Topministre skubber fagministre ud af regeringens grønne udvalg: "Nu er prisen for ikke at handle øget" 

Finansministeren og to partiformænd får plads i regeringens grønne udvalg, mens en lang række fagministre ryger ud. Det understøtter en trend henimod A- og B-hold i regeringer, siger professor i offentlig forvaltning, Peter Bjerre Mortensen. Aktører håber, det kan øge tempoet i den grønne omstilling.

Finansminister Nicolai Wammen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er nye medlemmer i regeringens grønne udvalg. Troels Lund Poulsen (V) har valgt at beholde sin plads i udvalget, selv om han nu er blevet partiformand og forsvarsminister.
Finansminister Nicolai Wammen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er nye medlemmer i regeringens grønne udvalg. Troels Lund Poulsen (V) har valgt at beholde sin plads i udvalget, selv om han nu er blevet partiformand og forsvarsminister.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Finansminister Nicolai Wammen (S) er den nye mand for bordenden i regeringens grønne udvalg.

Og han får følgeskab af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der ligesom Venstres nye formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sikret sig en plads i udvalget.

Det er med andre ord regeringens tunge drenge, der gør deres entré, og det giver forhåbning om, at der nu kommer mere fart på den grønne omstilling, lyder det fra bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito, Connie Hedegaard.

“Jeg ser det som et signal om, at regeringen godt ved, at de skal have mere gang i den konkrete klimahandling, og at der skal hugges til på nogle af de svære ting. Det kommer formentlig til at koste noget, og derfor kan det give god mening, at finansministeren sidder for bordenden,” siger Connie Hedegaard, der har en fortid som både miljøminister og klima- og energiminister.

Finanspolitik versus klimapolitik

Nicolai Wammen overtager formandsposten fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), og i et interview med Politiken fortæller han, at regeringen har et ønske om at “speede processerne op” og at give udvalget mere slagkraft ved dels af tage regeringesledelsen mere aktivt ind i rummet og dels at have økonomisiden med.

Greenpeace tager godt imod ændringerne i det nye udvalg, der fremover kommer til at hedde Grønt Udvalg i stedet for Udvalget for Grøn Omstilling. 

Prisen for ikke at handle er øget nu, hvor de sætter finansministeren og to partiledere ind.

Connie Hedegaard
Bestyrelsesformand, Concito

“Alle forsøg på institutionelt at forankre klimakrisen mere i regeringen er gode, og det her kan sagtens være den rigtige måde at gribe det an på,” siger klima- og miljøpolitisk leder, Helene Hagel.

Er du ikke bekymret for, at finanspolitikken vil overtrumfe klimapolitikken med det her skifte?

“Men det sker jo alligevel nu. Det er vitterligt det, der sker hver eneste gang, der skal laves klimapolitik, så sidder Finansministeriet alligevel for bordenden og nærmest har vetoret til at sige, at de ikke mener, at tingene kan betale sig,” siger Helene Hagel.

Læs også

Hun påpeger, at den nye konstruktion så kan forstærke den tendens eller være en måde at ændre den logik på.

“Og der håber jeg, at det kan være en måde at tage et opgør med de politiske logikker, der kæmper mod hinanden, så man faktisk kan sidde sammen og drøfte udfordringer og løsninger på en anden måde, end man har gjort hidtil. Som det er i dag, fungerer det i hvert fald ikke særlig godt.”

Udvalget er blevet slanket, så der fremover kommer til at være seks faste medlemmer mod tidligere ti. Ændringerne medfører, at hele syv ministerier, men seks ministre, er røget ud af udvalget, heriblandt erhvervsministeren, transportministeren og ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.

Regeringens A- og B-hold

Professor i offentlig forvaltning Peter Bjerre Mortensen vurderer, at det nye udvalg med topministre kan være udtryk for, at regeringens udvalg for grøn omstilling ikke har haft nok beslutningskraft.

“Udvalget for Grøn Omstilling kom nok aldrig til at fungere som ønsket, og derfor ser jeg det her som konsekvens af, at mange af sagerne alligevel endte i Økonomiudvalget, hvor finansministeren sidder for bordenden,” siger han. 

Det understøtter indtrykket af, at vi efterhånden har et A- og B-hold i regeringen, hvor der sidder relativt få ministre og træffer langt de fleste beslutninger.

Peter Bjerre Mortensen
Professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Regeringens træk taler ind i en langsigtet udvikling med regeringsudvalg.

“Før i tiden var der rigtig mange udvalg, hvor ressort- og fagministre dominerede, men vi er gået imod, at det koncentrerer sig på få magtfulde udvalg, hvor der sidder få tunge ministre. Det understøtter indtrykket af, at vi efterhånden har et A- og B-hold i regeringen, hvor der sidder relativt få ministre og træffer langt de fleste beslutninger,” siger Peter Bjerre Mortensen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Kan der være noget problematisk i, at nogle af de ministerier med fagspecialister ikke længere er repræsenteret i et udvalg, hvor der træffes de her store grønne beslutninger?

“Meget af det sagsforberedende arbejde sker nok stadig i fagministerier, så på den måde er de jo ikke sat ud på et sidespor. Det afgørende bliver, hvor lang tid tingene får lov til først at modne ude i ministerierne, inden den tværgående koordination går i gang, og det ved vi faktisk ikke så meget om,” siger Peter Bjerre Mortensen.

Større pres for handling

Connie Hedegaard har aldrig haft den helt store fidus til et grønt regeringsudvalg, da de store beslutninger typisk alligevel træffes i Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget.

Men hun tror på, at den nye sammensætning kan skabe mere beslutningskraft. 

“Nu sidder der nogle af de ministre i regeringen, der har allermest på spil i forhold til, at regeringen skal lykkes på det her område. Prisen for ikke at handle er øget nu, hvor de sætter finansministeren og to partiledere ind,” siger Connie Hedegaard.

Klima-, energi- og forsyningsministeren, fødevareministeren og miljøministeren beholder deres pladser i udvalget. 

Regeringens grønne udvalg - før og nu

NU: Medlemmer i Grønt Udvalg:

Finansminister Nicolai Wammen (S) (formand)

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V)

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)

Miljøminister Magnus Heunicke (S)

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V)

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M)

 

FØR: Medlemmer i Udvalget for Grøn Omstilling

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) (formand)

Daværende økonomiminister Troels Lund Poulsen (V)

Erhvervsminister Morten Bødskov (S)

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S)

Miljøminister Magnus Heunicke (S)

Skatteminister Jeppe Bruus (S)

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V)

Daværende minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V)

Transportminister Benny Engelbrecht (S)

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

Helene Hagel

Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2014)

Peter Bjerre Mortensen

Professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Cand.scient.pol., ph.d., Aarhus Universitet









0:000:00