Nævnenes Hus: Vi er fast forankret og i fuld drift – hvad nu?

DEBAT: To år efter oprettelsen af Nævnenes Hus gør styrelsen status. Samme antal opgaver produceres hurtigere end før, og trods udfordringer i opstartsfasen går det i det hele taget godt, skriver direktør Christian Lützen.

Kan du huske allerførste gang? Allerførste kys? Allerførste cykeltur uden støttehjul?

Jeg kan huske allerførste gang, jeg hørte allerførste takt af Nirvanas "Smells Like Teen Spirit".

Det var på en værnepligtig nattevagt i 1991, klokken var to om natten, MTV kørte i baggrunden på vagtstuen i Slagelse: Og pludselig var den der. Bang. En eksplosion af vildskab og smerte og aggression. Forsangeren er død. Bandet er opløst. Men musikken lever. Og oplevelsen fra 1991 sidder stadig i kroppen.

Dengang vi byggede Nævnenes Hus
I januar 2017 sagde jeg til de nye medarbejdere i Nævnenes Hus, at vi ville komme til at skrive historie.

Jeg sagde, at uanset hvad der sker, uanset hvor bumlet en vej vi er på vej ud på, vil vi kunne stå om et år og se tilbage på noget, vi har skabt.

Vores karriere vil indeholde anekdoten om 'dengang vi byggede Nævnenes Hus'. Og vi vil alle
sammen have rygsækken fuld af oplevelser og erfaringer, både de gode og mindre gode.

Jeg lagde ikke skjul på, at der ville være udfordringer. Og at det ganske enkelt ikke er muligt at planlægge og tage højde for alt i et regneark. Så vi kunne lige så godt bede om tilgivelse på forhånd og være stærke i troen på, at det, vi gør, giver så utrolig god mening.

Som jeg skrev om i mit forrige indlæg, så er det netop denne mening, der omfavner kulturen i Nævnenes Hus, og som er med til at binde os sammen.
Viden om, at det arbejde, vi leverer, skaber værdi i samfundet. Den har vi holdt fast i og fundet fælles fodslag i.

Status: Pionerånd og gåpåmod
Nu er vi her så – Nævnenes Hus er skabt, og driften konsolideret. Vi er i gang med at løfte vores kerneopgave. Med færre hænder producerer vi lige så mange sager som før udflytningen, og de nye sager, vi får ind, producerer vi væsentligt hurtigere end før.

Vi er ikke der, hvor vi skal være. Slet ikke. Vi har stadig arv og gæld, der skal bringes ud af verden. Men vi er godt på vej.

Vi har rekrutteret utroligt dygtige medarbejdere og har opbygget en organisation som del af en særdeles stærk juridisk klynge i Viborg-området.

Og så har vi fået det bedste ud af pionerånden og gåpåmodet, som i den grad har præget første del af historien om Nævnenes Hus.

Styrelsens fremtid
I 2019 vil vi fortsætte arbejdet med at bidrage til, at en lang række uafhængige nævn træffer korrekte afgørelser inden for kortest mulig tid, og at vi får ryddet op i gamle sagsbunker.

Vi vil hele tiden forbedre vores produktionskæde, øge produktiviteten og udvikle driftsledelsen.

Vi vil fortsætte digitaliseringen af klagesagsbehandlingen og udvikle og implementere digitale løsninger, som for eksempel machine learning på vores afgørelsesdatabaser.

Vi vil arbejde stenhårdt på at fastholde og udvikle kompetente medarbejdere blandt andet med videreudvikling af vores nævnsskole.

Vi vil styrke vores organisations juridiske færdigheder, og vi vil begynde selv at føre en del af de mange sager, der hvert år anlægges mod den snes nævn, vi sekretariatsbetjener.

Og så vil vi tage det ansvar på os, det er at være sidste administrative instans, og ambitiøst bidrage til en sammenhængende offentlig klagesagskæde til gavn for borgere og virksomheder.

Tid til en ny overskrift
Historien om Nævnenes Hus er ikke færdigskrevet. Overskriften er ikke længere "Udflytning – hvad nu?". Den er snarere "Ny styrelse er fast forankret og i fuld drift – hvad nu?".

Men oplevelserne fra de første år og de mange gange, der var "allerførste", vil altid sidde i kroppen – for det meste som en rigtig, rigtig god fornemmelse.

Forrige artikel Debat: Regeringens ledelsesreform er som kejserens nye klæder Debat: Regeringens ledelsesreform er som kejserens nye klæder Næste artikel SKI til Medicoindustrien: Fælles indkøb går ikke ud over borgerne, tværtimod SKI til Medicoindustrien: Fælles indkøb går ikke ud over borgerne, tværtimod
Rohde efter Rossen-udnævnelse: Viceministre ville øge gennemsigtighed

Rohde efter Rossen-udnævnelse: Viceministre ville øge gennemsigtighed

EMBEDSVÆRK: Folketingets jurister har blåstemplet den nye magtfulde rolle til Mette Frederiksens særlige rådgiver rent juridisk. Men der er masser af andre problemer i den nye ordning, fastholder Jens Rohde (R) og en professor, der kalder det ”uforståeligt”, at Martin Rossen ikke i stedet er blevet minister. R har ikke lagt sig fast på holdning til juniorministre som alternativ.