Portræt af FE-chef: Fra Euroman til fængselscelle

Lars Findsen har været chef for nationens to efterretningstjenester og siddet i regeringens sikkerhedsudvalg i knap 20 år samt været portrætteret i Euroman. Nu er han varetægtsfængslet og sigtet for at have lækket statshemmeligheder. Altinget tegner et portræt.

Foto: Celina Dahl / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

En af de mest centrale personer i den danske efterretningsverden de sidste to årtier sidder lige nu varetægtsfængslet. Sigtet for at have videregivet fortrolige og klassificerede statshemmeligheder til fremmede magter.

Ved et retsmøde i Københavns Byret mandag kom det nemlig frem, at det er chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, der siden 8. december sidste år har siddet varetægtsfængslet i en spektakulær spionsag. Og det skal han gøre mindst 25 dage mere frem til den 4. februar.

Det slog en dommer i Københavns Byret mandag fast, da forlængelsen af fængslingen blev behandlet i retten, og navneforbuddet i sagen blev ophævet efter ønske fra Lars Findsen selv.

Læs om selve sagen i boks til højre for artiklen.

Fakta

Sagen blev mandag i Københavns Byret behandlet bag såkaldt dobbeltlukkede døre, så det er uvist, præcist hvad Lars Findsen er anklaget for. Men meget tyder på, at sagen har relation til læk af oplysninger til pressen om en række sager, som Forsvarets Efterretningstjeneste har arbejdet med.

En af de sager involverer Lars Findsen selv og handler om alvorlig kritik af FE fra det uvildige kontrolorgan Tilsynet med efterretningstjenesterne. Kritikken kom frem i august 2020 og fik forsvarsminister Trine Bramsen til at hjemsende Lars Findsen og fire øvrige FE-medarbejdere, mens sagen blev undersøgt af en uvildig kommission. Undervejs er oplysninger om FE's arbejde blevet lækket til flere medier.

Efter anholdelsen af Findsen og tre andre efterretningsfolk 8. december sidste år, har den konstituerede FE-chef og chefen for Politiets Efterretningstjeneste besøgt flere mediehuse og advaret dem om, at det er strafbart at viderebringe fortrolige oplysninger. Desuden er otte journalister blevet indkaldt til afhøring af politiet.

For klog 

Meget tyder på, at Lars Findsen mistænkes for at have videregivet fortrolige oplysninger til medierne. En kilde, der har arbejdet sammen med Lars Findsen gennem adskillige år, tvivler dog på, at FE-chefen var været dum nok til at lække statshemmeligheder til medierne.

”Det ville overraske mig meget, hvis han havde udvist så dårlig dømmekraft. Det er han for klog til,” siger kilden, der ønsker at være anonym.

Kilden betegner Lars Findsen som en af de dygtigste og skarpeste operatører i det politiske miljø.

Tæt på nationens største hemmeligheder

Den 57-årige jurauddannede topembedsmand startede sin karriere i Justitsministeriet i 1990'erne og var blandt andet ministersekretær for daværende justitsminister Frank Jensen (S).

Lars Findsen har siden 2002 siddet med ved bordet i skiftende regeringers sikkerhedsudvalg. Det hemmeligste og mest fortrolige regeringsudvalg, hvor kun statsministeren, udenrigsministeren, forsvarsministeren, finansministeren og justitsministeren har sæde sammen med deres respektive departementschefer og cheferne for politiets og Forsvarets efterretningstjenester.

Læs også

Her gjorde han sin entré, da han blev chef for Politiets Efterretningstjeneste. I 2007 blev Lars Findsen departementschef i Forsvarsministeriet og kørte tæt parløb med daværende forsvarsminister Søren Gade (V) og efterfølgerne Nick Hækkerup (S), Nicolai Wammen (S), Carl Holst (V) og Peter Christensen (V). I 2015 byttede Lars Finden plads med Thomas Ahrenkiel, da Lars Findsen overtog chefposten i Forsvarets Efterretningstjeneste, og Ahrenkiel blev departementschef i Forsvarsministeriet.

Som den eneste har Lars Findsen dermed haft plads i sikkerhedsudvalget i knap 20 år og været helt tæt på nationens største hemmeligheder og mest følsomme arbejde. I december sidste år blev medlemmerne af sikkerhedsudvalget angiveligt orienteret om, at PET agtede at anholde Lars Findsen.

En dag i en spionchefs liv 

I sin tid som efterretningschef har Lars Findsen gjort en stor dyd ud af at åbne tjenesterne overfor offentligheden. Senest ved at holde pressemøder om Forsvarets Efterretningstjenestes årlige risikovurdering og selv stille op til interviews og lade sig portrættere.

Således kunne læserne af herremagasinet Euroman i november 2019 læse et længere interview med Lars Findsen, hvor han også fortalte, hvordan en almindelig dag i en spionchefs liv så ud. Lige fra at stille morgenmad frem til de tre børn til møder med udenlandske efterretningschefer.

I interviewet med Euroman kom Lars Findsen blandt meget andet ind på, at der er grænser for hvor åbenmundet en spionchef kan være.

”Det giver jo ikke mening slet ikke at sige noget, for det er jo almindelig kendt. Og man kan godt snakke lidt uden at gå for langt. Sige lidt uden at sige for meget. Men man skal være disciplineret og opmærksom på, hvad man lukker ud,” sagde Lars Findsen dengang.

Synge for 

Flere kilder peger på, at Lars Findsen langtfra er den traditionelle tørre og stive embedsmand.

På hans kontor i FE's lokaler på Kastellet i København stod en rockguitar i det ene hjørne. Og ved julefrokosterne i efterretningstjenesterne og i Forsvarsministeriet har man ofte kunne finde Lars Findsen med en guitar spille og synge for på sange som 1970'er-klassikeren ”Vi voksne kan også være bange”.

Han er desuden en ivrig lystsejler. De næste 25 dage bliver der dog ikke meget vind i det bølgede hår.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Findsen

Chef, Forsvarets Efterretningstjeneste (hjemsendt), fhv. departementschef, Forsvarsministeriet 2007-15
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)