Tidligere Danidarådgiver: Jeg stoppede efter ti år – med ondt i hovedet og samvittigheden

DEBAT: Vedvarende kommunikationskløfter betød, at Jens Peter Tang Dalsgaard stoppede efter ti år i jobbet. Der kan stadig læres af erfaringerne, skriver den tidligere Danidarådgiver.

Af Jens Peter Tang Dalsgaard
Tidligere rådgiver i Danida  

Som Danida-rådgivere på landbrugssektorprogrammer havde vi mange, lange møder på de danske ambassader.

De gode ambassadefolk forvaltede bistanden på Danmarks vegne, og vi mere teknisk-faglige rådgivere refererede til dem. De sad på ambassaderne. Vi sad inde i modtagerlandenes ministerielle departementer og rådgav om brugen af udviklingshjælpen.

Vi forlod ofte ambassademøderne let frustrerede og i det stille lettere hovedrystende. Jeg gætter på, at ambassadefolkene sad tilbage med lignende oplevelse. Mild hovedpine begge steder.

Det, der skulle være frugtbart samarbejde om forvaltning af bistanden, føltes ofte som en kamp for at finde fælles forståelse for, hvorfor pengene ikke blev brugt hurtigt nok.

Meldinger var ikke værdsatte
Ambassaden argumenterede typisk for at opfylde de ambitiøse planer og spendere bevillingen hjemmefra (en vigtig målestok for præstationsniveauet).

Rådgiverne plæderede typisk for ikke at stirre sig blinde på planerne eller forcere forbruget, så længe vi ikke mente, at vi kunne stå inde for det på forsvarlig vis. God tone, god kaffe, nogle gange sågar med dansklignende bagværk for at fremme hyggen. Men ikke frugtbart nok.

Vi rådgivere formåede sjældent på overbevisende måde at gøre rede for de flaskehalse, som vi oplevede i det daglige inde i modtagerorganisationerne:

Manglende kapacitet til at absorbere bistanden; divergerende dagsordener; tegn på eller mistanke om korruption. De meldinger føltes ikke altid velkomne eller værdsat på ambassademøderne.

Rådgivere og embedsfolk havde samspilsproblem
Set i bakspejlet tror jeg, at samspilsproblemet langt hen ad vejen skyldtes, at få af vi rådgivere var skolet som embedsfolk, og at få ambassadefolk omvendt havde arbejdet ude i felten.

De havde typisk rutine fra Udenrigsministeriet, eventuelt suppleret med FN, EU og lignende. Skrivebordserfaring, kontorerfaring, mødeerfaring på højere niveauer ledsaget af korte, velklædte, diplomatiske VIP-besøg i marken i ny og næ.

Jeg tror – og ret, revs mig, om jeg tager fejl – at det for mange af dem mere var en administrativ, bureaukratisk og politisk opgave end et praktisk stykke arbejde, der her var tale om.

De havde storartet teoretisk viden og forståelse, politisk tæft og andenhåndserfaring, men få havde udviklingsarbejde som sådan under huden. Få kendte til feltarbejdet på første hånd. For de fleste var den virkelighed mere fjern og ukonkret.

De savnede med andre ord den direkte, erfaringsbaserede sanseoplevelse fra marken. Og det kan gøre en verden til forskel. Noget, som man ikke selv har oplevet intenst på egen krop og sjæl, er det svært (eller umuligt) at sætte sig helt ind i.

Alle har mangler og blinde pletter
Man kan være nok så veluddannet, veltalende, ambitiøs og rutineret, men har man ikke haft jord under neglene, og kender man ikke lugten, smagen eller lyden i marken, bageriet eller maskinrummet, så har man et hul i sin erfaring.

En mangel, som gør, at man nok ikke helt erkender, hvad der foregår derude, hvor det sner. Uanset hvor langt op man kommer i hierarkiet, og jo højere, jo længere sidder man fra den jordnære virkelighed. En mangel, som "systemet" ligesom ikke selv så. Som en blind plet.

Forståeligt nok. Vi har alle mangler og blinde pletter. Jeg rådgav en overgang om hønse- og svinehold blandt fattige småbønder, selvom jeg aldrig havde holdt høns og grise, ikke kendte lugten i hønseriet og griseriet og aldrig havde levet som fattig. Jeg er aldrig gået i skole eller i seng på tom mave. Jeg har aldrig skulle bekymre mig om morgendagens måltid.

Forstår en veluddannet, velnæret middelklassedansker nogensinde et fremmed fattigfolks livssyn, kondition og bevæggrunde godt nok til at give råd omkring vigtige økonomiske beslutninger? Jeg tvivler stærkt. Medmindre vedkommende evner empati og indlevelse udover det sædvanlige.

Der er stor risiko for, at rådene gives og modtages ukritisk, når de kommer fra en "bedrevidende," bedrestillet, veluddannet person fra det veludviklede nord. En prekær situation. Nemt at fejlbedømme og overvurdere egne evner. Ansvarligt? Rådgiverens blinde plet?

I et fremmed land
Jeg var godt nok opvokset på et mindre midtjysk landbrug og gift med en sydlandsk hustru født i økonomisk armod (med gris og høns under pælehuset).

Og jeg havde naturligvis den fine akademiske uddannelse (flere af dem ovenikøbet) og "relevant" international erfaring, så på papiret så det rigtig godt ud. Men jeg var ikke ordentlig klædt på som rådgiver.

