Lektor om ytringsfrihed blandt offentligt ansatte: Det er kulturen, den er gal med

Af Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret, Roskilde Universitet

Forleden var formanden for Djøf’s offentlige chefer – Henning Thiesen – ude i et sympatisk ærinde på Altinget. Han roste Ombudsmandens lancering af den digitale Myndighedsguide, der skal hjælpe statslige og kommunale myndigheder til at tackle forvaltningsretlige spørgsmål og dilemmaer, der erfaringsmæssigt giver anledning til vanskeligheder.

Thiesen benyttede lejligheden til at slå et slag for offentligt ansattes ytringsfrihed. ”Gør op med tillidsbrud og tavshedskultur” lød budskabet i erkendelse af, at der bliver ved med at dukke sager op, hvor ansattes legitime ytringsfrihed trædes under fode af de offentlige arbejdsgivere. Thiesens påstand – eller håb om man vil – er, at Ombudsmandens Myndighedsguide kan rette op på situationen.

Budskabet minder således om det, vi har hørt på de sidste mange år fra systemet: Der er ikke brug for at ændre lovgivningen for at sikre offentligt ansatte reel ytringsfrihed, men der er nok brug for en informationsindsats for at styrke kendskabet til reglerne.

Kulturen er problemet
Jeg mener imidlertid ikke, at vi kan blive ved med at skyde skylden for sagerne på manglende information om reglerne. Der er efterhånden udgivet et utal af betænkninger, vejledninger, kodekser med videre, der sammen med Ombudsmandens righoldige og lettilgængelige praksis burde gøre det nemt for enhver chef i det offentlige at sætte sig ind i principperne for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Spørgsmålet er derfor, om ikke det nærmere er kulturen på arbejdspladserne, den er gal med. Altså om det ikke snarere handler om, at medarbejderne udøver selvcensur og ikke tør ytre sig om for eksempel problematiske forhold, fordi de er bange for, at det kan få konsekvenser for ansættelse og videre karriere.

Hvis Djøf skal træde i karakter som en faglig organisation for ikke blot de offentlige chefer, men også de menige embedsmænd, er det derfor på høje tid, at man sætter egne undersøgelser om oplevet pres på ytringsfriheden i værk. Det kan kun gå for langsomt.  

Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret, Roskilde Universitet

I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt og problematisk, at Djøf i modsætning til andre relevante faglige organisationer tilsyneladende ikke har interesseret sig for at undersøge problemets omfang nærmere.

Andre undersøgelser tegner mere dystert billede
Både FTF, FOA og Dansk Magisterforening har gennemført store undersøgelser med flere tusinde respondenter, og de gør det typisk med jævne mellemrum for at tage temperaturen på den reelle ytringsfrihed. De fleste af undersøgelserne tegner et temmelig dystert billede af situationen.

I FOA’s seneste undersøgelse fra 2016 rapporterede for eksempel 30 procent, at de havde oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som offentligheden burde kende til, og det var en klar stigning i forhold til tidligere undersøgelser. Mange havde oplevet, at de eller kolleger havde fået en mundkurv fra ledelsen, og at det havde haft negative konsekvenser at stå frem med kritisable forhold.

2 ud af 3 medlemmer frygtede negative konsekvenser, hvis de udtalte sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejdsplads, i form af for eksempel et dårligt forhold til ledelsen, tjenstlig samtale og belastet psykisk arbejdsmiljø. Undersøgelserne fra FTF og Magistrene viser tilsvarende tal, ligesom de peger på, at frygten for at ytre sig er steget.

I forhold til embedsværket har spørgsmålet om, hvornår man skal sige fra, som bekendt også fyldt i den offentlige debat. En række problematiske sager som statsløsesagen, Tibetsagen og Helle Thornings skattesag var med til at sætte fokus på, hvorvidt de klassiske embedsmandsdyder som for eksempel lovlighed, faglighed og sandhed er blevet trængt for meget i baggrunden i tidens krav om politisk tæft, strategisk rådgivning og pressehåndtering.

Da det Djøf-nedsatte Bo Smith-udvalg fremkom med sin rapport, var konklusionen for så vidt beroligende: De mente, at deres spørgeskema med fiktive cases, som embedsmændene skulle svare på, skabte et samlet billede af, at det ikke stod dårligt til med embedsmandsdyderne, og at der ikke var alvorlige problemer med at sige fra.

Utilstrækkelige spørgsmål i undersøgelse
Det kan imidlertid undre, at hverken Bo Smith-udvalget eller Djøf som organisation har fundet anledning til at spørge, hvorvidt respondenterne rent faktisk havde oplevet problematiske forhold, hvor de følte sig tvunget til at gå på kompromis med eksempelvis fagligheden eller sandheden for at stille chef eller politiker tilpas.

Og at de heller ikke har været interesseret i at spørge mere specifikt til, om embedsmændene oplever, at de rent faktisk kan ytre sig kritisk til leder eller offentlighed i kontroversielle sager, uden at det får ubehagelige konsekvenser.

Djøf er trods alt den relevante faglige organisation for langt de fleste embedsmænd i centraladministrationen, og både spørgsmålet om embedsværkets ansvar og offentligt ansattes ytringsfrihed har som nævnt været sat på den offentlige dagsorden adskillige gange.

I Bo Smith-udvalgets spørgeskema valgte omtrent 20 procent af embedsmændene af eget initiativ at tilføje bemærkninger i den såkaldt åbne svarkategori. I disse kommentarer giver en lang række embedsmænd udtryk for, at de oplever pres fra deres overordnede til at undertrykke klassiske embedsmandsdyder, og at de slet ikke oplever det som en reel mulighed at sige fra, hvis de vil bevare deres job.

Alt for positive konklusioner
Jeg har selv sammen med min kollega Carina Bischoff kritiseret Bo Smith-udvalgets spørgeskemaundersøgelse for at drage lidt for positive konklusioner på et metodisk spinkelt grundlag; en kritik, Bo Smith-udvalget ikke er enig i.

Den debat skal for så vidt ikke åbnes eller udfoldes her. Blot kan der være grund til at gøre opmærksom på, at sådanne diskussioner om tilstanden i embedsværket og mulighederne for at sige fra internt i organisationen eller i offentligheden kunne føres på et langt mere solidt og veloplyst grundlag, hvis vi havde mere konkret viden om tingenes tilstand. Så der hverken er grundlag for mytedannelser om et meget presset embedsværk eller skønmalerier om det modsatte.

Hvis Djøf skal træde i karakter som en faglig organisation for ikke blot de offentlige chefer, men også de menige embedsmænd, er det derfor på høje tid, at man sætter egne undersøgelser om oplevet pres på ytringsfriheden i værk. Det kan kun gå for langsomt. 

.....

Pernille Boye Koch er uddannet cand.jur. fra Købehavns Universitet i 1997 og ph.d. fra samme i 2002. Hun har siden 2014 været ansat som lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet. Pernille Boye Koch har i perioden 1997-98 været fuldmægtig i Miljøministeriet. Hun var lektor i forfatningsret ved Syddansk Universitet 2004-09 og igen 2011-14. Pernille Boye Koch var 1. suppleant til Folketinget i Københavns Storkreds for Det Radikale Venstre fra 2011 til 2015.