Professorer: Danmark har brug for et udenrigspolitisk råd til at navigere i den nye verdensorden

Danmark i den nye verdensorden

Anvendelse af hård magt i Europa er igen blevet en realitet, og hegnspæle flyttes hurtigere end forventet. Rusland har rykket sig væk fra Vesten, men det er endnu uklart, hvorvidt Moskvas overfald på Ukraine i bund og grund handler om territorium, eller om det har et strategisk sigte, hvis konsekvenser vi ikke kender.

Rusland forbrødres udadtil med Kina og Indien, men frygter dem på sin vis mere end Vesten. Beijing synes i dag at have overtaget Moskvas historiske styrkeposition i store dele af Centralasien.

Hvad betyder det for Danmark, at Europa er blevet sejlet agterud af en geoøkonomisk akse bestående af autokratier og tech-selskaber i uskøn forening, som beskrevet i Mario Draghis dystopiske tale 22. august?

Anvendelse af hård magt i Europa er igen blevet en realitet, og hegnspæle flyttes hurtigere end forventet.

Morten Heiberg og Rasmus Mariager
Hhv. professor og ekspert i spansk historie og internationale relationer, KU og professor i samtidshistorie, KU

Hvad betyder det for vores egen fremtid, at vores statsminister næppe har den store lyst til at tale med præsidenten for vores tætteste allierede, fordi han gør krav på 98 procent af Kongerigets territorium?

Den flerdimensionelle europæiske krise, tabet af digital suverænitet og ikke mindst valget af Donald Trump til USA's præsident har ændret forudsætningerne for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det er vor tid største opgave at bringe Danmark sikkert ind i den nye verdensorden, der bliver formet i disse år.

Tilsvarende er det en vigtig opgave at identificere, hvilket råderum Danmark vil have i international politik i de kommende årtier.

Ekstraordinære kriser kræver ekstraordinær ekspertise i internationale forhold. Indsigt i historie og kulturforståelse på et højt niveau vil være ren og skær nødvendighed. Vi skal huske på, at kultur ofte trumfer strategi.

En uigennemtænkt udenrigspolitik

Der er ingen tvivl om, at vores politikere gør, hvad de kan, for at fremme Danmarks interesser og skærme os mod forestående trusler. Der er heller ingen tvivl om, at embedsværket i både ministerier og øvrige dele af centraladministrationen arbejder på overtid for at hjælpe politikerne. Store dele af erhvervslivet yder også deres bidrag fra sidelinjen.

Men spørgsmålet er, hvor godt rustet vores beslutningstagere er til at træffe de mest gennemtænkte beslutninger?

Følger vi diskussionen om international politik blandt politikere og beslutningstagere, er niveauet ikke, hvor det burde være, og den offentlige debat om samme emne er heller ikke prangende.

Kendskab til substans og internationalt udsyn mangler. Der er undtagelser fra det generelle billede, og det er glædeligt, men mønstret er tydeligt.

Det er vor tid største opgave at bringe Danmark sikkert ind i den nye verdensorden, der bliver formet i disse år.

Morten Heiberg og Rasmus Mariager
Hhv. professor og ekspert i spansk historie og internationale relationer, KU og professor i samtidshistorie, KU

Tænk bare på den catalanske selvstændighedskamp, som Folketinget på velmenende vis blandede sig i tilbage i 2015. Det tog års diplomati at rette op på forholdet til Spanien efterfølgende. Tre aktuelle eksempler med langt mere vidtrækkende perspektiver kan kort fremdrages:

Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi engageret os i USA's krige, og i den forstand var Danmark en god allieret for USA. Men samtidig er det tydeligt, at afmonteringen af det hjemlige militære beredskab var kortsigtet. Det var først med Ruslands invasion af Ukraine, at denne barske sandhed gik op for de fleste beslutningstagere og den danske offentlighed. Advarsler havde der ellers været nok af.

Et andet eksempel er EU's udvidelse mod øst i nullerne. Det omtales ofte og ganske rigtigt som et nødvendigt svar på den geopolitiske udvikling efter Murens fald. Men den skabte på væsentlige punkter flere problemer end den løste, idet man optog en lang række lande uden nævneværdig demokratisk tradition i et velfungerende politisk og økonomisk fællesskab. Endda uden en overordnet plan.

Det har på tyvende år lammet EU's handlekraft og indskrænket handlerummet i forhold til Rusland.

Når man ikke er enige om noget, er det nemmeste ikke at gøre noget, sådan som Angela Merkel let omskrevet bemærker i sine erindringer.

Nu hævder danske politikere så over en bred kam, at Ukraine skal med i EU, og det er forståeligt, for landet befinder sig i en forfærdelig situation. Men ingen kan angive en meningsfuld måde, det kan ske på. I værste fald vil medlemskabet få EU's institutioner til at bryde sammen. Måske er det derfor, Putin ikke længere ser noget til hinder for et ukrainsk medlemskab.

