Statsministeren smed politisk håndgranat til KL-topmøde: "Et tæppefald for det velfærdssamfund, vi kender"

SVM-regeringen har iscenesat sig selv som reformregering. Indtil videre har store bededag og kandidat-reform på universitetsområdet stjålet billedet som en lille forsmag på noget større.

Det leverede statsministeren så til gengæld i går på KL’s topmøde i Aalborg. Et tæppefald for det velfærdssamfund, vi kender, uden at vi endnu kan se konturerne af, hvad det er for en ny velfærdsmodel 2.0, der skal komme ud af hovedreparationen. Et tæppefald serveret med en bevidsthed om, at bare det at tale om behovet for fornyelse svarer til at rokke ved en dansk kronjuvel om fri og lige adgang til de velfærdsydelser, som samfundet stiller til rådighed.

Ved adskillige lejligheder har jeg her på Altinget dristet mig til at skrive, at vores højt besungne velfærdssamfund var ved at sande til. At oplevelserne af realiteterne ude i landets 98 kommuner ikke svarede til udmeldingerne, ambitionerne og festtalerne fra Christiansborg. At borgernes forventninger til og forestillinger om, hvad velfærdssamfundet anno 2023 bør kunne levere, i mange tilfælde trods alle gode hensigter er nogle helt andre end realiteterne.

Kommunernes formand, borgmester Martin Damm, formulerede det på samme topmøde sådan, at der er nødt til at indfinde sig en ny politisk ærlighed både på nationalt og lokalt niveau. Den har vi manglet længe. Når man på Christiansborg vedtager minimumsnormeringer i daginstitutioner og vuggestuer vel vidende, at det vil være helt urealistisk at skaffe det antal uddannede pædagoger, som borgerne stilles i udsigt, så er det ærligheden svigter. Og den type eksempel er ikke enkeltstående.

Ni ud af ti kommuner oplever, at borgernes forventninger til velfærd er blevet markant større de senere år. Den slags har en naturlig opdrift, og de kommende generationer af ældre og unge har ikke mindre men flere forventninger til service og ydelser fra det offentlige. Men virkeligheden går i den modsatte retning. Både på grund af økonomiske ressourcer og på grund af mangel på personale.

Nu har statsministeren lagt en håndgranat på bordet. Hvor længe skal der gå med implementering af velfærdsmodel 2.0?

Lisbeth Knudsen

Sidste gang, vi skulle have en stor reform af den offentlige sektor, hed kodeordet New Public Management. Herefter skulle effektiv arbejdstid og alle arbejdsprocesser registreres og kontrolleres og optimeres og spildtid fjernes. Skøn blev til rettigheder og de individuelle behov blev til standarder. Nu svinger pendulet den anden vej. Nu skal personalet frisættes til at være selvstyrende små grupper tættere på borgerne. Institutionerne skal frisættes med egne bestyrelser og have mulighed for at sætte egne regler for hverdagen, aktiviteterne og indholdet. Individuelle rettigheder skal ændres til skøn og sund fornuft.

Fremover vil vi ikke nødvendigvis have samme retskrav på velfærdsydelser, som vi har i dag. ”Så man kan sige; rettigheder på et papir, har jo kun en værdi, hvis der er et velfærdssamfund, hvor der er muskler nok, og der er medarbejdere nok. Og vi mangler faktisk begge dele,” konstaterede statsministeren, mens hun oplistede udfordringerne med demografien, arbejdskraften og de 21 milliarder kroner, der skal til for at det offentlige bare kan følge med udviklingen på et status quo niveau i 2030.

Statsministeren prøvede at italesætte, at velfærdssamfundet ikke er en servicestation, hvor man kan køre forbi og tanke op. Det skal mere opfattes som et fællesskab af engagerede medborgere. Men vi har for længe siden gjort kommunerne til servicestationer, og det bliver en ekstrem svær proces at lukke for tankstationen og vænne borgerne af med at se dem selv som forbrugere af ydelser i et velfærdssupermarked. Og er varerne ikke på hylderne, så klager vi.

Nu har regeringen taget fat på de første spæde skridt til at fortælle om en ambition, der vil omkalfatre den offentlige sektor, men der er stadig rigtig meget varm luft i den fortælling. Statsministerens tale i går modtages med høflig opmærksomhed, men tag ikke fejl af, at kommunerne oplever, at de skal levere på besparelserne før staten har leveret sin del af aftalen i form af markante regelsaneringer.

