Bliv abonnent
Annonce

Minister sender lovforslag om besparelser i høring med frist på en uge – uacceptabelt, lyder det fra gul fagforening

De såkaldt gule fagforeninger kæmper for at få mere politisk indflydelse og ikke stå i skyggen af den etablerede fagbevægelse. Formand Jane Heitmann kritiserer nu, at regeringen sender et lovforslag ud om nye råd under Beskæftigelsesministeriet med høringsfrist på en uge.
De såkaldt gule fagforeninger kæmper for at få mere politisk indflydelse og ikke stå i skyggen af den etablerede fagbevægelse. Formand Jane Heitmann kritiserer nu, at regeringen sender et lovforslag ud om nye råd under Beskæftigelsesministeriet med høringsfrist på en uge.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
11. oktober 2024 kl. 05.00

"Er hun egentlig interesseret i at høre, hvad vi mener?" 

Sådan lyder spørgsmålet fra den såkaldt gule fagforening Krifa efter beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har sendt et lovforslag på knap 100 sider i høring med en uges frist.

Med lovforslaget vil regeringen skære i antallet af regionale arbejdsmarkedsråd og lægge Arbejdsmiljørådet sammen med Beskæftigelsesrådet for at spare 5,5 millioner kroner på administration.

Det har allerede fået hård kritik fra den etablerede fagbevægelse, som i dag er repræsenteret i rådene.

Læs også
 

Nu mener Krifas formand Jane Heitmann - som er tidligere folketingsmedlem for Venstre - at regeringen tromler forslaget igennem for at undgå debat om de gule fagforeningers rolle.

"Når man giver aktører på beskæftigelsesområdet en uge til at dykke ned i lovforslaget, giver det et indtryk af, at man ikke er interesseret i at høre, hvad vi mener. Det synes jeg er et demokratisk problem," siger hun og fortsætter:

"Især fordi regeringen lægger op til at samle rådene i et stort råd, som ministeren skal udpege medlemmer til. Det fortjener, at vi alle sammen får mulighed for at byde ind med svar på et fagligt højt niveau," siger hun. 

Når man giver aktører på beskæftigelsesområdet en uge til at dykke ned i lovforslaget, giver det et indtryk af, at man ikke er interesseret i at høre, hvad vi mener.

Jane Heitmann
Formand, Krifa

Vil have plads ved bordet

Sammen med øvrige såkaldt gule fagforeninger som ASE, Frie og Business Danmark har Krifa allerede inden lovforslagets fremsættelse anmodet ministeren om at tage dem med i betragtning til det nye og større Arbejdsmarkedsråd.

Det sker i forlængelse af, at regeringen i starten af året opgav at lave en permanent trepartsinstitution, hvor de gule forbund også gerne ville have en plads. 

"Vi vil gerne bidrage til det vigtige arbejde i rådene, og forhåbentlig får vi en udstrakt hånd fra ministeren. For hvis man skal leve op til sit demokratiske ansvar, vil det være naturligt at tilbyde os pladser også, så alle stemmer bliver hørt," siger Jane Heitmann med henvisning til, at gule fagforeninger nærmer sig en halv million medlemmer.

Hvad går det nye lovforslag ud på

Regeringen vil fusionere Arbejdsmiljø- og Beskæftigelsesrådet til et nyt Arbejdsmarkedsråd, hvor arbejdsmarkedets parter skal rådgive beskæftigelsesministeren om begge politik-områder.

Samtidig vil den reducere antallet af regionale arbejdsmarkedsråd (RAR) fra otte til fem. De skal desuden have færre medlemmer, men fortsat varetage opgaver som godkendelse af praktiksteder til ledige og lave den såkaldte positivliste over uddannelser, man kan få som ledig.

Øvelsen skal spare r 5,4 mio. kr. i administration. 

Se hele lovforslaget her.

Dit gamle parti har sagt, at de vil trække regeringen i en mere liberal retning. Skal de i din optik sikre jer en plads ved bordet for at leve op til det? 

"Ja, det må være i Venstres interesse, at den demokratiske fordeling er intakt. Nu er der en chance for at rette op på den skæve balance. Lars Løkke har også tidligere sagt, at den danske model trænger til modernisering. Det går jeg ud fra, at han stadig mener," siger hun og bemærker:

"I det nuværende lovforslag har jeg svært ved at se de to partiers aftryk."

Tidligere kritik af korte frister

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ønsker ikke at besvare kritikken, men hendes ministerium skriver i et svar, at lovforslaget er en del af finanslovforslaget og skal træde i kraft til januar.

"Rammerne for de nye råd, herunder opgaver, sammensætning mv., skal fastlægges nærmere i bekendtgørelse. Af samme årsag har ministeriet ikke yderligere bemærkninger til enkelte organisationers repræsentation i rådet på nuværende tidspunkt," lyder det yderligere.

Det er langt fra første gang, regeringen får kritik for at haste lovgivning igennem.

En opgørelse fra Cepos har tidligere vist, at hver tiende lovforslag i statsminister Mette Frederiksen første regeringsperiode havde en høringsfrist på fem dage eller mindre, selv om Folketinget anbefaler fire uger.

I sommer fik Beskæftigelsesministeriet desuden kritik for at sende lovforslagene om nye kontanthjælpsregler i høring med en frist på tre uger midt i sommerferien.

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026