Marianne Thyrring: Offentlige ledere må gøre sig det etiske ansvar klart

Af Marianne Thyrring
Direktør, DMI

Vi holdt en lille beskeden julefrokost derhjemme med gode venner. Det var dagen efter, at Statsrevisorerne udkom med deres seneste rapport, som jo rummer nyheder, som gør de fleste bekymrede.

Ved vores julefrokost faldt snakken da også hurtigt på "sagerne": udu i Forsvaret oven på mange andre sager om blandt andet både hvidvask i bankverdenen og rod i udbytteskatten.

Hvor langt er synderegistret mon i vores land?

Der udviklede sig en debat, om det er værst, når tilliden brister, fordi uregelmæssighederne finder sted i den private eller den offentlige sektor.

Og er pressen i øvrigt ikke hårdest ved uregelmæssigheder i den offentlige sektor?

Når nu regeringen og Folketinget skal i gang med at se på "sagerne" og systemerne, er det virkelig mit store håb, at det grundlæggende udgangspunkt vil være tillid.

Marianne Thyrring
Direktør, DMI

Brøden størst i det offentlige
Det er givet, at for erhvervsvirksomheder – private som offentlige – som skiber sig ind i uregelmæssigheder og ulovligheder og dermed påkalder sig offentlighedens opmærksomhed, er det hårdt for de mange medarbejdere, der i hverdagen år ud og år ind loyalt passer deres arbejde.

De føler sig selvfølgelig hårdt ramt af omgivelsernes hårde bedømmelse af deres arbejdsplads.

Men når det kommer til uregelmæssigheder i den offentlige sektor, skal pressen i særdeleshed være på stikkerne. Ikke på en ublu måde. Men i rollen som demokratiets vogtere og borgernes talerør.

Sådan må det være. Det skal vi tåle.

Det skyldes efter min opfattelse, at brøden er størst, når det er skatteborgernes midler og borgernes tillid til systemet, der sættes på spil.

I relationen mellem kunde og virksomhed, hvor tilliden brister, vil kunden i hovedreglen kunne vælge en anden leverandør. Den løsning er ret vanskelig, når der er tale om, at tilliden mellem borgerne og det offentlige brister; dels har vi forlods taget borgernes skattepenge, dels vil borgerne sjældent kunne vælge en anden løsning. 

Ingen skal stå alene
Hvad kalder alt det her så på?

Et åbenbart svar er kontrol, kontrol og kontrol. Det er imidlertid det forkerte svar.

Kontrollen med økonomi, budgetstyring og offentlig produktion skal selvsagt være tilstrækkelig. Og der skal være relevante og tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at disse opgaver kan løses forsvarligt. Men det gør det ikke alene.

Det er tilsyneladende karakteristisk for flere af de sager, som offentligheden har fået indsigt i gennem den sidste tid (Britta Nielsen, udbytteskat med videre), at medarbejderne synes meget alene med opgaverne.

Da Ledelseskommissionen i sommeren 2018 udkom med sine anbefalinger, pegede vi blandt andet på behovet for, at forvaltningscheferne også interesserer sig for driften.

At det er en prioriteret opgave også for den øverste ledelse at tage turen både ned og op i hierarkiet og derved dele ud af sine ledelsesmæssige værdier og forventninger og benytte sig af lejligheden til at forstå konkret, hvordan opgaverne i butikken løses, og hvilken tilgang der er til borgerne.

Kuren er tillid
Når nu regeringen og Folketinget skal i gang med at se på "sagerne" og systemerne, er det virkelig mit store håb, at det grundlæggende udgangspunkt vil være tillid.

Tillid kombineret med kravet til ledelserne om også at bruge kræfter på driften. Og præmiere fokus på driften.

En erkendelse af, at der er grænser for, hvor tyndt de administrative ressourcer kan smøres ud, må også tages med i betragtningen.

Endelig må vi nok erkende, at der vil være folk iblandt os, som vil snyde, som tillader sig selv af begå ulovligheder for skatteborgernes penge, ligegyldigt hvor meget kontrol vi opfinder. Der kan ikke etableres systemer, som er 100 procent vandtætte. Vi kommer ikke til at kunne kontrollere os ud af alle risici.

Men med stærke og stærkt udtalte ledelsesværdier, fokus på udviklingen af driften og fagligt robuste administrative miljøer, kan vi komme et langt stykke ad vejen.