Vive-forsker: Regeringens frisættelsesprojekt risikerer at spænde ben for sig selv

Regeringens planer om frisættelse i den offentlige sektor peger i forskellige styringsmæssige retninger. Hvis regeringen skal lykkes med at indfri ambitionerne, er det nødvendigt, at der sættes en tydelig retning for, hvordan den offentlige sektor skal sættes fri, skriver Ulrik Hvidman.

Da SVM-regeringens grundlag blev præsenteret i 2022, var det med ambitionen om en frisættelse af den offentlige sektor. Men regeringens frisættelsesplaner risikerer at modarbejde sig selv, skriver Ulrik Hvidman.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ulrik Hvidman

Forsknings- og analysechef, Vive

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Igennem de seneste mange år har frisættelse af kommunerne stået højt på politikernes dagsorden. Forskellige forsøg er sat i søen med større eller mindre held. Regeringen har som seneste skud på stammen fremlagt en ambitiøs plan med reformprogrammet kaldet Velfærd 2.0, som senest er udfoldet i regeringens 2030-plan. Her er frisættelse igen et centralt tema.

Det er positivt, at regeringen sætter fokus på at forbedre styringen af den offentlige sektor, men udmeldingerne stiller fortsat flere spørgsmål: Hvem skal have mere frihed? Er det hovedsageligt kommunerne, institutionerne, lederne, medarbejderne eller borgerne?

Hvem skal have mere frihed? Er det hovedsageligt kommunerne, institutionerne, lederne, medarbejderne eller borgerne?
Ulrik Hvidman
Forsknings- og analysechef, Vive

Det er nemlig slet ikke lige meget, hvilke af disse grupper der gøres til omdrejningspunkt for initiativerne. For det vil påvirke, hvordan styringen fungerer i praksis, hvorvidt man vælger den ene eller anden tilgang. Forenklet kan man tale om tre tilgange til frisættelse og dermed tre forskellige former for styring.

Tillid, resultater eller konkurrence

Den ene form er, når kommuner og de fagprofessionelle medarbejdere får mere frihed. Det kan føre til en tillidsbaseret model med færre kontrolmekanismer. En anden form er, hvor velfærdsinstitutionerne og lederne får mere frihed. Hvis dette kombineres med centralt fastsatte mål, kan det resultere i en styring baseret på resultater, hvor institutionerne holdes ansvarlige for at nå de fastsatte mål.

Den tredje form er, hvis borgerne får mulighed for frit at vælge mellem offentlige og private leverandører, og pengene følger borgerne. Så kan det føre til konkurrencebaseret styring, hvor serviceudbydere har tilskyndelse til at imødekomme borgernes behov.

Forskningen peger på, at styringsreformer bygger på forskellige og potentielt modstridende antagelser om, hvad der motiverer de ansatte til at udføre deres arbejde. For eksempel antager tillidsbaserede reformer, at medarbejderne ønsker at gøre det bedste for borgerne og samfundet.

Læs også

Fremtidens udfordringer kræver mere modige og aktivistiske embedsmænd

Kommentar

Omvendt bygger resultat- og målstyring på antagelsen om, at de offentligt ansatte også er drevet af egne interesser, og derfor er der behov for incitamenter for at sikre, at de følger politikernes ønsker.

Sammenblanding af styringsmodeller

Det er interessant at bemærke, at regeringsgrundlaget foruden at støtte lokal faglig frihed også indeholder elementer fra andre styringsmodeller, som potentielt er i konflikt med hinanden. Regeringens 2030-plan peger således blandt andet på at fastsætte centrale mål for institutioner, styrke frit valg for borgerne og involvere private aktører i leveringen af service.

Foruden at støtte lokal faglig frihed indeholder regerings-grundlaget også elementer fra andre styringsmodeller, som potentielt er i konflikt med hinanden
Ulrik Hvidman
Forsknings- og analysechef, Vive

Et vigtigt næste skridt i implementeringen af reformdagsordenen bliver at konkretisere, hvordan den offentlige sektor skal sættes fri. Forskningen understreger vigtigheden af at kigge på styringslogikkerne i forhold til hinanden, fordi der er tilgange, der er modstridende.

Det bliver derfor afgørende at trække på viden og erfaringer for at sikre en vellykket reform af den offentlige sektor. Derfor bør regeringen skele til eksisterende viden, inden den ændrer den grundlæggende indretning af velfærdsstaten.

Et godt sted at starte er erfaringerne fra de nuværende velfærdsaftaler, som kører i syv kommuner. Velfærdsaftalerne er i høj grad baseret på tillidsbaseret styring, hvor der lægges vægt på medarbejdernes faglige vurdering og ansvar.

Foreløbige erfaringer viser, at denne styring har potentiale til at øge innovation og engagement blandt medarbejderne. Spørgsmålet er, om disse potentialer fortsat vil kunne indfries, hvis institutionerne samtidigt styres i endnu højere grad efter mål og resultater eller af konkurrence.

Politik har aldrig været vigtigere