Morten Jarlbæk: Har kommunerne udfordringer med at lytte til borgerne?

DEBAT: Kommunal borgerinddragelse illustrerer nogle udfordringer for demokratiet, som alle beslutningstagere bør forholde sig til, blandt andet at politikere og forvaltning risikerer at smelte sammen i usund grad, skriver Morten Jarlbæk.

Af Morten Jarlbæk Pedersen
Cand. scient. pol., Ph.D.

I Danmark har vi heldigvis indrettet os sådan, at når der skal tages større beslutninger, så bruger vi ofte en hel del energi på at lytte til de personer, der bliver berørt af den beslutning.

Det sker for eksempel, når erhvervsorganisationer i et væk skriver høringssvar til nye lovforslag, eller når kommunerne inviterer borgerne til møder om større beslutninger og omlægninger.

Det er et sundt demokratisk princip; det er nu en gang fornuftigt at lytte til de folk, der har forstand på og/eller bliver ramt af en politisk beslutning.

I centraladministrationen har man sine udfordringer med denne inddragelse – men her har man trods alt øvelsen og systemet på plads. Det har man ikke altid på lokalt plan, hvilket selvsagt kan give betydelige udfordringer, når man så endelig åbner dørene.

Høringer på lokalt plan
Lad mig illustrere med et for mange kendt eksempel, nemlig spørgsmålet om skolesammenlægninger i kommunerne:

I en kommune i Nordsjælland står man netop i disse år foran visse økonomiske udfordringer på skoleområdet. Det har man set mange andre steder gennem tiden, og også i denne kommune udarbejder forvaltningen derfor en række forslag om skolesammenlægninger.

Lad her ligge, at erfaringerne med, at man kan høste økonomiske gevinster ved den slags øvelser, er temmelig begrænsede. Og lad også ligge, at man i denne specifikke kommune nok lige nu oplever et faldende børnetal på skoleområdet, men et stigende på daginstitutionsområdet – børn, der vel må forventes også at skulle gå i skole på et tidspunkt.

På denne baggrund iværksætter man en proces med borgerhøringer og offentlig debat, kulminerende med et endeligt forslag til en ny skolestruktur, som kommunen sender i høring. Så kan enhver nemlig bidrage til at oplyse sagen bedre.

Det skal sikre, at der kan træffes en beslutning, som både giver sundere økonomiske rammer, og som de fleste kan se sig selv i. Alt er fryd og gammen – trods de (som altid når det kommer til skolesammenlægninger) meget store meningsforskelle på området.

Men når beslutningen skal tages, hvad sker så? Har den omfattende inddragelse nogen effekt? Lyttes der reelt til bekymringer, og undersøges alternativer tilstrækkelig nøje?

Dømt til at fejle
Svaret er selvfølgelig nej, og mange står tilbage med oplevelsen af, at hele processen på forhånd var bestemt til ikke at lede nogle vegne.

Derfor formuleres der naturligvis alternativer, som forvaltningen på behørig vis bliver bedt om at kigge nærmere på.

Man beder altså den samme forvaltning, der har udarbejdet de oprindelige forslag, om at undersøge alternativerne fra de kritiske borgere.

Resultatet af forvaltningens analyse er derfor fuldkommen forventeligt: Alternativerne har ingen gang på jord.

Eksemplet her er givetvis illustrativt for noget, man har oplevet i mange kommuner. Og dermed illustrerer processen tre demokratiske udfordringer, som man hos alle politiske beslutningstagere – og måske især på lokalt plan, hvor det ikke nødvendigvis er så tydeligt – nøje bør notere sig. 

Tre udfordringer
For det første at politikere og forvaltning kan risikere at smelte sammen i usund grad. Når det sker, bliver de folkevalgte ikke befolkningens kontrol med forvaltningen, men derimod forvaltningens forstærkede stemme over for borgerne.

Som politiker har man en forpligtelse til altid at udfordre sin forvaltning. Og det er svært – især hvis man har arbejdet tæt sammen med den i flere år.

For det andet viser eksemplet, at borgerinddragelse og høringer i et vist omfang skal have en faktisk effekt, hvis de skal give mening. Og jo mere principiel eller konfliktskabende beslutning, der skal tages – jo større bliver forpligtelsen til reelt at lytte og imødekomme de kritiske røster.

Forvaltningen har ikke nødvendigvis denne forpligtelse, men politikerne har. Spørgsmålet er, om vore folkevalgte (på alle niveauer) er tilstrækkelig bevidste herom, og det bringer os i øvrigt tilbage til punktet ovenfor om at smelte sammen med forvaltningen.

For det tredje understreger dette og lignende eksempler, at forvaltningen ikke er en neutral spiller i det politiske spil. Forvaltningen har til opgave at understøtte den politiske ledelse, og den har også sine egne dagsordener.

Er kommunerne tæt nok på borgerne?
Eksemplet her er på ingen måder unikt.

Når det kommer til lokalplaner, børnehaver, trafikplanlægning og andet, kan man sikkert finde tilsvarende eksempler på, at inddragelse og høring ikke nødvendigvis er så åben og reel, som vi kunne ønske.

Så selvom kommunerne styrer de ting, der er tættest på borgernes dagligdag, kan man spørge sig selv, om kommunerne altid er tilsvarende tæt på borgerne selv?

Forrige artikel Peter Loft: Udskydelse af statslige it-systemer skaber stor usikkerhed Peter Loft: Udskydelse af statslige it-systemer skaber stor usikkerhed Næste artikel Radikal svarer S-ordfører igen: Politikere bør slet ikke have særlige rådgivere Radikal svarer S-ordfører igen: Politikere bør slet ikke have særlige rådgivere