Tidligere departementschef: Undersøgelseskommissioner svækker tilliden til regeringsførelsen

Departementschefen forklarede, at han havde gjort det klart for ministeren, at hun kunne udsende sin pressemeddelelse med det indhold, hun insisterede på, men at der ville blive administreret efter loven.

Og der blev udarbejdet en notits med samme indhold, som ministeren påtegnede. De tre formænd for undersøgelseskommissionen lagde til grund, at departementschefens hukommelse var mangelfuld og derfor ikke kunne tillægges vægt, og at notitsen ingen praktisk betydning fik.

Rigsretsdommerne fulgte undersøgelsesdommernes fremstilling af sagen og dømte ministeren til frihedsberøvelse.

Ingen Støjberg tog dommen til efterretning, men udtalte igen, at hun ikke mente at have givet en ordre til embedsmændene om at gøre noget ulovligt, men ville kommunikere til omverdenen, at hun havde gjort, hvad der var muligt for at undgå barnebrude, og det var fortsat hendes politik.

Det er Folketingets ansvar

Mange opfatter ulovlighederne i de to sager som ens, mens andre opfatter dem forskelligt. Ninn Hansens skyld blev aldrig anfægtet, men mange tvivler på, at Inger Støjbergs handlinger var lige så kritisable og derfor burde føre til samme straf.

Undersøgelseskommissioner kan ikke komme med vurderinger af ministres ansvar; det er op til Folketinget.

Jørgen Rosted
Fhv. departementschef, Erhvervsministeriet

Nogle har hævdet, at der med rigsretssagen mod Inger Støjberg er sket en udvidelse af de kritisable handlinger, der kan føre til en rigsretssag og frihedsberøvelse.

Undersøgelseskommissioner kan ikke komme med vurderinger af ministres ansvar; det er op til Folketinget, og i nogle tilfælde altså en rigsret.

Folketinget har imidlertid haft svært ved at forholde sig til det ansvar.

I stedet har Folketinget bedt uafhængige jurister om at udlægge teksten, i en tro på at tre uafhængige jurister kan nå en retfærdig afgørelse. Det forekommer besynderligt.

I den offentlige debat fremgår det ofte, at selv de største juridiske eksperter kan have forskellig opfattelse. Hvordan kan tre nok så uafhængige og dygtige jurister så i praksis overtage Folketingets ansvar?

Det må være et spørgsmål, som trænger til yderligere debat og belysning, hvis der skal være tillid til, at den fremgangsmåde er hensigtsmæssig for tilliden til Folketinget.

Ansvarsforholdene skal klargøres og lovfæstes

Jeg respekterer selvfølgelig rigsretsdommen i Støjbergsagen og har ikke til hensigt at skabe tvivl om rigsrettens afgørelse, men jeg mener alligevel godt, at jeg kan udtale min holdning til afgørelsen og den dom om frihedsberøvelse, som et flertal afsagde.

Jeg synes ikke, det er oplagt, at rigsretten fuldstændigt følger undersøgelseskommissionens konklusioner.

Jeg tror, det havde været bedre for respekten for rigsretten, at der var udtalt klar og utvetydig kritik af, at ministeren har presset embedsmændene for meget, men en endnu kraftigere kritik af embedsmændene for at have udført en klart ulovlig ordre.

Vi kan ikke være tjent med, at rækken af undersøgelseskommissioner fortsætter og er med til at svække tilliden til regeringsførelsen.

Jørgen Rosted
Fhv. departementschef, Erhvervsministeriet

De skulle have levet op til deres pligt om at underrette departementschefen i Statsministeriet om ulovligheden.

Når jeg har den opfattelse, hænger det sammen med min mangeårige erfaring som embedsmand.

Jeg har i årenes løb oplevet flere tilfælde, hvor en umiddelbar reaktion fra ministeriets påpasselige jurister var, at et ønske fra ministeren ikke kunne imødekommes under den gældende lovgivning, mens ministeren oplevede, at en lovændring ville have trange kår.

Når forholdene blev undersøgt nærmere, og andre jurister også så på sagen, kunne det enkelte gange alligevel lade sig gøre på en lovlig måde.

Jeg skal derfor ikke fortænke ministre i at forsøge at presse embedsmændene til at finde en lovlig måde at opfylde ministerens ønsker på.

Jeg mener dog, at undersøgelseskommissionen i Støjbergs tilfælde godtgør, at ministeren og måske især hendes rådgiver pressede udover det tilladelige, og det derfor bør have konsekvenser – både for ministeren og rådgiveren.

Jeg synes ikke undersøgelseskommissionen i Støjbergsagen og den efterfølgende rigsretssag skaber mere klarhed. Tværtimod håber jeg, at Støjbergsagen og den efterfølgende minksag medvirker til, at der kommer lovændringer, der klargør ansvarsforholdene mellem ministre, deres rådgivere og embedsmændene.

Vi kan ikke være tjent med, at rækken af undersøgelseskommissioner fortsætter og er med til at svække tilliden til regeringsførelsen.

Det må være håbet, at den netop indgåede aftale mellem regeringen og et flertal i Folketinget om et demokratiudvalg fører til en sådan større klarhed, der kan være med til at genoprette tilliden til regeringsførelsen.