Marianne Thyrring: Jeg tog gerne 30 år mere i staten

Af Marianne Thyrring
Direktør, DMI 

30 år i statens tjeneste!

Er det galt eller godt??

Under alle omstændigheder lidt for sent at stille det spørgsmål. For jeg er netop rullet igennem 30-årsdagen for min ansættelse i den danske stat. Og hertil kommer også fire år i EU-Kommissionen.

Så kan det da snart ikke blive mere støvet, tænker de fleste nok?

Sådan ser jeg ikke på det. Jeg er faktisk parat til at gøre det hele igen.

Den almindelige tillid til embedsværket og samspillet med politikerne er dalende. Det er en skam. Og det er et krisetegn.

Marianne Thyrring
Direktør, DMI

Parat til at tage rejsen igen. Parat til at anbefale unge mennesker at søge job i staten. Parat til at opfordre folk, der gerne vil være ledere, til at kigge indenfor hos os i staten.

Vanetænkning eller substans?

Noget med vane, ja. Men substans er der helt sikkert.

En væsentlig substans
Hvis man er elektriker, murer, tandlæge eller skolelærer kan folk forstå og se for sig, hvad man laver. Og børnene kan forestå og forklare, hvad deres forældre laver.

Jeg er embedsmand. Ikke at forveksle med bedemand. Det er straks lidt sværere at forklare, hvad det går ud på: noget med et kontor, en masse papir og mange møder. Kan det være spændende?

Ja! I høj grad. Alene på grund af den substans, det hele handler om. Velfærdssamfundet.

Som embedsmand får man lov til at arbejde med væsentlige samfundsspørgsmål. Man får lov til at arbejde sammen med og rådgive de folkevalgte politikere og hjælpe dem med at lykkes med det, de gerne vil. Bruge sin faglighed til at finde gode løsninger på svære spørgsmål. Som regel skal mange fagligheder mødes for at finde løsninger.

De seneste år er stoltheden af at være embedsmænd nok desværre reduceret en del. Vi rankes i øjeblikket af befolkningen i diverse tillidsundersøgelser på niveau med både brugtvognsforhandlere og advokater!

Den almindelige tillid til embedsværket og samspillet med politikerne er dalende. Det er en skam. Og det er et krisetegn.

I udlandet betragtes det danske politiske system og embedsværk heldigvis bedre end sit rygte herhjemme. Det på trods af, at vi har nogle skønhedspletter at slås med i øjeblikket.

Den rette rollefordeling
I Ledelseskommissionens anbefalinger har vi fokus på rollefordelingen mellem politikere og embedsmænd. Sammen skal vi styrke den offentlige ledelse og dermed sætte maksimalt fokus på borgerne. Det er jo den legitime interesse, vi har at forfølge i fællesskab.

Vi skal tilrettelægge en velfærdsstat og en service til borgerne, som møder borgerne der, hvor de er og med deres behov. Vi skal arbejde for, at siloer og kassetænkning bekæmpes.

Indimellem får man fornemmelsen af, at Danmark har tilbøjelighed til at falde fra hinanden både vertikalt − på tværs af administrative niveauer − men også horisontalt − på tværs af sektorer.

Dialogen mellem embedsmænd og politikere skal fornyes og kvalificeres til gavn for borgerne og demokratiet. Tilliden skal genskabes. Det er en ‘must win battle’.

Den diskussion kunne jeg godt tænke mig optog sindene mere end den verserende diskussion om, hvorvidt embedsmænd kan − og på hvilke vilkår − afgive vidneforklaringer til Folketinget i bøvlesager.

Tænk, hvis der slet ikke var brug for vidneforklaringer! Tænk, hvis vi blev bedre til − i fællesskab − at gennemføre de forandringer, som skal til i de kommende år, for eksempel forårsaget af den demografiske og teknologiske udvikling, digitalisering med videre.