Tidligere departementschef: Dansen mellem politikere og embedsmænd skal gå hurtigere og hurtigere

Her er vi så fremme ved en af samspilsudfordringerne, hvor det støder sammen med embedsværkets rolle. Det ligger nemlig grundlæggende i embedsværkets opgave at bringe hensynet til det gennemarbejdede beslutningsgrundlag ind.

Som embedsværk er det en central opgave at rådgive den til enhver tid siddende politiske ledelse bredt. Og det er et adelsmærke at understøtte, at alt relevant så vidt muligt er afdækket og tænkt igennem.

Men man kan godt overveje, om de nævnte rammer for politikernes arbejde har gjort dette sværere.

Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi insisterer på embedsværkets rolle i forhold til beslutningsgrundlagene. Så er jeg til gengæld så stor fan af vores demokrati, at hvad de ansvarlige politikere gør politisk på baggrund af den faglige rådgivning, det er op til dem.

Der skal vi som embedsværk slippe den. Og politikerne skal lade os slippe den. Det samspil skal man hele tiden have et skarpt blik for.

Det mystiske rum

Jeg kan godt forstå, at for dem, der ikke er inde i det inderste politiske beslutningsrum, er det spændende.

Ja, der står næsten noget mystisk om det, og det er nemt at skabe en fortælling om, at der foregår nok noget fordækt i det rum, herunder i politikernes samspil med embedsværket.

Jeg mangler til dato at møde en embedsmand, som ikke hver eneste dag står op og tager på arbejde med det formål at gøre sit allerbedste.

Christian Hesthaven
Kommunaldirektør, Rebild Kommune, fhv. departementschef

Der kan altid peges på sager, der – udefra set – virker uheldige.

Men nu vil jeg slå en for mig helt fundamental ting fast: Jeg mangler til dato at møde en embedsmand, som ikke hver eneste dag står op og tager på arbejde med det formål at gøre sit allerbedste.

Jeg vil i tillæg hertil gerne slå fast, at vi har en helt unik forvaltningskultur i Danmark, som de fleste andre lande misunder os.

Vi er samtidigt et land med meget dygtige politikere, som løfter en ofte utaknemmelig opgave på vores fællesskabs vegne.

Så længe man lader embedsværket om at understøtte fagligheden og stå på mål for det og de folkevalgte om at træffe de politiske beslutninger og stå på mål for det, er det faktisk slet ikke så mystisk et rum.

Det er kun, hvis det samspil ikke fungerer, at det kan udgøre et problem.

Det gode samspil

Som embedsværk er ét af de største fejlgreb, man kan komme til at begå, hvis man fremstiller et fagligt råd som en mere fast grænse, end der er fagligt belæg for.

Men det er ofte en meget svær balance. Så lad mig i den forbindelse gøre op med den myte, som ophøjer faglighed til noget nær naturlov.

Selvom vi kan meget som embedsværk, så er embedsfolk ikke orakler, som hiver et almengyldig svar på alle spørgsmål ud af ingenting.

Spørgsmålene er ofte svære, og at nå frem til de rette svar kræver som regel faglige processer, hvor man – inden man når i mål – kan gå ned ad forskellige spor, som viser sig at være forkerte.

At nå frem til de rette svar kræver også nogle politikere med et demokratisk mandat, som sætter en retning på, hvad for en beslutning, der fagligt skal understøttes.

Man skal nok være forsigtig med at konkludere, at det skyldes onde hensigter på nogen af siderne, hvis dette samspil mellem faglighed og politik nogle gange glipper.

For i det daglige virke er det ofte uhyre komplekst at opdage, hvornår fagligheden hører op og politikken begynder. Men det er muligt, at vi hele tiden har opmærksomheden rettet på det.

For en ting må der aldrig opstå tvivl om. Embedsværket har ikke magt og skal ikke have magt – forstået som direkte indflydelse på, i hvilken retning vores samfund og fællesskab skal udvikle sig.

Det skal dem, som folket har valgt til det. Det er politikerne, der har det demokratiske mandat til at bringe visionerne ind i rummet – og modet til også at se ud over den faglige rådgivning, men til gengæld også tage ansvaret for det.

Der ligger, med den faglighed, der bringes i spil, indirekte indflydelse i rollen som embedsmand, men magt for en embedsmand ligger som alle andres i stemmeboksen på valgdagen.

Den flydende dans

Sidste år blev der udgivet en bog redigeret af Ulrik Kjær og Lotte Bøgh Andersen, der hedder ’Kommunalpolitisk Lederskab’.

Heri er der blandt andet et kapitel skrevet af Mads Leth Jakobsen, der handler om samspillet mellem politikere og embedsværk, som hedder ”At få dansen til at flyde”.

Det er et godt billede, som ikke kun passer på kommunerne, men også på staten. De folkevalgte, der ender i regering eller i kommunerne som borgmestre og i fagudvalg, får automatisk embedsværket som dansepartner.

Hvis vi vil fastholde vores forvaltningstradition og fortsat vil have dygtige politikere til at tage jobbet, bør vi som fællesskab være omhyggelige med at finde det rette spændingsniveau.

Christian Hesthaven
Kommunaldirektør, Rebild Kommune, fhv. departementschef

Det er godt, for det er svært at danse alene. Ingen af de to dansepartnere har ideelt set en interesse i at træde hinanden over tæerne.

Det er vigtigt, at det er politikerne, der skal føre i dansen, mens embedsværket skal lade sig føre, og det går galt, hvis den ene dansepartner ikke holder takten – altså dansens regler.

Det fører mig tilbage, til om vi som samfund har fundet det rette spændingsniveau. Selvom det ofte er god underholdning, så er det ikke nødvendigvis sundt for et samfund, at der på stort og småt skal kunne laves en ’skandalesag’ og en ’ministerstorm’.

Sker det for ofte på et tvivlsomt grundlag, er det skadeligt for tilliden til vores demokrati, og set fra embedsværkets vinkel er det særligt uheldigt, at man ufrivilligt kan komme til at spille en rolle i en sådan sag, der ikke har ramt det rette spændingsniveau.

Hvis vi vil fastholde vores forvaltningstradition og fortsat vil have dygtige politikere til at tage jobbet, bør vi som fællesskab være omhyggelige med at finde det rette spændingsniveau.

Jeg ser frem til at læse Dybvad-udvalgets overvejelser, hvor man forhåbentligt adresserer nogle af de temaer, jeg har været inde på.

Og jeg hilser velkomment, hvis vi som samfund tager en grundlæggende snak om, hvad vi vil, når det handler om at sikre gode rammer for at navigere igennem en kompleks verden.

Og hvordan vi sikrer de bedst mulige vilkår for dem, der indgår i arbejdet med det – herunder ikke mindst de politiske ansvarshavere, der er sat til at lede vores samfund.

Det kan være, at den snak fører til, at der er grund til at ændre noget ved vores forvaltningstradition og rammerne for embedsværkets virke. Og så er det jo fint.

Men jeg vil advare imod, at vi gør det på en måde, hvor vi uden videre smider det bestående ud med badevandet. Det skal derimod gøres på en måde, hvor vi med åbne øjne gør os klart, hvad vi risikerer at miste.

Men det er måske bare embedsmanden her, der efterspørger et gennemarbejdet beslutningsgrundlag.