Et tredje eksempel handler om Nato. Iagttagere af internationale forhold taler hyppigt om, at der bør etableres en europæisk søjle i Nato-samarbejdet, så europæerne kan tage vare på egen sikkerhed. Det lyder flot, det lyder ligefrem rigtigt. Vi har selv udtalt noget lignende.

Men hvad menes der egentlig med en europæisk søjle? Det er der ingen, der har været i stand til at forklare. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre at etablere en dobbeltstruktur i Nato, for hvem skal tage lederskabet, og hvor skal soldater og materiel komme fra – for slet ikke at tale om efterretninger? Vil USA acceptere, at der etableres en europæisk overkommando over de europæiske Nato-styrker?

Diskussionerne om dansk sikkerhedspolitik og det danske forsvar, reform af Nato og EU's udvidelser er vigtige, og derfor er det godt, vi beskæftiger os med dem.

Vores pointe er, at diskussionerne foregår på et overfladisk niveau, ofte uden sans for hvad der skal til, for at få påtænkte beslutninger gennemført, og typisk uden forståelse for hvad de vil medføre.

Det kan vi som nation ikke være tjent med. Måske er problemet, at strategi er for amatører, mens praktik og logistik er for professionelle.

Behov for et udenrigspolitisk råd

Så hvad er vejen ud af denne triste misere? Vi foreslår, at Folketingets partier i fællesskab afsætter midler på finansloven til etablering af et udenrigspolitisk råd.

Det kunne få til opgave at følge den internationale udvikling og belyse de langsigtede tendenser i international politik. Samt analysere hvilke udfordringer og muligheder, disse tendenser frembyder for Danmark på både kort og lang sigte.

Man kunne også anmode rådet om at analysere samspillet mellem dansk udenrigspolitiks forskellige delelementer og formulere konkrete anbefalinger, der kan bidrage til at placere Danmark mest hensigtsmæssigt i forhold de kommende års internationale udvikling.

Følger vi diskussionen om international politik blandt politikere og beslutningstagere, er niveauet ikke, hvor det burde være.

Morten Heiberg og Rasmus Mariager
Hhv. professor og ekspert i spansk historie og internationale relationer, KU og professor i samtidshistorie, KU

Rådet kunne afgive en årlig redegørelse, men samtidig være en platform for løbende analyser, der belyser aktuelle problemstillinger. Med det tempo international politik foregår i for tiden, er rettidige analyser vigtige.

Rådet vil selvfølgelig ikke kunne forudsige, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men ved at have en institution, der løbende analyserer fremtidsscenarier og indhøstede erfaringer på et oplyst grundlag og i dialog med centraladministrationen, vil det være nemmere for beslutningstagerne at træffe mere rationelle beslutninger i en brutal verden, enten før skaden er sket, eller efter den er indtruffet.

Det er formentlig af samme grund, at større lande end Danmark har tilsvarende analyseenheder.

USA har Policy Planning Staff, der blandt meget andet foretager erfaringsopsamling og leverer input til, hvordan udenrigspolitiske beslutninger kommer i overensstemmelse med langsigtede prioriteter i amerikansk udenrigspolitik.

Frankrig har Centre d’analyse, de prévision et de stratégie (CAPS), som kommer med indspil til franske udenrigsministre. Formålet er at fremme Frankrigs indflydelse på den internationale scene.

Men det er ikke kun store lande, der har brug for udenrigspolitiske analyseenheder, det har små lande også.

Et partipolitisk uafhængigt råd

Efter vores opfattelse er det afgørende, at et dansk udenrigspolitisk råd er partipolitisk uafhængigt, og at dets faglige troværdigt er i top.

Det må ikke kunne mistænkes for at pleje særinteresser. Rådets analyser skal være af en karakter, som skiftende regeringer og folketingsflertal samt offentligheden har tillid til.

Men er det overhovedet muligt og realistisk, at et udenrigspolitisk råd vil være i stand til at levere relevant viden til beslutningstagere og offentligheden? Bliver det ikke bare endnu et offentligt finansieret reservat for højtuddannede akademikere?

Det er ikke kun store lande, der har brug for udenrigspolitiske analyseenheder, det har små lande også.

Morten Heiberg og Rasmus Mariager
Hhv. professor og ekspert i spansk historie og internationale relationer, KU og professor i samtidshistorie, KU

Ikke hvis beslutningstagerne følger modellen fra Det Økonomiske Råd, der siden 1962 har leveret uvurderlige analyser af den generelle økonomiske udvikling, de langsigtede udviklingsperspektiver i dansk økonomi samt holdbarheden i de offentlige finanser.

Benytter man denne model, skal et udenrigspolitisk råd bestå af eksperter inden for relevante fagdiscipliner. Konkret vil det sige statskundskab, historie, økonomi, jura og samfundsforskere inden for sprogfagene.

Derudover skal der være et formandskab og et sekretariat med professionelle analytikere, der forstår international politik og har respekt for prioriteringer i dansk udenrigspolitik.

Det Økonomiske Råd er en ganske beskeden institution. Mon ikke det falder inden for rammene af de kommende års forsvarsbudgetter at finansiere et udenrigspolitisk råd?