Rita Bundgaard: Sagen fra Forsvaret viser vigtigheden af de fire øjnes princip

DEBAT: Det er fint, at både forsvarsministeren og Statsrevisorerne vil sætte mere fokus på kontrol i statens institutioner, men hver enkelt chef må også sørge for klare procedurer og en åben kultur, hvor fejl kommer frem, skriver Rita Bundgaard.

Af Rita Bundgaard
Formand, HK Stat 

Den her sag handler ikke om alle de dedikerede medarbejdere i Forsvaret, som hver dag knokler for vores allesammens sikkerhed.

Sådan rammede forsvarsminister Trine Bramsen tirsdag formiddag sit pressemøde ind, og tak for det.

For sagen rammer offentligt ansatte bredt, og medarbejdere i både Forsvaret, Forsvarsministeriet og andre statslige myndigheder kan nu se frem til nye stikpiller over julefrokosten og spørgsmål om, hvorvidt det hele sejler i det offentlige? 

Det gør det naturligvis ikke. Vi scorer stadig højt på internationale ranglister for effektiv administration. Og lavt på korruption.

Så husk, at hvis du skal til julefrokost med en af forsvarets ansatte, så giv dem et klap på skulderen – og spørg måske, om de vil have en ekstra snaps.

De fire øjnes princip
En sag som denne burde ikke kunne opstå, for vi har jo allerede ganske klare regler. Vi har de fire øjnes princip, og det er meget klart, at ingen alene må købe, betale og godkende bilaget for de samme varer.

Derfor er det heller ikke en bølge af nye stramninger og regler, vi har brug for. Men bedre og helt faste procedurer for, hvordan vi lever op til reglerne i alle hjørner af staten.

Det var netop en af de ting, som statsrevisorerne kritiserede med deres ord om, at Forsvarsministeriet "ikke har levet op til sit ansvar for at tilrettelægge regnskabsvæsenet og kontrollere, at reglerne overholdes".

Snyd og svindel kan under ingen omstændigheder tolereres, og alle sten skal vendes, sagde forsvarsminister Trine Bramsen på tirsdagens pressemøde, og ministeren gentog dermed statsrevisorerne, der lægger op til en bredere undersøgelse af kontrolmekanismerne i statsapparatet.

Det offentliges troværdighed
Og det er en rigtig god ide.

Der er fint at få set bredt på procedurerne og stillet spørgsmålet, om vi har flere steder i staten, hvor en person kan varetage alle led i en betaling.

Den seneste sag fra Forsvarsministeriet viser tydeligt, hvor vigtig vores offentlige administration er.

En velfungerende troværdig administration er helt afgørende for vores samfundsmodel, som Altingets egen Rasmus Nielsen også påpeger i en kommentar:

"Skandalen fra Forsvarets Ejendomsstyrelse kan få tilliden til embedsstanden til at dykke yderligere. Det truer i sidste ende opbakningen til det offentlige forbrug," lyder det.

Der er grund til at tage den kontante advarsel alvorligt. Og hvad gør vi, når det, der ikke burde kunne ske, alligevel forekommer?

Åben kultur med plads til fejl
Alle statslige arbejdspladser og myndigheder skal naturligvis overholde de fire øjnes princip. Altid. Og ledelsen i hver enkelt styrelse skal sikre klare procedurer for, at der aldrig kan være mindre end fire øjne på et bilag.

Men vi er også nødt til at udvikle en kultur, hvor man på de statslige arbejdspladser helt naturligt og i langt højere grad taler om fejl og håndterer uregelmæssigheder.

Vi har brug for et opgør med frygtkultur og den lukkethed, der alt for ofte holder de statsansatte fra at ytre sig om forhold på deres arbejdsplads.

Her har hver enkelt chef et ansvar for at skabe en åben kultur og for at lytte. Men de politiske ledere skal i høj grad også udstikke den åbne kurs.

Forrige artikel Forskere: Inddragelse af medarbejdere i ledelsesopgaver har mange faldgruber Forskere: Inddragelse af medarbejdere i ledelsesopgaver har mange faldgruber Næste artikel Claes Nilas: Sådan kan embedsfolk arbejde med at genoprette tilliden Claes Nilas: Sådan kan embedsfolk arbejde med at genoprette tilliden