Hvem af os var, når det kom til stykket? Få lærte endog bare at begå sig på lokalsproget. Vi var og forblev fremmede, uindviede. Det var os, der havde brug for vejledning, tilpasning, tid til at stikke fingrene ydmygt og grundigt i jorden, og lytte og lære tålmodigt, før vi begav os ud i at give råd i et fremmedartet landskab. Noget, som mange kristne organisationer forstår og udlever langt bedre, men det er en anden historie. 

Vi oplevede oveni, at de nationale partnere (counterparts), som vi dagligt rådgav inde i ministerierne, tit heller ikke ville have råd eller indblanden. På sin vis ligeså forståeligt.

Vi var vedhæng til en aftale og pengegave med betingelser, som de fortolkede anderledes. Og her kom vi ind som grus i maskineriet.

Vi betragtedes endog skeptisk som vestlige spioner med en skjult, (geo)politisk dagsorden, som en nær counterpart i Vietnam en gang udtrykte det. Vi gav også dem hovedbrud.

Dyre lus mellem negle
Vi rådgivere sad tæt på "maskinrummet," men blev samtidig holdt i behørig afstand.

Vi var indenfor og alligevel netop ikke indenfor. Vi var en sær blanding af frontkæmpere, værdikrigere, kontrollanter og fagkonsulenter, som skulle hjælpe med at se efter kongerigets pengegaver.

Penge givet med en intention og modtaget med en anden. Vi opererede i et politisk-diplomatisk minefelt. Det teknisk-faglige blev nemt sekundært.

Rådgivere levede som lus mellem negle, klemt mellem kulturer, dagsordener og værdisæt. Donoren ville af med pengene, modtageren ville have dem, men rådgiverne forsnævrede afløbet.

Vi blev med tiden vel nærmest en slags uønskede problembørn og er da også efterhånden stort set forsvundet. Vi var en uddøende race. 

Nuvel, vi var også dyre. En rådgiver med familie kostede nemt en million om året. Vi tjente godt, boede fint, kørte fint, med børn i internationale skoler og så videre – forstås.

Vi boede i udviklingslande og boede alligevel ikke rigtigt i udviklingslande, men i bedrestillede enklaver og nød godt af de klasseforskelle, som vi var ude for at udligne.

Vi synes nok, at vi var betydningsfulde, og ville naturligvis gerne tro, at vi gjorde en forskel.

En lidt utaknemmelig opgave
Det kan diskuteres, om vi var pengene værd, om modellen var holdbar. De fleste af os var på toårskontrakter. Langtidskonsulenter. Vi var undværlige.

Omvendt befandt embedsfolkene sig ofte midt i et (livs)langt karriereforløb. Også værd at bemærke, at counterparts typisk tjente 300 til 500 kroner om måneden. Det var normalt lønniveau i modtagerlandene.

Den magre indtægt måtte suppleres, og donormidler var ofte mere "fungible" (ombyttelige) og nemmere at manipulere end deres egne offentlige midler. Uacceptabelt for os at se, men samtidig ikke så svært endda at begribe bevæggrundene, også set udefra.

Det var nedslidende arbejde dag ud og dag ind i modtagerlandenes organisationer, i et ressourcetrængt og korrumperet miljø, hvor besparelser ikke blev påskønnet, og hvor mange samtaler foregik via tolke, der ikke altid måtte oversætte alt.

Hårdt at sikre vores forventninger til standard, integritet, afløb og kvalitet i udviklingshjælpen og samtidig blive mødt med skepsis og mangel på forståelse. En lidt utaknemmelig opgave. 

Hovedpine og ondt i samvittigheden
Jeg holdt i ti år (1998 til 2008) i Uganda, Vietnam og Bangladesh, som er lande med relativ høj korruption ifølge Transparency International og ifølge min mave.

Da havde også jeg fået hovedpine og ondt i samvittigheden. Andre rådgivere holdt kortere eller længere alt efter sindelag. Mange ambassadefolk fortsatte videre i systemet. Jeg skiftede til den tros- og græsrodsbaserede ngo-verden. Det føltes bedre i knold og sind.

De senere år har vi kastet os over egen virksomhed med økologiske skovlandbrug og mindre strandhotel på min hustrus hjemegn i Filippinerne. Vi beskæftiger fattige bønder og fiskerfolk og geninvesterer lokalt for ad den vej at forsøge at afbøde fattigdom.

Meget svært, meningsfyldt, tankevækkende og sundt. Lærer mere igennem min hustrus syn og indsigt i, hvad det vil sige at være fattig (hun er opvokset i økonomisk fattigdom) end gennem års studier og virke som højtuddannet og højtbetalt "udviklingsekspert".

Mange ahaoplevelser, når det kombineres med fattigdom set igennem Bibelen. Ville ønske, at jeg havde nærlæst den tidligere i livet. Dens forklaringskraft og visdom er overrumplende og umådelig.

Jeg er lidt modvilligt nået frem til, at værdien af akademiske kvalifikationer er overvurderet i denne branche. De mange fine bogstaver, som vi kan sætte efter vores navne (jeg har selv en del af dem), tæller i virkeligheden ikke meget. Det drejer sig i langt højere grad om vores indre karakter. Mere om hjerte og sjæl, mindre om kloge hoveder og titler.

Hensigten med dette indlæg er ikke at bidrage til flere hovedpiner, men til en balanceret, nuanceret og ærlig fortælling omkring udviklingshjælpen. Det fortjener den.

Forrige artikel HK efter ministerfald: Ligestillings­ministeriet skal ikke gemmes væk HK efter ministerfald: Ligestillings­ministeriet skal ikke gemmes væk Næste artikel Tidligere departementschefer efter minkskandalen: Hvem har egentlig ansvaret i ministerierne? Tidligere departementschefer efter minkskandalen: Hvem har egentlig ansvaret i ministerierne?