Juraprofessor: Meget taler for en blød landing i Støjberg-sag

Knastør tone 
Hvis vi zoomer ind på kommissionen, skal vi genbesøge sagen om automatisk tvangsadskillelse af unge par på asylcentre.

Et karakteristisk træk ved netop denne kommissionen er dens navn på dåbsattesten. Den hedder Instrukskommissionen.

Mange af os, der har fulgt sagen, kommer til at vænne os til et så ansigtsløst navn. Valget er dog næppe tilfældigt. Navnet er, ligesom mange af de valgte formuleringer i kommissoriet fra december 2019, holdt i en knastør tone.

Navnet på den absolutte hovedperson, den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), spejder man forgæves efter.

Det er en kommission, som går i gråt tøj, og alt det politiske, som reelt ligger indbygget i sagen, må man tænke sig til.

Kort proces 
Kommissionen kommer til at marchere i galop. Den har fået halvandet år til opgaven, hvis planen holder, og det går hurtigt.

Mange kan stadig huske, at Farum-kommissionen til sammenligning tog ni lange år. For mig at se virker det som et fornuftig valg med kort proces, da sagens hovedindhold isoleret set ikke ligger i den svære ende af jurapensum.

Hvis man tæller lidt på årstallene, vil instruksundersøgelsen formentlig blive gjort færdigt under den nuværende regering.

Hvis der er regnet på årstallene fra koncipisternes side, da de strikkede kommissoriet sammen, er det velbegrundet. Vi vil helst ikke ud i endnu en besynderlige bakgears-øvelse, som i sin tid ramte den famøse Irak-kommission.

Her blev stikket til kommissionen trukket, da en ny regering med en anden farve end den regering, der i 2012 tog initiativ til kommissionen, tiltrådte. Selv om der angiveligt var uro på de indre linjer blandt Irak-kommissionens oprindelige medlemmer, var der måske også lidt politiske undertoner i skrotningen.

Måske, måske ikke på ministerens ordre 
Endelig har vi sagens substans. De centrale personer er her de unge asylpar, som på kontant facon blev adskilt på asylcentrene i en periode.

Måske, måske ikke på ministerens ordre. Det er sådan set hele humlen i sagen. Der er dog gjort en del for at gøre sagen mere kompliceret, end den måske er.

Forløbet kan koges ned til, at den tidligere minister i 2016 melder ud, at unge asylpar skal adskilles. Det sker i en instruks om barnebrude, som angiveligt formidles i form af en pressemeddelelse.

Herefter følger en lang ombudsmandsundersøgelse og hele seks samråd med ministeren i Folketinget, hvor ministeren understreger, at instruksen ikke er en undtagelsesfri ordre.

Det er et udgangspunkt, der kan modificeres alt efter situationen. En kategorisk adskillelse er i strid med Menneskerettighedskonvention, børnekonvention og forvaltningsret, mens en smidig kurs er i orden.

Sådan må man forstå Ombudsmandens granskning af juraen. Et hovedspørgsmål bliver, om instruksen skulle tages for pålydende, eller om der i for eksempel mundtligt form blev sat undertekster på, som åbnede for en sag-til-sag-vurdering?

Spændt for en politisk vogn
Rent bevismæssigt kommer kommissionen til at finde ud af, hvem af nøgleaktørerne i forløbet den vil tro mest på. Den tidligere minister eller de juridiske topembedsmænd? 

Uanset hvad, ender det hele som sagt nok blødt. Det er i hvert fald set før i ansvarsvurderende kommissioner. Der vil sikkert komme nogle panderynker med ind i mellemregningerne, også selv om bundlinjen er frifindelse.

En af flere ubekendte i ligningen kan måske være, at undersøgelseskommissioner er finurlige. Det kan for eksempel ende med en frifindelse, der er pakket så meget ind i forsigtighedsformler, at den 'kun' kan tillægges værdi som en teknisk frifindelse, snarere end en egentlig velsignelse.

Facit bliver stadig, at de involverede slipper af krogen, men ikke fordi de nødvendigvis har 100 procent rene hænder, men fordi kommissionen trækker forsigtighedskortet og dermed forståeligt nok undgår at blive spændt for en politisk vogn.

En frifindelse i strakt arm vil kunne udlægges som et slags uafgjort resultat rent politisk. Det er efter min vurdering også et muligt slutfacit. Også i det lys bliver det nu interessant at følge Instrukskommissionens granskning af en mudret sag.