Karsten Lauritzens bog om turbo-politik vil lidt af det hele, men bider ikke rigtigt fast

Den sidste tids fokus på politikeres arbejdsvilkår og stresssygemeldinger har stort set kun fokuseret på, at det er ”systemets skyld”. Jeg savner, at nogen stiller spørgsmål ved det personlige ansvar, når man som politiker vælger at bruge så meget tid på de sociale medier, uagtet at man faktisk godt kan vælge at lade være.

Et sted i bogen skriver Lauritzen, at politikerne tænker på positionering og genvalg imod egne interesser og ønsker, fordi mediemøllen betinger det. Jeg vil forbeholde mig retten til at spørge, om det nu også er tilfældet?

Jeg synes, Lauritzen falder i samme fælde som mange andre før ham, der undlader at forholde sig til det personlige ansvar for, hvordan man bruger sit politiske mandat. Jeg siger ikke, at ansvaret kun er personligt; blot at det er det også.

Nye og gamle løsningsforslag

I den sidste del af bogen opridser Karsten Lauritzen en række løsningsforslag, som ifølge ham kan hjælpe med at rette op på den krise, vores folkestyre befinder sig i. Mange af løsningsforslagene er hørt før, for eksempel at indføre faste, fireårige valgperioder i Folketinget eller at hæve spærregrænsen.

Men der er også nyere og interessante forslag iblandt.

Et af dem er at komme ”enkeltsagspolitikken” til livs (det fænomen, at politikere profilerer sig på typisk personrelaterede enkeltsager i pressen) ved at skabe et fortroligt rum i Folketinget, hvor ordførerne kan blive orienteret om alle faktuelle forhold i de konkrete enkeltsager.

Dette ville give politikerne et langt bedre grundlag at udtale sig til medierne på – og afholde mange fra at profilere sig på sager, de ikke har dybdegående viden om. Der er andre gode forslag, som i sig selv gør bogen læseværdig.

Fra mit perspektiv mangler der dog et fokus på, hvordan vi kan skabe de bedst mulige betingelser for at udvide vores demokrati på måder, der inddrager borgerne langt mere.

Lauritzen berører kort borgersamlinger som et sympatisk element, men er hurtigt videre. I min optik er der brug for en systematisk styrkelse af borgerinddragelsen i alle decentrale led – det gælder både hvad angår borgersamlinger, borgerbudgetter, muligheder og økonomi til lokale handlefællesskaber, mm. Det var jo præcis visionen om en sådan udvidelse af demokratiet, som gav Alternativet et godt valg i 2015, og som partiet siden har kæmpet for.

Men hvis man skal ned ad den vej, kræver det, at man som politiker tør slippe både tøjlerne og sine egne ideologisk fastlåste idealer, som briten Geoff Mulgan skriver så fremragende om i sin bog ”Another World is Possible”.

I denne mere radikale, men for mig helt nødvendige, optik bliver Karsten Lauritzens løsningsforslag visionsløse. 

Ingen mandagstræner – og så alligevel

I bogens forord tager Karsten Lauritzen på forhånd højde for, at nogle vil mene, han agerer mandagstræner, nu hvor han efter eget exit har så mange gode ideer til, hvordan vi kan forbedre vores folkestyre.

Det efterlader et spørgsmål, som Lauritzen ikke adresserer: Ser han det virkelig som et uundgåeligt vilkår, at man, mens man er folkevalgt, ikke kan komme med kritik af folkestyrets vilkår?

Carolina Magdalene Maier

Og ret må være ret: Man kan ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at der går lidt mandagstræner i den.

Det er nemt at levere en lang række kritikpunkter af noget, man selv kunne have gjort noget ved, dengang man var politiker. Det er fint nok at pege på systemiske forandringer som for eksempel faste valgperioder.

Men at tale for en lempelse af offentlighedsloven eller en ny vederlagsordning for folketingspolitikere (som Lauritzen gør i bogen), når man har været minister i en regering, der har forsvaret de eksisterende regler med næb og klør – det er alligevel for billige point at gå efter.

Det efterlader et spørgsmål, som Lauritzen ikke adresserer: Ser han det virkelig som et uundgåeligt vilkår, at man, mens man er folkevalgt, ikke kan komme med kritik af folkestyrets vilkår? At man ikke kan udtrykke uenighed med sit partis linje i en given sag? Hvorfor stiller han ikke de spørgsmål?

Da jeg blev valgt ind i Folketinget, gik det op for mig, hvor loyale politikere er overfor deres partis politik eller deres partiformands linje – og hvor tydeligt det er at se, når de står og taler imod egne værdier. Det var ubegribeligt for mig, hvordan man som menneske kan få sig selv til at tale imod egne værdier. Og det er det stadigvæk.

Der hvor Karsten Lauritzens perspektiv bliver lidt mere interessant, er når han foreslår, at tidligere politikere og faglige eksperter skal inddrages i arbejdet med at ændre på det, der ikke fungerer.

Ideen om at tidligere politikere, som har erfaringen, og faglige eksperter, som har den nødvendige viden, tilsammen kan udforme ideer til at styrke vores folkestyre, er principielt god.

Forandringerne kommer næppe indefra, synes at være Lauritzens pointe. Det tror jeg, han har ret i. Så længe vi rekrutterer politikere, som vi gør – nemlig ved at det er dem, der selv synes de er gode ledere og som godt kan lide rampelyset, som melder sig – så skaber vi politikere, der ikke frivilligt rejser sig fra taburetten.

Det, synes jeg, er en afgørende pointe i en læseværdig bog, som dog fejler ved at ville for meget på for lidt plads og ved sin mangel på mere banebrydende visioner for folkestyret.