Mindeord om fhv. ambassadør Jørgen Reimers: Han fulgte sit hjerte og kom på kant med iskolde hjerner

Da jeg landede i Rabat en marts-dag i 1999, medbragte jeg en mental udenrigsministeriel flyttecontainer fyldt med rygter og nederdrægtigheder, og det var dæmret for mig, at en grundlæggende præmis for at overleve i tjenesten var enten en medfødt eller en tilvænnet evne til at sparke nedefter på underordnede og samtidig slikke overordnede et vist sted, mens man fokuserede på at operere i små kliker, der kunne hjælpe en videre i karrieren.

Og så mødte jeg Reimers.

Den første dag på ambassaden stillede jeg iklædt slips og jakkesæt, som jeg hader. Men jeg opfattede det som en nødvendig forberedelse at møde frem i fuld udenrigsministeriel uniform til den obligatoriske introduktionssamtale med den nye chef, ambassadøren.

Et rart menneske

Ind med mig på ambassadørkontoret med dannebrog på skrivebordet og Dronningen og Henrik på væggen og Reimers, der sad og smilede lunt bag sit skrivebord.

Han rejste sig for at give hånd, og så opdagede jeg, at han udover en overraskende t-shirt også var iført korte bukser og sorte kina-slippers, var det vist. So much for udenrigsministeriel dresscode!

Jeg indså hurtigt, at jeg var blevet sat sammen med en ekstraordinær mand, der sagde og gjorde, som han ville, og opdagede, at Reimers trods sin til tider knappe og abrupte facon altid var venlig og forstående, ikke bare overfor mig, men overfor alle han mødte på sin vej.

Han havde benene på jorden, var aldrig for fin eller ophøjet til ting, som andre i samme position ville vægre sig ved.

Lars Zbinden Hansen
Journalist og forfatter

Han var nærmest ubestikkelig venlig – ganske enkelt et rart menneske. Ja, jeg fristes til at sige kærlig overfor omgivelserne.

Han sparkede ikke til nogen, men nøjedes med stiltiende at notere tåbeligheder, når de forekom. Og det gjaldt både for høj og lav, og vi mødte en hel del af begge kategorier i Marokko.

Og så bar han rundt på noget ukarakteristisk for sin alder og position: Han havde benene på jorden, var aldrig for fin eller ophøjet til ting, som andre i samme position ville vægre sig ved.

Men Reimers var desværre blevet 'afkoblet' fra inderkredsen i 'familien', som nogle internt i ministeriet yndede at kalde systemet.

For det første forblev han de senere år som ambassadør i det, man i ministeriet kaldte 'i orbit', nemlig hele tiden på poster i udlandet, uden en vekselvirkning mellem en tjans ude og en tørn på Asiatisk Plads, hvor kuglerne til karrieren støbes, og hvor posterne fordeles.

At være fraværende fra hovedkvarteret er en oplagt risiko for at blive bagtalt i korridorerne.

Fulgte sit hjerte

For det andet havde der udfoldet sig et drama i Athen, da Reimers var ambassadør i den græske hovedstad 1991-1994. Her førte hans hjerte ham sammen med Zoe, der var lokaltansat på ambassaden.

'Det udviklede sig til en intern magtkamp, der blev taget ilde op i København. Men Reimers overlevede som ambassadør, og han kendte sit lod som lidt på kant med systemet efter Athen, og levede med det.

Jeg hørte ham engang med medhør på telefonen afværge en perfidt borende kollega i København spørge ham: "Nå Reimers, hvor længe bliver du så siddende dernede i Rabat?"

Reimers svarede med et skævt smil: "Njoh, her sidder jeg jo godt. Og så ved I jo, hvor I har mig."

Ja, man vidste, hvor man havde Reimers, hvis man forstod at værdsætte en grundlæggende præmis om venlighed, og at hjertet skal have sin plads i alt, hvad vi foretager os.

Reimers fulgte sit hjerte og kom på kant med iskolde hjerner, der styrer begivenhederne. Men han bevarede sin integritet og ikke mindst sin venlighed og viste i hvert fald undertegnede, at der er andre måder at overleve på end magtkampe og uværdige slagsmål.

Ære være hans minde!