Debat: Ledere i det offentlige bør måles på deres menneskelighed

Af Jannik Skadhauge Sano
Tidligere embedsmand i Nævnenes Hus/Energiklagenævnets sekretariat

Ledelseskommissionens fortale for afskedigelser af chefer i det offentlige har vakt kritiske røster blandt de største arbejdsorganisationer i landet.

Det er tankevækkende, at formanden for Ledelseskommissionen har ytret synspunktet om, at offentlige chefer i for høj grad beskyttes af en kultur, der er præget af konfliktskyhed overfor chefer.

For hvorfor skal cheferne ikke også stilles overfor ligeså strenge krav til performance som de menige sagsbehandlere, sekretærer og embedsmænd? 

Kritik af ledelseskritikken
Repræsentanter på både arbejdsgiver- og arbejdstagerside har kritiseret ledelseskritikken, fordi det hævdes, at den politiske styring undertiden forhindrer den offentlige ledelse i at levere varen.

Debatten tager dog ikke højde for, at cheferne har en vidtstrakt adgang til at påvirke den kultur, som præger forvaltningen.

Det udefrakommende pres på det offentliges evne til at performe i denne fjerde industrielle revolutions tidsalder, og kravet om, at det offentlige skal modernisere sig hurtigere, rokker ved sammenholdet i forvaltningen. 

Jannik Skadhauge Sano
Tidligere embedsmand i Nævnenes Hus/Energiklagenævnets sekretariat

Underbemanding eller manglende ressourcer kan ikke tjene som undskyldning for, at der ikke kan herske en menneskelighed i og omkring løsningen af de massive ressourcemæssige problemer, der, indrømmet af både arbejdsgivere og arbejdstagere, har bragt det offentlige ledelsessystem i krise.

Når ledelsen udøver deres ret til at afskedige og antage medarbejdere, rokere medarbejdere, varetage den daglige drift og irettesætte de underordnede, har cheferne en nærmest uhindret adgang til at sætte trumf på overfor den irriterende sekretær, der altid siger sin mening, eller den ambitiøse fuldmægtig, der kræver efteruddannelse hele tiden.

Det udefra kommende pres på det offentliges evne til at performe i denne fjerde industrielle revolutions tidsalder, og kravet om, at det offentlige skal modernisere sig hurtigere, rokker ved sammenholdet i forvaltningen. 

Pres på det offentlige
Der hvor presset er størst, eksempelvis i nyoprettede eller opsplittede styrelser, er enkelte teams og forvaltningsenheder i værste fald omdannet til en regulær krigsskueplads.

I bedste fald er der tale om, at konkurrencementaliteten internt i de forvaltningsmæssige enheder har taget overhånd. Det giver sig udslag i en kultur, hvor konflikter medarbejdere og chefer imellem næsten ikke tillades. Og der slås hårdt ned på dem, der synes at trænere effektiviteten.

I tillæg hertil er det de nye forvaltningsenheders erklærede mål, at det skal være hårdt at arbejde i embedsstillinger. - Der skal være hård konkurrence om pladserne, for det fremmer angiveligt effektiviteten.

Samme tankegang har slået igennem på eksempelvis uddannelsesområdet, hvor de strengere økonomiske krav til de studerende antagelig vil gøre dem dygtigere. 

Empati er det nye sort
Samtidig er empati og emotionel intelligens blevet de nye buzzword på det sociale medie LinkedIn. Nu er EQ, ikke IQ, blevet det nye sort, hvilket står i skærende kontrast til den tankegang, der gennemsyrer kulturen i det offentlige, især på ledelsesniveau.

For der handler styringen ikke om EQ eller menneskelig ledelse, men først og fremmest om sagsbehandlingstiden og tallene på bundlinjen som selvfølgelige nødvendige kriterier at lægge vægt på ved al virksomhed.

Men udmeldingen fra Ledelseskommissionens formand viser, at tankegangen og styringen af det offentlige ikke er tilstrækkelig, og at konkurrencementaliteten har en negativ boomerangeffekt.

Der sigtes til et for ensidigt fokus på bundlinje og tid, ikke menneskelighed i ledelsesstilen. Det er ude af trit med tiden.

Og det virker ikke, vidner de problematiske overenskomstforhandlinger i det offentlige, kritikken af udflytningsplanerne og det pressede offentlige arbejdsmiljø om.

Ganske vist har politikerne og Christiansborg i sidste ende ansvaret for styringen af administrationen. Uanset, hvorfra det stigende pres kommer fra, risikerer kulturen i det offentlige at forplante sig til og indvirke på det offentliges kommunikation med borgerne.

Gensvaret er den stigende politikerlede og fornemmelsen af fjernstyring fra Christiansborg.

Det koster tid og penge at kæmpe internt, men det kan ikke løses med gordiske ledelseshug og konsekvente nedslag på al intern kritik og bøvl.

Der skal en mere menneskelig offentlige ledelse til.