Debat

Økonomidirektør på Det Kongelige Teater: God ledelse kræver nysgerrighed og respekt

DEBAT: Hvordan leder man organisation med en bred vifte af fagligheder? Man sætter djøferen på udskiftningsbænken og går stuegang, skriver Marie Munk, økonomi- og personaledirektør på Det Kongelige Teater.

Marie Munk har tidligere være vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen og afdelingschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Hun har været direktør på Det Kongelige Teater siden 2016. 
Marie Munk har tidligere være vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen og afdelingschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Hun har været direktør på Det Kongelige Teater siden 2016. Foto: Niels Christian Vilmann Ritzau/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie Munk
Økonomi- og personaledirektør på Det Kongelige Teater

”Jamen, det er jo bare tal!”

Jeg var trådt ind gennem den rigt udsmykkede sceneindgang som økonomidirektør på Det Kongelige Teater med kufferten fuld af strategiovervejelser, målemetoder, en stor portion erfaring med tværoffentlig digitalisering, styring og modernisering i den offentlige sektor. Forudfattede meninger om, hvad der nok kunne gøres bedre. Hvad jeg selv gerne ville opnå og udvikle i det her job. Og mere end 15 års ledelseserfaring fra primært ministerier og styrelser.

De første af mine oplæg og konklusioner blev mødt med anerkendelse og nysgerrighed, men også med den der kommentar: ”Jamen, det jo bare tal. Dem kan man vel stille op, som man vil".

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er jo så min faglighed og mit ledelsesmæssige redskab for at nå frem til beslutninger. Jeg skal bruge data, analyser og solide skøn. Andre i dette fantastiske og komplekse hus excellerer ved at danse og koreografere, spille vidunderligt på et instrument, at sy, bygge og vedligeholde, at undervise og at yde god kundebetjening.

Jeg er leder af ledere indenfor både administrationen og produktionen. Så hvad gør man, når man godt kan mærke, at det ikke er gennem det solide faglige fundament og deraf følgende begreber og ræsonnementer, at medarbejderne ledes og strategien forankres og realiseres?

Læs også

Læg styringsredskaberne til side
I sådan en smeltedigel af kreativitet og dygtige mennesker skal man virkelig udøve ledelse og ikke kun styre.

For mig har det været en bevidst og rigtig god udfordring at lægge alle styringsredskaberne til side for en stund og sætte mig grundigt ind i forretningen.

Der gøres ofte godt grin med, at ledere går på stuegang og stiller en masse dumme spørgsmål. Jeg har lige genset Teatrets tankevækkende opsætning af 'Riget'. Men det er ikke troværdig og stærk ledelse at drage konklusioner og sætte retning, hvis ikke man netop viser sine egne faglige begrænsninger og sætter sig ind i andres faglighed og tankesæt.

Man skal vise nysgerrighed, respekt og forståelse. Så i starten satte jeg satte djøf’eren i mig på udskiftningsbænken. Jeg går ikke på kompromis med min faglighed, men jeg er åben for dialogen om andre perspektiver, og jeg bliver bedre til at tale ind i og give og få feedback i den verden, der skal udvikles. Det betaler sig tilbage med anerkendelse af min faglighed.

Der skal rigtig mange fagligheder til at skabe enestående scenekunst, ligesom der skal udnyttes potentiale fra rigtig mange fagligheder til at skabe en god offentlig sektor.

Mangfoldighed er en forudsætning for moderne og udviklende arbejdspladser og bæredygtige resultater. Men med tværgående samarbejde mellem flere forskellige grupper kommer også forskellige opfattelser, dagsordener og kulturer. En af lederens vigtigste opgaver er at forstå og præge den eller de kulturer, der er. Man skal 'oversætte' krav og retning gennem dialog.

God ledelse handler om respekt og tillid
Vi kan godt foregøgle, at effektive arbejdspladser er der, hvor en tydelig leder sætter retning, og alle forstår og retter ind eller forsvinder. Men det er min erfaring, at selv på relativt fagligt homogene arbejdspladser er medarbejdernes tilgang og modtagerfrekvens forskellige.

Det uformelle netværk, ikke kun det formelle hierarki, får tingene til at ske. Det er respekten og tilliden, der styrer. Hvis man ikke arbejder med den virkelighed og skaber mening for den enkelte i beslutninger og strategier, forsvinder talenterne. Det kræver rigtig meget tålmodighed og tid fra alle – ikke mindst lederen.

Udfordringen gøres ikke mindre af, at man mødes med regler (for eksempel på indkøb), systemer og krav til kontrol, hvor det ikke umiddelbart giver værdi eller er smart i forhold til den enkelte fagprofessionelle. Det opfattes som benspænd og ikke i synk med den private branche, vi som teater samarbejder med og er så tæt på.

Tydelig nok i mine udsagn? 
Der er da situationer, hvor jeg tænker, det var lettere, hvis alle havde samme baggrund som mig. Hvor alle aspekter af en sag lige kunne blive skrevet ned i et notat med formål, baggrund og indstilling og blive besluttet og søgt implementeret.

Samtidig må jeg erkende, at der er mange ledelsesmæssige beslutninger, hvor omfattende sagsgange og bureaukrati kan erstates af en grundig diskussion og tillid. Hvor det for mange grupper med faglig specialviden og dedikation netop giver mening og skaber engagement, som sikrer, at tæppet går præcis klokken 20.

Jeg arbejder konstant med overvejelser om, hvorvidt jeg er tydelig nok i mine udsagn. Om den styringsmodel og dokumentation, jeg bliver sat til at forvalte, giver mening for mig, og hvordan det bliver modtaget af ledere og medarbejdere. Og om jeg går for meget på kompromis i diskussioner med de enkelte afdelingschefer i forhold til de opsatte mål.

Jeg bliver udfordret som leder med klar feedback, helt andre vinkler og holdninger og synlige reaktioner. Det udvikler. Det betyder, jeg bliver skarpere og mere afklaret omkring mit lederskab.

Så hvis ambitionen er at få stærkere, mere innovative og lykkeligere chefer, kan jeg kun anbefale den udfordring, der ligger i at lede på tværs af kultur og faglighed. Vi når godt i mål, også selvom fagligheden skal sættes på bænken fra start.

Dokumentation

Ledelsesugen på Altinget

I samarbejde med Ledelsesugen sætter Altinget i uge 44 fokus på fremtidens ledelse i den offentlige sektor.

Ledelsesugen, der er arrangeret af KL, Danske Regioner og regeringen, samler ledere på alle niveauer i den offentlige sektor til debatter og diskussioner om tendenser, ny viden og gode eksempler indenfor for moderne offentlig ledelse.

Her på Altinget kan du i denne uge læse fem indlæg fra fem offentlige ledere. Med i panelet har vi:

Jette Runchel, Ledelsesambassadør og Kommunaldirektør, Albertslund Kommune

Agnete Gersing, Hospitalsdirektør Herlev og Gentofte Hospital

Stine Johansen, Kommunaldirektør i Helsingør Kommune

Thomas Senderovitz, Direktør for Lægemiddelstyrelsen

Marie Munk, Direktør på Det Kongelige Teater 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie Munk

Økonomidirektør, Det Kongelige Teater, fhv. vicedirektør, Moderniseringsstyrelsen
cand.polit. (Københavns Uni. 1996)

0:000:00