Professorer: Politiske rådgivere kan få Slotsholmen til at lukke sig om sig selv

KRONIK: Det er forståeligt, at Mette Frederiksen vil styrke sit politiske lederskab ved at placere sin politiske rådgiver, Martin Rossen, centralt i regeringsarbejdet. Men hvis politik kun udvikles på Slotsholmen uden inddragelse af borgerne, kan det skabe populistiske strømninger, skriver Eva Sørensen og Jacob Torfing.

Af Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Ethvert samfund har behov for politisk lederskab, der sikrer, at vigtige problemer og udfordringer sættes på dagsordenen, at nye brugbare samfundsløsninger udvikles, og at der skabes støtte og opbakning til deres gennemførelse.

I de liberale demokratier som det danske er det først og fremmest regeringens opgave at udøve politisk lederskab. Regeringsmagten er placeret i hænderne på ét eller flere politiske partier. Partierne har i valgkampen fremlagt en række politiske ideer og forslag, og dét eller de partier, der danner regering, forventes efterfølgende at supplere og uddybe disse ideer og forslag og omsætte dem til nye politiske løsninger, som regeringen så holdes ansvarlig for på valgdagen.

Forventningen er med andre ord, at de politiske partier i regeringen udøver politisk lederskab og sætter sig i spidsen for samfundsudviklingen.

'Eksekutiv' politisk ledelse
I dag har partierne imidlertid svært ved at levere varen. De gamle massepartier er for længst afgået ved døden. Partierne har ikke særlig mange medlemmer, og dem, der er tilbage, er ikke særligt aktive. På europæisk plan er det kun tre-fire procent af vælgerne, der er medlem af et politisk parti. For nogle partier er det ligefrem blevet svært at opstille egnede kandidater til kommunal- og regionalvalg, og det er stort set umuligt at drive partiorganisationen uden offentlige økonomiske tilskud, der kan finansiere ansættelsen af en professionel stab.

Sammenlignet med tidligere har de store regeringsbærende partier – Socialdemokratiet og Venstre – ikke alene mistet medlemmer, men også deres karakter af at være politiske bevægelser baseret på et vidt forgrenet netværk af organisationer og foreninger, der alle er en del af den samme familie. Socialdemokratiet bestod således i sin storhedstid af parti, fagbevægelse, arbejderkooperationen, oplysningsforbund, dagblade, boligforeninger, idrætsorganisationer og meget mere.

Tilsammen tilvejebragte den brede og aktive medlemsbasis og den velorganiserede og forholdsvis sammenhængende politiske bevægelse et forum for inspiration og diskussion, som partiledelsen kunne trække på. Partiorganisationen genererede en stadig strøm af ideer, krav, ønsker og forslag, som partiledelsen kunne tage til sig, bearbejde og gøre til sine egne.

Manglede partiledelsen en løsning på et aktuelt politisk problem, kunne den konsultere sit bagland ved enten at møde op til et velbesøgt medlemsmøde i partiforeningen eller holde et møde med vennerne i fagbevægelsen. Sådan er det ikke mere. Der kommer ikke mange partimedlemmer til de lokale partimøder, og båndene til diverse organisationer og foreninger er enten blevet kappet eller kraftigt svækket.

Resultatet af denne udvikling er, at det i stigende grad er op til partiledelsen alene at udvikle politik og udøve politisk lederskab. Det politiske lederskab er således meget mere ’eksekutivt’. Det er i stigende grad partiets leder, der lægger den politiske linje, omend i tæt dialog med en lille skare betroede folk.

Regeringsledelse beskydes fra mange sider
Det er et demokratisk privilegium at få lov at danne regering, som Mette Frederiksen nu har gjort det. Man får nemlig dermed lov at være politikførende, omend med respekt for de bindinger, som de mange forligskredse giver.

