Kronik: Smitter spindoktoren regelrytteren med mistillid?

Af Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol. og ansat i centraladministrationen

Folket har sjældent haft stor sympati for administratorer. Kigger vi tilbage til 1973 og jordskredsvalget, var kritikken af bureaukratiet ikke mindre harsk end i dag. Dengang kastede en frådende Mogens Glistrup sig over offentlige regelryttere og skrankepaver.

Den kritik har fulgt embedsværket lige siden, men er nu blevet overtrumfet af noget langt værre.

For selvom regelrytterkritikken – lad os kalde den det – er krads, er den også en form for adelsmærke. Regelrytteren er i virkeligheden (lidt for) god til sit job. Ordentligheden og faglighed fylder meget, men der mangler måske fleksibilitet over for den situation, borger og underordnede myndigheder står i.

Der kan være lidt for meget juristeri og stivstikkeri.

I dag har den kritik fået en farlig fætter. Mens regelrytterkritikken stadig stikker hovedet frem, er det ikke den, der tilføjer embedsværkets tillidskurve et skarpt knæk. Nej, her er det den farlige fætter, der er på spil – lad os kalde det spindoktorkritikken.

Tidens trend har skubbet embedsmandens politiske rådgivning frem i forreste række.

Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol. og ansat i centraladministrationen

Embedsværket ved en skillevej
Der er – ikke uden rimelighed, men måske nok i rigelighed – tegnet et billede af embedsmænd som spinagtige kommunikationsfolk, der sætter politisk tilpasning over ordentlighed og faglighed. Og her står embedsværket ved en skillevej.

Embedsværket har – og skal have – en politisk orienteret opgave. Men den opgave har ikke samme legitimitet i folkedybet som ordentligheden og fagligheden. Spindoktorkritikken udfordrer embedsmandens legitimitet på en anden og mere fundamental måde end regelrytterkritikken.

Tidens trend har skubbet embedsmandens politiske rådgivning frem i forreste række. I 90’erne tog den politiske motivjournalistik fart – og det var længe før, Facebook og Twitter satte turbo på tendensen.

Hvor embedsmandens ”politiske jeg” før levede skjult og småt, er det ”politiske jeg” i dag kommet ud af ministerens tilrøgede mødelokale og har gjort sit indtog i først dagbladene og senere på de sociale medier. Den træge Jeronimus er blevet bænket af lynhurtige Politicus.

Hvor der i regelrytterkritikken ligger en anerkendelse af et legitimt (højere) formål, kan man ikke sige det samme om spindoktorkritikken. Embedsmandens (offentlige) rolle som politisk rådgiver udsætter embedsmandsstanden for en langt farligere ”framing” end rollen som regelrytter.

”En ydmyg sandhed”
Bo Lidegaard peger i sin analyse ”Fremtidens embedsmand er fanget mellem Facebook og DF” på, at den parlamentariske situation sætter embedsværket i en uheldig position. Yderpartiernes magt over ministerskæbner, gør det opportunt for ministrene at smide embedsmanden ud foran bussen og selv gå fri.

Hvad Bo Lidegaard måske ikke i tilstrækkelig grad tager bestik af er, at det slet og ret er dumt at stille sig midt i busbanen. Det gælder særligt, hvis chaufføren har travlt med at dæmpe gemytterne bag i bussen og ikke har øjnene på vejen. Spørgsmålet er, hvorfor embedsværket står midt i busbanen?

I både den parlamentariske situation og den medieverden, der har været fremherskende de senere år, må embedsværket være bedre til at holde det faglige produkt og den politiske rådgivning adskilt – og kræve, at politikerne kalder politiske prioriteringer ved deres rette navn fremfor at fremlægge dem som et fagligt fait accompli.

Den mexicanske filosof Mauricio Beuchot kalder på ”en ydmyg sandhed” som udgangspunkt for debat og videreudvikling af ideer og tænkning. Begrebet kan rammende bruges til at beskrive embedsværkets opgave.

Der er sjældent nogen objektiv sandhed, men der kan skabes en rimelig fremstilling, der tager højde for forskellige udlægninger af enhver sag. Det er embedsværkets opgave at beskrive og udlægge ”en ydmyg sandhed” – hverken mere eller mindre.

Den ydmyge sandhed kan iklædes en politisk farve: Miljøringen kan være en betalingsring, indflytningen kan være en udflytning, parlamentariske præmisser kan være løftebrud, og fattigdomsydelser kan være en lønforhøjelse til Dovne Robert.

Men den faglige redegørelse skal aldrig starte med det værdiladede begreb, men i en stræben efter ”en ydmyg sandhed”.

Regelrytter er måske ikke et kønt øgenavn, men der findes værre
Det kræver også, at vi alle kommer ud af den vildfarelse, at den faglige vurdering – eller ”den ydmyge sandhed”, om man vil – skal være samstemmende med den politiske prioritering. De to ting har for så vidt intet med hinanden at gøre.

Der kan være god ræson i, at de er samstemmende – men det er ikke en nødvendighed. Og da slet ikke et krav. For hvis man stiller dét krav, er der én naturlig konsekvens – den kan have mange udformninger, men de rimer alle på fake news, halve sandheder og misinformation. Hvis det ikke er legitimt at prioritere politisk, bliver det en nødvendighed at tilpasse virkeligheden til politikken.

Internationalt har politisk polarisering og misinformation lagt amerikanerne og deres politiske system ned (vi må håbe, institutionerne trods alt er mere træge end som så – at de amerikanske regelryttere rider til). Det er selvsagt ikke efterstræbelsesværdigt, og det partipolitisk neutrale embedsværk kan heldigvis være en effektiv stopklods for den udvikling, hvis tilliden til embedsværket bevares og styrkes.

Men embedsværket skal tænke sig godt om; skrankepave og regelrytter er måske ikke kønne øgenavne, men der findes dem, der er værre – og farligere for demokratiet.

Embedsværket skal beskrive ”en ydmyg sandhed” og vejlede om de politiske muligheder. I den vejledning skal de bestyrke ministeren i, at embedsværkets ”ydmyge sandhed” ikke er det samme som ministerens politik. Politikken skal vise sit værd i mødet med ”den ydmyge sandhed” – og ikke i fordrejningen af den.  

Politikere og ministre har friheden til at have en mening. Der er altid politiske principper og prioriteringer, der kan sættes over den fagligt set optimale løsning. Det er af det gode, ikke af det onde.

Det vil også hjælpe tilliden til politikere og ministre godt på vej, hvis det er muligt for vælgere og opposition at se ”den ydmyge sandhed” og principperne hver for sig, inden de ryger i den politiske pølsefabrik.

Dermed kan vi undgå at rette bager for smed og sætte en nødvendig stopper for dele af spindoktorkritikken.

Regelrytterkritikken er måske ikke et adelsmærke, men den kan vi leve med.