetarmad om fredagen eller et eller andet.

Man går jo sikkert også op i, om kaffen er sur, i Det Hvide Hus. Men så i det øjeblik jeg trådte ud, så blev jeg meget bevidst om, hvilket rum jeg ikke længere har adgang til."

Forrige artikel Fagredaktørerne guider til et nyt år i dansk politik: Nye borgmestre, ny kontanthjælp og nye tider for landbruget Fagredaktørerne guider til et nyt år i dansk politik: Nye borgmestre, ny kontanthjælp og nye tider for landbruget Næste artikel Magnus Heunicke ansætter ny departementschef Magnus Heunicke ansætter ny departementschef