Man får også mulighed for at råde over en stort og meget kompetent embedsværk, som de øvrige partier i Folketinget kun har begrænset adgang til. Embedsværket kan både inspirere til nytænkning, formulere lovforslag og bidrage med faglig og taktisk rådgivning. Og så er det vel bare at klø på med udvikling og gennemførelse af nye politikker baseret på samarbejdets ædle kunst?

Helt så let er det imidlertid ikke. De politiske problemer og udfordringer er blevet mere komplekse på grund af deres sammenfiltrede og grænseoverskridende karakter og på grund af forskydningen af den politiske magt opad til overnationale organer, nedad til kommuner og lokale institutioner og udad til diverse forhandlingsnetværk. Det er svært for de nationale regeringer at løse problemerne på egen hånd.

Samtidig er partitoppen spændt hårdt for med at bemande de mange regeringsposter og drive regeringsarbejdet fremad, og de får et stærkt og kritisk modspil fra opposition, embedsværk, massemedier og en lang række samfundsorganisationer med speciale i kritisk overvågning af samfundsudviklingen.

Modvinden er en styrke for demokratiet, men giver samtidig svære arbejdsbetingelser for de politiske regeringsledere, som let bliver blæst af brættet, hvis deres politiske ideer og forslag ikke er tilstrækkelig gennemtænkte.

Demokratiet monitoreres
Oppositionspartierne har i stigende grad ansat professionelle analysemedarbejdere, som kan hjælpe dem med at skyde regeringens forslag ned og pege på alternative løsninger. Spørgsmål til ministeren og åbne samråd, hvor alle taler til medierne fremfor med hinanden, er vigtige våben i duellen med regeringen.

Embedsværket har ofte deres egen politiske dagsorden, som i høj grad handler om at bevare status quo og skabe robuste løsninger, der er i overensstemmelse med dominerende faglige strømninger og den særlige kultur i ministeriet. Flere ministre i den tidligere regering har i forbindelse med regeringsskiftet påtalt den inerti, der er i embedsværket, og den magt, som især Finansministeriet har til at rammesætte politikudviklingen på diverse sektorområder.

Den trykte og elektroniske presse overvåger – sammen med de sociale medier – det politiske liv 24/7 og synes at bruge mere tid på taktisk motivanalyse af partitoppens gøren og laden end på diskussion af indholdet af nye politiske forslag og initiativer. Politik bliver i stigende grad til i en glasbowle, hvor intet lades uhørt og uset, og journalister og eksperter står klar til at stikke kniven ind der, hvor det gør mest ondt.

Endelig er der ifølge den engelske professor John Keane gradvist blevet udviklet en ny form for 'monitory democracy', hvor et stigende antal organisationer i form af forskningscentre, analyseinstitutter, interesseorganisationer og tænketanke overvåger samfundsudviklingen og kommenterer på konsekvensen af nye politiske forslag og ideer.

Samlet set betyder hele denne udvikling, at de politiske ledere i regeringen ikke blot selv skal stå for udviklingen af ny politik, men udvikle denne i et minefelt, hvor risikoen for at træde forkert er stor og kan have katastrofale politiske konsekvenser.

Rådgivere styrker politikudviklingen
I denne vanskelige situation kan man bestemt ikke fortænke Mette Frederiksen i at ville gøre brug af politiske rådgivere og placere dem centralt i regeringsarbejdet. Der er et stort behov for kvalificeret input til politikudviklingen, forøgelse af den politiske tankekraft og taktisk politisk rådgivning. Ellers kan det hurtigt gå galt.

Dårlige sager og negativ omtale i medierne tærer på regeringens politiske mod og bremser dens politiske ambitioner. Det er præcis det, Mette Frederiksen vil undgå. Hun virker stålsat på at ville gøre en politisk forskel, som borgerne kan mærke. Og det kræver oprustning i førerbunkeren, så den politiske modvind ikke udvikler sig til et handlingslammende politisk stormvejr.