I de kommende måneder skal kommunerne og regeringen så lægge arm om besparelser på de administrative omkostninger for tre milliarder kroner og besparelser på jobcentrene på yderligere tre milliarder kroner. Statsministeren lagde op til et flerårigt samarbejdsprogram om det, hvor hun lovede, at der også ville blive kigget på antallet af medarbejdere i staten, der er vokset med 40 procent på fem år.

Nu har statsministeren lagt en håndgranat på bordet. Hvor længe skal der gå med implementering af velfærdsmodel 2.0?

For at løse de store udfordringer for velfærdssamfundet er det afgørende at sikre forståelse og opbakning i befolkningen. Uden borgernes opbakning og vilje til at yde ofre vil det – flertalsregering eller ej - være meget svært for vores folkevalgte og det politiske system at håndtere.

Det er i virkeligheden et opgør med det universelle princip i vores velfærd, som Mette Frederiksen er inde og pille ved.

Lisbeth Knudsen

Hvis regeringen nu som flertalsregering begynder at dreje på nogle af de store tandhjul i vores velfærdssystem og vores samfundsstrukturer, så kan det ikke gøres som en tyv om natten, der snupper de varme hveder fra os.

Så lykkes det ikke ved at holde nogle fine pressemøder – altid med tre ministre, en fra hvert hold. Så lykkes det ikke ved at holde en tale på KL’s topmøde. Eller ved blot at smide plan efter plan på bordet.

Det gør det ikke, fordi vi har diskuteret nogle af de her ting i 10 år eller mere. Fordi det er en supertanker, der skal have en ny retning. Så skal borgerne tages med på den nye rejse – på den nye forståelse af, hvad det er for en vision for det nye velfærdssamfund, vi skal forestille os. Og her efterlader både statsministeren og andre i regeringen os med flere spørgsmål end svar lige nu.

Hvis vi får en ældrereform den ene dag, en jobcenterreform den næste og en uddannelsesreform den tredje dag og så en sundhedsreform den fjerde dag og en frisætningsreform den femte – så kommer det her til at skabe en buldrende utryghed og afmagt og frustration.

Vi har som borgere ændret adfærd på de seneste 10 år og de kommende generationer af ældre – babyboomerne – og de kommende generationer af unge har stærke og store forventninger til, hvad velfærdssamfundet skal gøre for dem.

Lige nu skubbes det forventningsgab ud til kommunerne, uden at de har en chance for at udfylde det. Vi har skabt nogle generationer af politiske forbrugere og velfærdsforbrugere, som man ikke lige sådan kan forandre uden at italesætte behovet og vejen derhen gennem en offentlig debat.

Vi taler om afbureaukratisering og regelsanering på 20. år, uden at det hidtil er lykkes, fordi der politisk ikke har været modet til at fjerne den regel, som kunne udløse en fejl. Det er der åbenbart parathed til nu.

En så stor reform fortjener nogle borgerhøringer og en inkluderende borgerproces rundt omkring i landet, når regeringens tanker er blevet mere konkrete.

Lisbeth Knudsen

Vi taler om arbejdskraftmangel som en midlertidig tilstand, selv om det vil være en permanent tilstand så langt øjet rækker, hvis man ser på befolkningsudviklingen. Ingen af de bebudede tiltag til at skaffe mere arbejdskraft når tilnærmelsesvis op på at dække efterspørgslen alle steder.

Vi kører med 200 kilometer i timen mod en situation, hvor vi er nødt til at diskutere fordomsfrit, hvad det er for behov, det offentlige skal dække, og hvor vi selv som borgere skal træde til.

Når Mette Frederiksen nu river forhænget væk for det nuværende velfærdssamfund og erkender, at vi er nødt til at udfordre de gældende rammer, regler og systemer, så er det en god begyndelse. Men det er ikke bare en strid om størrelsen på nogle ydelser, statsministeren sætter i gang. Det er i virkeligheden et opgør med det universelle princip i  vores velfærd, som Mette Frederiksen er inde og pille ved.

Det bærende princip i en universel velfærdsmodel er, at borgerne har ret til visse centrale ydelser, netop fordi hun eller han er borger. Ydelser som for eksempel børnepasning og kontanthjælp skal være store nok til, at borgeren ikke er afhængig af private velfærdsforsikringer eller civilsamfundet.