Holstein: Rossen efterlader sig dybe spor

ANALYSE: Styrkelsen af de folkevalgtes magt over for embedsværket står tilbage, efter Martin Rossen har takket af. Den udvikling kommer til at fortsætte, så længe Mette Frederiksen er statsminister.

Da Martin Rossen onsdag blev hyldet efter alle kunstens regler ved sin afskedsreception på Arbejdermuseet, kunne ingen være i tvivl om den særlige rådgivers betydning for statsminister Mette Frederiksen (S). 

Men selvom det unikke forhold mellem Rossen og Frederiksen ikke kan kalkeres, er den øgede politiske styring fra Statsministeriet ikke bundet op på Rossens person. Som Mandag Morgen nu kan berette, vil styrkelsen af Statsministeriet tværtimod intensiveres efter Rossens farvel.  

I offentligheden har debatten om Martin Rossen meget handlet om strukturen med en særlig rådgiver, der med sin deltagelse i centrale udvalg som Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget i realiteten var vicestatsminister.

Det var en struktur med åbenlyse svagheder, fordi Rossen ikke formelt kunne kaldes i samråd og stilles til ansvar. Ikke desto mindre lægger Mette Frederiksen nu op til, at flere særlige rådgivere kan deltage i de centrale udvalg.

Opgør med "Yes minister"
Baggrunden er den kamp om indflydelse mellem embedsværk og politikere, der er blevet intensiveret de senere år.

For Mette Frederiksen og Martin Rossen var tiden med Thorning-regeringen et skrækeksempel på, hvad der sker, når embedsmændene får for meget magt. Set fra deres synsvinkel blev den økonomiske politik styret af embedsmændene i Finansministeriet snarere end af de folkevalgte politikere.

Den opfattelse var det ikke kun Mette Frederiksen og Rossen, der havde. Allerede dengang kritiserede de tidligere socialdemokratiske formænd Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen, at embedsværket i Finansministeriet fik lov at køre med klatten uden at blive udfordret.

Havde Nyrup haft muligheden for at lave en lignende politisk styrkelse af Statsministeriet tilbage i 1993, hvor han dannede sin første regering, havde han gjort det. Men den slags er sværere at praktisere i en flerparti-regering, hvor de andre partier våger over deres ressortområder.

Målbevidst strategi
For Mette Frederiksen er styrkelsen af Statsministeriet ganske enkelt en udvidelse af demokratiet, fordi den giver de folkevalgte større muligheder for at sætte sig igennem. En pointe, hun igen og igen fremhæver,

Det har helt konkret betydet, at dagsordenen i Koordinationsudvalget og i Økonomiudvalget nu bestemmes af det politiske niveau. Tidligere var det normalt, at departementscheferne lavede dagsordenen til disse afgørende møder. For Mette Frederiksen og Rossen var det et oplagt eksempel på manglende politisk lederskab.

Bred frustration
Selvom der har været kritik af Rossen-konstruktionen fra oppositionen, var der også i de borgerlige regeringers tid betydelig frustration over, at embedsværket havde så stor indflydelse.

Her var det især Justitsministeriet, der stod for skud. Det var en udbredt opfattelse blandt borgerlige politikere, at man i Justitsministeriet var rigtig gode til at fortælle, hvorfor ting ikke kunne lade sig gøre – og mindre gode til at anvise veje til rent faktisk at nå de folkevalgtes politiske mål.

Det såkaldte burka-forbud er et eksempel, der ofte bliver hevet frem: I 2009 forsikrede Justitsministeriets embedsmænd om, at et sådant forbud ville stride mod såvel grundloven som internationale konventioner. Til stor frustration for Konservative, der sad med justitsministerposten.

Og så alligevel, i 2018, blev ”tildækningsforbuddet” alligevel gennemført – uden det blev kendt grundlovsstridigt eller på kant med konventionerne.

Svær balance
Det er en delikat balance, for selvfølgelig har embedsmændene både ret og pligt til at sige fra, hvis de møder politiske ønsker, der er lovstridelige.

Det er ikke noget tilfælde, at tendensen til øget magt til embedsværket kom i forlængelse af Tamilsagen, hvor embedsmændene havde været for føjelige over for daværende justitsminister Erik Ninn-Hansens (K) ulovligheder. 

Men det er lige så klart, at både domstole og embedsværk i centraladministrationen loyalt og ubetinget skal gennemføre de folkevalgtes ønsker, så længe det er inden for lovens grænser. Det har ikke altid været tilfældet. 

Derfor er det heller ikke sandsynligt, at styrkelsen af Statsministeriet bliver rullet tilbage, den dag der igen kommer en borgerlig regering. De folkevalgte er over en bred kam opsatte på at erobre magten tilbage – og et dominerende statsministerium er et afgørende element i dette.

Forrige artikel Året, hvor embedsmændene mistede magten Året, hvor embedsmændene mistede magten