I sammenligning med andre vestlige lande har vi i Danmark et begrænset antal politiske rådgivere. Politisk rådgivning har traditionelt været opfattet som en rolle for dygtige ministerielle embedsmænd, som dermed har en dobbeltrolle, idet de både skal levere kompetent faglig rådgivning og en vis grad af politisk taktisk rådgivning.

Den dobbeltrolle skal embedsmændene fortsat have, da det sikrer et højt fagligt indhold i politikudviklingen. Men fremfor at politisere embedsværket yderligere er det en god ide for regeringen af supplere de partipolitiske regeringsledere med ansatte politiske rådgivere. Ikke for at pakke dårlige og upopulære politiske forslag ind i spin, sådan som de såkaldte spindoktorer er kendt for at gøre, men for at styrke kvaliteten i politikudviklingen med afsæt i partiets overordnede politiske ambitioner.

Den politiske ledelse kan ikke leve udelukkende af at få et kvalificeret politisk modspil. Den skal også have et kvalificeret medspil, hvis den skal udøve politisk lederskab og udvise handlekraft.

Grobund for antielitære strømninger
De politiske regeringsledere kan nyde godt af den hjælp, de kan få fra dygtige politiske rådgivere, der kan bidrage til at kvalificere og styrke deres politiske lederskab.

Regeringens politikudvikling må dog ikke ende med at blive indkapslet i en glasklokke, hvor regeringslederne sidder og laver politik med deres rådgivere på baggrund af fagligt input fra embedsværket. Det vil nemlig i længden underminere muligheden for at udøve politisk lederskab.

Politiske lederskab kræver følgeskab, og her har forskningen registreret en væsentlig ændring hos befolkningen. Borgerne er ikke længere passive og loyale undersåtter, men aktive, kompetente og kritiske politiske aktører, der forventer at blive taget med på råd og gerne vil have indflydelse på de politiske løsninger, som påvirker deres hverdag.

Hvis man ikke lukker denne nye type borgere ind i politikken, kan det meget vel give grobund for antielitære populistiske strømninger, der lever af at kritisere den siddende regering for at være ude af trit med befolkningens ønsker. Folket kan nemlig med nogen ret få det indtryk, at de folkevalgte politiske eliter har forskanset sig sammen med Djøf'erne på borgen og hevet vindebroen op.

Ud af glasklokken
Politikformulering uden forudgående dialog med befolkningen rummer desuden en stor risiko for, at befolkningens ejerskab til nye politiske løsninger vil være meget begrænset, fordi løsningerne ikke afspejler den virkelighed, som befolkningens oplever. De Gule Vestes oprør mod Macrons klimaregulering er et godt eksempel på, hvordan velmente politiske løsninger undermineres af mangel på folkelig opbakning, som skyldes fravær af dialog.

Udfordringen for Mette Frederiksens nye regering er derfor at supplere politikudviklingen i regeringskontorerne, hvor de politiske rådgivere kan gøre en positiv forskel, med en øget involvering af befolkningen i politikudviklingen. Borgerne har masser af ideer og kan undertiden bidrage til at skabe politisk innovation ved at forstyrre den politiske vanetænkning. De er desuden en uundværlig alliancepartner for Mette Frederiksen og andre regeringsledere med store politiske ambitioner, fordi deres accept af nye politiske løsninger er afgørende for deres gennemførelse.

Opskriften på et stærkt demokratisk politisk lederskab er med andre ord, at regeringen både skal benytte sig at kompetent politisk rådgivning og invitere borgerne ind i diskussionen om, hvordan der kan skabes resultater på klimaområdet, på daginstitutionsområdet, i uddannelsessektoren og på integrationsområdet. Politisk ledelse kræver både et godt politisk håndværk og en bred inddragelse, der skaber større og opbakning.

Forrige artikel Professor: New public management er en del af fremtidens løsning Professor: New public management er en del af fremtidens løsning